Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 19. jan. 2009 KL. 16.47

Ny gasaftale er en realitet

Efter to ugers gaskrise i Europa underskriver Rusland og Ukraine en aftale, der forventes at bringe gas til frysende europæere.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Det russiske statsejede gasselskab Gasprom har sammen med sin ukrainske pendant Naftogas underskrevet en ny aftale ti-årig om gassen til Europa.

Ifølge Reuters erklærer de to landes ministerpræsidenter, Vladimir Putin og Yulia Timosjenko, at gassen til Europa ville begynde at flyde med fuld tryk i nærmeste fremtid.

»Vi vil genoptage transitten af gas til Europa så snart, gassen når det ukrainske gassystem. Der bliver ikke flere forsinkelser«, fastslår Tymoshenko.

Ikke den første aftale
Det er dog ikke første gang i forløbet, at de to gasselskaber indgår en aftale om igen at forsyne Europa med gas.

Derfor vil EU-kommissionen også se resultater, før man er overbevist.

»Nu mangler vi en tilkendegivelse af, hvornår gasleverancerne så vil blive genoptaget. Vores observatører vil bekræfte, når gassen rent faktisk begynder at flyde«, skriver kommissionen i en officiel erklæring.

Gammel aftale løb ud i sandet
For en uge siden åbnede russerne for gashanerne, men da gassen nåede til Ukraine, blev den blokeret. Ukraine nægtede at lade gassen løbe videre, fordi russerne angiveligt brugte nogle forkerte gasledninger.

Ifølge ukrainerne betød det nemlig, at de var nødsaget til at lukke for gas til deres befolkning, hvis de skulle forsyne Europa.

Russerne, derimod, beskyldte ukrainerne for at stoppe leverancen uden grund.

Mange europæere fryser
Store dele af Europa har nu ventet på den russiske gas i to uger.

Konsekvenserne har været store for enkelte lande heriblandt Bulgarien og Slovakiet, som næsten er 100 procent afhængig af de russiske leverancer.

Her har mange tusinde virksomheder måtte afbryde produktionen og ligeså mange hjem har været uden varme i den bidende vinterkulde.

EU ser sig om efter ny leverandør
Den omfattende gaskrise har bekræftet EU i, at det er bidende nødvendigt at gøre sig uafhængig af den russiske gas.

EU-Kommissionen har under hele forløbet således udtalt, at Ruslands ry som pålidelig gasleverandør og Ukraines omdømme som transitland er alvorligt svækket.

Kommissionens formand José Manuel Barroso har også opfordret europæiske virksomheder, som er ramt på produktionen af de manglende gasleverancer, til at lægge sag an mod det russiske og ukrainske gasselskab.