Iraks atomvåbenprogram var så kaotisk og i en sådan uorden, at det næppe kunne anvendes til at udvikle brugbare atomvåben. Programmet var nærmest ikkeeksisterende, konkluderer en rapport fra Det Internationale Atom Energi Agentur IAEA i Wien, som er FN's atompoliti. Det fremgår af en fortrolig IAEA-rapport, som er blevet lækket af en diplomat til nyhedsbureauet AP. I rapporten fastslår lederen af agenturet, Mohamed ElBaradei, at hans eksperter ikke fandt nogen tegn på et atomvåbenprogram, inden de måtte trække sig ud af Irak lige før krigens start i marts. For USA's præsident George W. Bush og Storbritanniens premierminister Tony Blair var hovedbegrundelsen for invasionen af Irak, at den nu styrtede diktator Saddam Hussein var ved at udvikle atomvåben såvel som kemiske og biologiske arsenaler. De fleste regeringsmedlemmer i de to lande gik endog et skridt videre og hævdede, at Irak allerede var i besiddelse af våbnene og derfor udgjorde en trussel mod den internationale sikkerhed. »Hvad angår erhvervelse, koncentration og berigelse af uran gennem centrifugemetoden, har omfattende undersøgelser i felten og analyse af dokumenter ikke afdækket beviser for, at Irak havde opretholdt sådanne aktiviteter«, skriver ElBaradei i rapporten. Ingen pistol Fordi IAEA's inspektører måtte forlade Irak i utide på grund af krigen, var de ikke i stand til at fuldføre deres undersøgelser, og IAEA tør derfor ikke fastslå med 100 procents sikkerhed, at Irak ikke havde et aktivt atomvåbenprogram. ElBaradei fastslår imidlertid ifølge AP, at laboratorier og andre faciliteter var nedslidte, der var ikke finansielle ressourcer, og mange atomeksperter havde skiftet arbejdsområde, var gået på pension eller havde forladt landet. Allerede inden krigens udbrud fortalte ElBaradei FN's Sikkerhedsråd, at hans våbeninspektører ikke kunne finde afgørende beviser for, at Irak havde et atomvåbenprogram. USA og dets allierede valgte imidlertid at ignorere og til tider håne eksperterne. Washington hånede også lederen af FN's våbeninspektører, svenskeren Hans Blix, men efter at han i juni forlod stillingen, har han for alvor taget til genmæle. I et interview med tv-stationen CNN tidligt tirsdag morgen dansk tid udtalte Blix, at Irak kan have fortalt sandheden, da Bagdad 7. december overdrog Sikkerhedsrådet en 12.000 sider lang rapport, hvori man hævdede ikke at være i besiddelse af masseødelæggelsesvåben. »Efter så lang tid er jeg tilbøjelig til at tro, at den irakiske erklæring om at have ødelagt alle biologiske og kemiske våben, som de var i besiddelse af i sommeren 1991, meget vel kan have været sandt«, sagde Blix. Borer i såret Den pensionerede diplomat - der netop er blevet leder af en institution, som skal fremme brugen af atomkraft - tilføjede, at hans inspektører havde arbejdet i tre en halv måned i Irak i slutningen af 2002 og begyndelsen af 2003 »uden at finde nogen rygende pistol«. Blix borer også rigtigt i såret hos amerikanerne og briterne, når han i interviewet siger: »Jeg har ikke kunnet undgå at notere mig, at en del af de sager, de forventede, at vi skulle finde, viste sig ikke at være egentlige masseødelæggelsesvåben«. Bush og hans ministre nævner da også sjældent masseødelæggelsesvåbnene. Amerikanernes egne våbeninspektører ventes senere på måneden at fremlægge en foreløbig rapport om deres resultater, men selv regeringens høge som forsvarsminister Donald Rumsfeld venter ikke de store resultater eller nye beviser.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
VM-kvalifikation
Debatindlæg af Matilde Dueholm
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























