Digital adgang med e-avis for 149 kr./md.

Rusland beskyldes for tortur

Lyt til artiklen

»De skrev, og jeg skrev under. Det er klart, at det ikke var sandt. De sagde til mig, at hvis jeg ville holde mig i live, så var jeg nødt til at vidne mod Sakajev. Det gjorde jeg så«. Duk-Vakha Dosjujev er tidligere sikkerhedsvagt i Tjetjeniens kulturministerium. Hvis den historie, han har fortalt de sidste dage i retten i London, er sand, kan han trække tæppet væk under Ruslands forsøg på at få udleveret den tidligere tjetjenske viceministerpræsident Akhmed Sakajev. Tvivl om retsstaten Dosjujevs beretning skaber samtidig alvorlig tvivl om den russiske retsstat. Den lille mand med det kortklippede sorte hår og et hårdt ansigt fuldt af mistro har tidligere optrådt som vidne i den russiske stats skriftlige bevismateriale mod Akhmed Sakajev. I en række skriftlige erklæringer og et tv-interview, der er lavet, mens Sakajev sad fængslet i Danmark sidste år, sagde Dosjujev blandt andet, at Sakajev havde givet ordre til bortførelsen af to russiske ortodokse præster. Bortførelsen af præsterne, hvoraf først begge, men nu kun den ene menes at være blevet dræbt, er et af den russiske stats centrale anklagepunkter mod Sakajev. Trak anklagerne tilbage Men i retten i London har Dosjujev trukket alle anklager mod Sakajev tilbage. Efter at Dosjujev er flygtet fra Tjetjenien og nu opholder sig i et andet land, er han i stedet kommet med en beretning, der tyder på, at den russiske anklagemyndighed og efterretningstjeneste var desperat i sin jagt på beviser mod Sakajev. Ifølge den russiske anklagemyndighed dukkede Duk-Vakha Dosjujev selv op på anklagemyndighedens kontor i Grosnij søndag 1. december sidste år. Han ville angiveligt melde sig selv for ulovlig våbenbesiddelse og medlemskab af en forbudt væbnet organisation. . Men Dosjujevs beretning er nu en helt anden. Han siger, at han blev anholdt af maskerede mænd ved en vejspærring i Grosnij 25. november. Efter seks dage i et fangehul, hvor han blev gennembanket og tortureret med elektriske stød, blev han efter eget udsagn truet på livet til at skrive under på en masse dokumenter med oplysninger, som han vidste var usande. Lærte svarene udenad Ifølge Dosjujev var det efterretningstjenesten FSB, der stod for afhøringerne, og som også tvang ham til at svare på spørgsmål fra russisk tv, efter at han havde fået besked på at lære svarene udenad. Da Dosjujev blev løsladt fra fængslet i februar i år, rådede en tidligere skolekammerat, der var vagt for FSB, ham til at forlade landet med det samme. »Han sagde til mig, at hvis jeg ville leve, så skulle jeg rejse samme dag. At russerne kun løslod mig for at slå mig ihjel og skyde skylden på Sakajev. Så jeg rejste«, forklarede Dosjujev i går i retten. Bevisførelsen i sagen ventes afsluttet sidst på ugen, men der kan endnu gå flere uger, før dommeren afgør, om der er basis for at udlevere Akhmed Sakajev til Rusland.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her