Det lykkedes: Anders Fogh Rasmussen bliver Natos nye generalsekretær.

Men processen dertil var bumlet og afslørede en række krisetegn i forhold til både Danmark, Nato og forholdet mellem EU og Tyrkiet.

Det danske perspektiv
Fra et dansk perspektiv har det seneste døgns drama udstillet, at Fogh-regeringens omdiskuterede håndtering af den såkaldte Muhammedkrise endnu ikke er et overstået kapitel.

Her mere end tre år efter, at den udløste den alvorligste udenrigspolitiske krise for Danmark siden Anden Verdenskrig, er den stadig så stor en faktor, at den ­­­– endda i en organisation af allierede - var tæt på at blokere en dansk statsminister i at få en international toppost.

Også andre ting spillede givet ind på den tyrkiske modstand, så som striden om den kurdiske tv-kanal ROJ og generel irritation over EU's kølige holdning til tyrkisk EU-medlemskab.

Men tegningesagen har været et tilbagevendende tema for tyrkerne, der tilsyneladende også mener, at den stadig er så ’levende’, at det af inden- og udenrigspolitiske hensyn har kunnet betale sig at bruge så meget politisk kapital på den.

Det vil givet give stof til eftertanke herhjemme.

Og det vil givet også gøre indtryk på Anders Fogh Rasmussen, der nu sætter sig i spidsen for den daglige ledelse af verdens største militæralliance som en - i hvert nogle steder – kontroversiel person.

Krisen i Nato
Det tyder heller ikke godt for Nato’s egen sammenhængs- og beslutningskraft, at der i det hele taget kunne opstå så meget dramatik om udnævnelsen af en ny generalsekretær, der jo trods ’blot’ er en højtstående embedsmand.

Og det er kun ekstra skidt i en situation, hvor Nato har ekstra meget brug for begge dele: Dels står alliancen med krigen i Afghanistan midt i sin blodigste mission nogensinde og skal enes om en ny strategi, der omfatter flere end 20.000 ekstra soldater og risiko for en særdeles blodig udvidelse af krigen.

Dels står man midt i arbejdet med en helt ny doktrin, der skal angive rammerne for hele det nu 60 år gamle Nato-samarbejdes rammer: Skal den fortsat virke som global politibetjent som i Afghanistan? Eller skal man i højere grad tilbage til sin egen region og forholde sig mere aktivt til bl.a. Rusland end i dag?

En ny doktrin skal efter planen være klar om et år og vedrører altså noget så centralt som identiteten af en alliance, der nok er verdens mægtigste, men som i stigende grad er blevet usikker på sin mission for fremtiden.

At valget af noget så – trods alt - enkelt som en generalsekretær kunne føre til så stort et drama varsler ilde for kompromisviljen. Og den bliver der ellers god brug for.

Krisen mellem EU og Tyrkiet
Sagen har heller ikke lunet det i forvejen nedkølede forhold mellem EU og Tyrkiet.

Den tyrkiske ledelse har i forløbet vist, at den vægter hensynet til den muslimske verden og sit eget kurdiske forhold højere end en yderligere tilnærmelse til EU.

Og fra EU påpegede EU’s kommissær for udvidelse, finnen Olli Rehn, tidligere i dag – mens Fogh-dramet endnu var uafklaret - at en tyrkisk blokering for ham ikke var godt for forholdet til EU.

Tingene er blevet kædet sammen.

Lidt at lune sig ved
Men nu lykkedes det altså. Og hvis der endelig kom noget godt ud af det for Anders Fogh Rasmussen, så var det, at flere vigtige EU-lande samt USA’s præsident Obama trods alt var villige til at slås for ham så længe.

Det handler dels om, at der ikke var oplagte alternativer. Dels om at man – Muhammedkrise eller ej – trods alt anerkender Anders Fogh Rasmussen som en begavet og effektiv leder, der under det tidligere danske EU-formandskab skrev sig ind i historien med EU's dengang historiske udvidelse mod øst.

Nu bliver hans første opgave at genskabe den konsensus, som er så afgørende for Nato, og som hans egen udnævnelse var tæt på at ryste fra hinanden.