Barnligt og fetishistisk.

Sådan lyder karakteristikken af europæernes forhold til USA i en rapport fra tænketanken European Council on Foreign Affairs.

Derfor er det hårdt brug for den reform af EU-systemet, der skal give EU hurtigere beslutningsprocesser, og gøre unionens ansigt udadtil klarere.

Det mener rapportens forfattere Jeremy Shapiro og Nick Witney fra European Council on Foreign Affairs.

DOKUMENTATIONLæs rapporten her(eksternt link)

Infantile Europa
De to eksperter retter lyset mod det transatlantiske forhold, som ifølge rapporten er særdeles anstrengt.

Specielt fordi de europæiske lande ikke tager ansvar og insisterer på at fortælle amerikanerne, hvad der er rigtigt og forkert. Og fordi de europæiske lande ikke står sammen.

»Indtil videre har Obama-administrationen fundet de europæiske lande svage og splittede - parate til at tale, men tilbageholdende overfor at blive mudret til. Set fra Washingtons side, er der noget næsten infantilt over, hvordan europæiske regeringer opfører sig overfor dem - en kombination af opmærksomhedssøgen og ansvarsforflygtigelse«, skriver forfatterne.

Obama chokeret efter EU-topmøde
Som eksempel på forskellen mellem EU og USA fremhæver forfatterne topmøder mellem de to parter:

Amerikanernes stil er hårdkogte forhandlinger og effektivitet. Men de har gentagne gange måttet erkende, at disse topmøder alt for ofte bliver domineret af europæernes forkærlighed for proces og diskussioner.

USA's eks-præsident George W. Bush var så forfærdet over sin første topmøde-oplevelse i Göteborg i 2001, at han straks halverede møderne til ét om året.

»Du godeste, med vores hjerne og jeres penge og magt, kan vi virkelig få udrettet noget«, som en af Bush's topembedsmænd syrligt sagde om møderne mellem USA og EU.

Kilder i Obamas administration oplyser ifølge forfatterne, at præsidentens møde med de 27 europæiske stats- og regeringsledere på topmødet i Prag i april 2008 efterlod ham chokeret.

Fetishisme
Rapporten peger på, at den største trussel mod forholdet ikke kommer fra USA's nye globale strategi og stadig tættere samarbejde med fremadstormende lande som Kina.

LÆS OGSÅObama lover sammenhold med Asien

Problemerne opstår snarere på grund af de europæiske regeringers manglende evne til at smide behovet for anerkendelse fra USA og følge med en verden i forandring.

Rapportens forfattere mener, at EU-landene i mindre grad er optaget af, hvad forholdet til USA kan levere og i højere grad gør relationen til et mål i sig selv.

»Det kan barsk beskrives som en form for fetishisme«, skriver forfatterne.

Forfatternes undersøgelser viser, at mange af EU-medlemslandene mener, at de hver især har et særligt fordelagtigt forhold til Washington.

For eksempel ser Danmark sin loyalitet overfor Nato og deltagelsen i krigen i Afghanistan, som en særlig fordel i forholdet til den amerikanske regering.

Irritation over Europa
Men Shapiro og Witney peger på, at amerikanske embedsmænd »finder Europas forsøg på at forklare, hvordan de og USA har de samme interesser, særligt irriterende«.

Forestillingen om et særligt forhold er en af forklaringerne på, at europæerne søger at styrke deres interesser således:

Forsvarspolitisk foregår samarbejdet gennem Nato. Når det drejer sig om handel- og konkurrencepolitik, sker det i EU's regi. I stort set alle andre henseender er det særaftaler mellem landene, konkluderer rapporten.

Sværere under Obama
Europa er stadig en vigtig alliancepartner og langt den vigtigste økonomiske partner for USA, påpeger forfatterne.

Og præsident Barack Obama er da også mere europæisk i sin tankegang end sin republikanske forgænger George W. Bush.

Men alligevel kan forholdet blive sværere for Europa under den demokratiske præsident.

Obama er mindre nostalgisk i sin tilgang til Europa. Hans regering er selverklæret pragmatisk og arbejder med hvem, der måtte være i stand til at give USA det, landet ønsker.

Derfor kan amerikanerne - selv om de ønsker et stærkt og ligeværdigt EU - alligevel ikke lade være med at udnytte den europæiske splittelse.

Philip Gordon, som er Obamas topdiplomat for Europa, formulerer det sådan:

»Vi ønsker at se et stærkt og samlet Europa, der taler med én stemme. I den bedste af alle mulige verdener vil den ene stemme sige det, vi gerne vil høre...Hvis den ikke siger det, vi gerne vil høre, ville vi hellere have, at den stemme er mindre samlet. I den forudselige fremtid vil vi have relationer til EU og til nationer. Man går til dem, der kan levere«.

USA bestemmer udenrigspolitikken
EU-landene har ifølge rapporten stadig ikke rystet de attituder, den adfærd eller de strategier af sig, som de udviklede gennem årtier med USA som verdens eneste supermagt.

EU ser stadig USA's holdning som afgørende i mange henseender - ikke mindst udenrigspolitisk.

Og det har en effekt på det europæiske forhold til resten af verden:

»Resultatet er en tankegang, hvor Washingtons politik og reaktioner bliver vigtige - ofte afgørende - for den europæiske udenrigspolitik, både kollektivt og individuelt«, skriver forfatterne.

Men omvendt - når man ser verden fra Washington - er Europa ikke længere den sikkerhedsbekymring, det var under Den Kolde Krig og tiden umiddelbart efter.

Derfor mener amerikanerne, at det er tid til at udvikle forholdet, så det bliver mere nyttigt og praktisk:

»Vi ønsker stærke allierede. Vi ønsker ikke at være Europas protektor. Vi vil være Europas partner«, sagde Obama på sin første tur over Atlanten som præsident.

Det ligger i psykologien
Med Lissabontraktaten og aftenens udnævnelse af en præsident og udenrigsminister for EU kan de europæiske institutioner og beslutningsprocesser blive mere effektive.

LÆS OGSÅHer er kandidaterne til EU’s nye topjob

»Lissabontraktaten burde bestemt hjælpe ved at bibringe et stærkere lederskab og bedre institutionelle redskaber til at hjælpe europæerne til at blive enige om et fælles ståsted og derefter præsentere det effektivt«, skriver forfatterne i rapporten.

Men værktøjer er ingen hjælp, hvis man ikke har viljen til at bruge dem:

»En forandring af de institutioner, der håndterer den transatlantiske interaktion kan ikke i sig selv fixe politikken... Det egentlige problem ligger mindre i Europas institutionelle indretning end i psykologien«, skriver forfatterne.