Fotografen snakker om, at hun gerne vil tage et gruppebillede. Reaktionen kommer prompte.

»Så spænder vi drenge, husk nu, at det skal være et rigtigt heltebillede«.

Bemærkningen fra den firskårne Max, hvis landbrugsuddannelse virker lysår væk, hvisler hen over Helmands stenørken.

Lynhurtigt indtager de seks spejdersoldater hver sin positur ved og helst oven på deres specialbyggede Hummer.

Max står på køleren og skuer ud over den grønne zone. Ærmerne er rullet op, kæben skudt lidt frem, de overspændte, veltrænede overarme sitrer en smule. Der skal laves heltebilleder, skal der.

FOTOPå patrulje i Afghanistan

Da opstillingen er dokumenteret i det fotografiske drømmelys, fniser 1. gruppe fra 2. deling af den lette bornholmske spejdereskadron kollektivt og fortsætter forberedelserne til vores overnatning på ørkenbakken med udsigt over den grønne zone langs Helmandfloden.

At være sammen med Max, Hjorth, Kylling, Holst, Westy og gruppefører Røjkjær på ørkenbakken er som at træde ind i en ny version af 60’ernes tossegode film om soldaterkammerater med Dirch Passer, Ove Sprogø og Ebbe Langberg i nogle af rollerne.

Eller mere dækkende: en omgang ørken-talentshow 2009 for kommende stand up-stjerner, hamrende underholdende og umuligt at referere.

Gruppen er grundpillen
Men gruppen, den samling af 6-8 soldater, som sover, spiser, pjanker og slås sammen i månedsvis, er den vigtigste byggesten i enhver krig.

En sammentømret enhed, ja, nærmest en organisme, som ifølge britiske militærpsykologers nyeste studier har langt større betydning, end man hidtil har vidst, for den enkelte soldats overlevelse, krigens gang og soldaternes evne til at gå fra 'battlemind' til 'homemind', når de kommer hjem fra krigen.

Her er begrebet ansvarlighed for småt, forpligtelse dækker bedre. Samarbejdet er på liv eller død, det gælder overlevelse, forklarer psykologerne.

InterviewGruppen er forpligtet på liv og død

1. gruppes yngste er Hjorth på 20 år. Han er allerede færdig med at grave hullet til vores skrald.

Den store, lidt bjørneagtige Holst nusser rundt med vandvarmeren i sin bil, så kaffen kan være klar.

Energisk bearbejder Max en tom ammunitionstrækasse kaliber 7.62 med øksen. Hjørnerne skal hugges af, og så skal der sømmes lidt afklippet liggeunderlag på kanterne.

»Så fungerer den altså fint som toilet. Du putter bare den sorte pose rundt om kanterne og finder det sted, hvor du gerne vil sidde. Husk nu ikke bare at smide posen!«, forklarer Max.

Vejsidebomber lurer
Erfaringerne har lært gruppen at finde egne løsninger, der gør overnatning under den afghanske stjernehimmel lige en tak mere håndterlig.

Men det bløde liggeunderlag fjerner ikke et dybtliggende ubehag ved at sidde stille med bukserne nede i en grøft med ryggen til Afghanistan og noget, der føles som en skydeskive, monteret på fragmentationsvesten.

Vildfarelsen om fred og ingen fare er vi kureret for.

Hovedet på sømmet er den vejsidebombe, som holdet før os fandt ovre på den næste bakke. Vi har været forbi og set på den truende, torpedoformede artillerigranat, der ligger oven på den hjemmelavede sprængladning.

Vi ved også godt, at i et område på størrelse med Amager er 25 danske soldater døde, og mange flere er blevet såret, siden Danmarks »aktivistiske udenrigspolitik« gik op i gear med indsættelsen i Helmand i foråret 2006.

Ulykken ved Barakzai
Det her er altså ’Soldaterkammerater for alvor’. Men denne fredag i oktober er der ingen af os på bakketoppen ved Helmandfloden, der ved, hvor alvorligt 1. gruppe vil blive ramt af krigens uberegnelige gru.

Lørdag 31. oktober – 13 dage efter at vi sagde farvel til Røjkjær og folkene – trådte Westy på en vejsidebombe.

Den kvæstede ham så hårdt, at han døde tirsdag 17. november på Rigshospitalet i København.

Ulykken 31. oktober skete omkring 15 kilometer fra bakketoppen.

Gruppen skulle ifølge Røjkjær undersøge noget mistænkeligt i det ret fjendtligtsindede område omkring patruljebase Barakzai.

Nordøst for basen blev Westy og Woetmann (et gruppemedlem, der var i Danmark, da Politiken var i Helmand) sendt ud på højre fløj for at få bedre overblik, men da Westy sprang over en grøft, udløste han en nedgravet vejsidebombe.

Woetmann og Røjkjær var hurtigt fremme ved Westy. Kvæstelserne var meget voldsomme. De ydede førstehjælp, mens Hjorth undersøgte området for flere vejsidebomber, så et hold sygehjælpere kunne komme frem.

Westy var ved bevidsthed og sagde til Røjkjær, at han bare ville hjem til familien og kæresten, det lovede Røjkjær.

Mens sygehjælperne stabiliserede Westy, sad Hjorth ved hans side og talte med ham, indtil han blev båret tilbage til basen. Her landede to amerikanske Chinook-helikoptere med lægehold om bord og evakuerede ham tilbage til felthospitalet.

Der gik 28 minutter, fra ulykken indtraf, til helikopterne havde ’wheels up’ og lettede fra Barakzai.

Rune Westy Zacharias Nielsen blev begravet i forgårs fra Ubberup Valgmenigheds kirke ved Kalundborg.

Westy blev 22 år, han nåede hjem til Danmark, hjem til familien og kæresten, Bolette, men hans liv kunne ikke reddes.

Efter aftale med familien skrev vi ikke noget, mens Westy svævede mellem liv og død på Rigets øverste etager.

Familien har godkendt denne artikel. »Det ville Rune gerne have«, har hans mor forklaret, men derudover ønsker familien ikke at medvirke eller blive kontaktet.

Nat i ørkenen
Intet menneske kan se ind i fremtiden.

Denne fredag aften 13 dage før ulykken, mens den afghanske sol skifter identitet til en dansende ørkenappelsin lige over klitterne øst for floden, har gruppen nok oplevet kampe og været presset, men den har ikke haft tab.

Nu skal der spises, før stjerner og pandelygter er eneste lys.

Den altid smilende Hjorth har rettet an til et orgie. Et batteri af knækbrød bliver opstillet sammen med spegepølsen og remouladen hjemmefra.

Man kan meget i 2009, men feltrationer og cafeteriet i hovedbasen, Camp Price, kan ikke skabe mirakler. En gang imellem kan spegepølse.

Da solen er slukket, og kulden kryber ind over vores bakke, ruller vi liggeunderlagene ud omkring bilerne, forer soveposerne med en ekstra trøje og laver noget, der ligner en hovedpude. Westy, Kylling og Holst sidder sammen om en lille computer og smågriner over en soldaterkammeraterfilm.

Afghanerne er tyste på vej hjem fra markerne ved floden, hvor de dagen igennem har høstet majs, samlet vinterfoder til dyrene og gjort klar til at så opiumsvalmuer. De går forbi os på stier nede i lavningerne, ikke bange, men heller ikke med smil på læberne.

Stand-up-talentkonkurrencen, der konstant har den 23-årige gruppefører Røjkjær som sit yndlingstema, klinger ud. Nu gælder det vagterne og søvnen.

Med sirlig skrift i den militære lommebog har Røjkjær fordelt vagterne. Et kort tilløb til diskussion om fordeling af hundevagterne virker nærmest som et ritual, der lige skal afprøves.

Æslerne bliver grønne
To og to i halvanden time ad gangen natten igennem holder spejdersoldaterne øje med Tjekpoint 7, en improviseret afghansk politistation og trafikken neden for vores bakke ind og ud af den grønne zone.

Danskerne vil vide, hvor mange og hvem der bruger overgangen, for at forhindre Taleban i at sive tilbage til denne del af den grønne zone.

Ikke nogen udfordring for 1. gruppe, men arbejdet skal gøres, og det er passende fredeligt til, at der kan være gæster med.

I natkikkerten er selv afghanske æsler grønne, dyrene med tromletykke maver og tændstikben har deres egen kolonne i danskernes regnskab.

Hennafarvede betjente
Næste morgen er appelsinen tryllet tilbage til den afghanske sol, og knoglerne knirker på plads efter en nat med et liggeunderlag mellem stenørken og ryg. Intet, absolut intet, er hændt.

Der er en snert af skuffelse til morgenmad.

Morgenfeltrationen er den samme armygrønne mexicanerkylling som aftensmaden. Efterhånden som gruppen er tøet op, er stand-up-talenterne vågnet. Men morskaben holder ikke længe.

Vi skal ned til Tjekpoint 7. Uden aftaler, maksimalt med et lille nik, har gruppen fundet sine pladser med os placeret som lidt kostbart ørkendrivgods i midten af gruppen.

Afstanden på minimum et par meter skal holdes, der er ikke grund til at klumpe sammen og blive et værdifuldt mål, forklarer Røjkjær.

De afghanske politifolk er et bizart syn. Ingen uniform, henna i håret og farvede negle, få våben, en lænkehund på størrelse med en jysk kalv, stegt fisk til morgenmad og en buldrende tekande.

1. gruppe har været her før, deres besøg stiver afghanernes moral af. Det er der brug for.

Politifolkene har ikke fået løn i et lille års tid, men nu »er der vist nok sørget for, at der sker noget«, forklarer de. Uden for barrikaderne viser en klump hampplanter, at politiet i Afghanistan har sine egne metoder til at holde moralen oppe.

Herat 323 er en rullende bombe
Indenfor har Hjorth som det mest naturlige i verden påtaget sig rollen som førstehjælpsinstruktør. Ude på vejen langs kanalen tjekker Westy og Max biler og motorcykler.

Ikke for mange, det gælder om ikke at gøre folk for sure. De finder ingenting, heldigvis heller ikke den hvide Toyota Corolla stationcar med nummerpladen 323, Herat, som alle Nato-soldater i området er på udkig efter.

Efterretningsgruppen har fået et tip om, at Herat 323 er en rullende bombe på jagt efter bytte. Problemet er, at Toyota Corolla er afghanernes foretrukne bil, yndlingsfarven er hvid, og ingen i gruppen kan læse andet end tallene på nummerpladerne.

Tilbage ved bilerne er afløserne dukket op. Nu handler det om at komme tilbage til Camp Price, feltsengene og lidt komfort.

Hjemme i teltet er krigskontakten slået helt fra, i løbet af lørdagen er gøremålene forskellige, Max og Hjorth tusser rundt og er en tur i oppe i det velbesøgte fitnesstelt, træningen skal passes og musklerne poleres.

Bagdøren til den grønne zone
Søndag morgen klokken 5.10 i det iskolde ørkenmørke er der igen tændt for kontakten.

Gruppen er klar, den mumlende dieseldunken fra Hummerne spædes op med korte praktiske aftaler.

Vi skal på gående patrulje i en anden del af den grønne zone et stykke længere væk. Hver gang danskerne skal ud fra lejren, drejer det sig om at narre fjenden. Aldrig at gå den samme rute, aldrig at køre på det samme tidspunkt, aldrig at køre på helt den samme måde.

Her er det rutine ikke at have en rutine.

Denne gang skal vi køre en omvej igennem Gereshk By, over floden og kanalen og ud i retningen af Kandahar.

Vi er en deling på knap tredive mand, og vi bruger bagdøren ind i den grønne zone. Vi skal vade over floden og på den måde være inde, før en mulig Talebanspejder har set os.

Området er stadig det relativt fredelige Parchow, som vi fredag overvågede fra bakketoppen, så sandsynligheden for, at noget går galt, når spejderne har gæster med, er naturligvis lille.

»Vi skal observere og tale med de lokale, helst de ældre. Vi tager temperaturen på stemningen i området«, forklarer Røjkjær, inden kolonnen sætter i gang.

På IED Alley
Hummerne er helt åbne for den kolde ørkenluft, og selv i læ bag Holsts store ryg og med hans velanbragte sovepose over sig er det koldt, hamrende koldt.

»Det er jo ikke rigtig vinter med regnvejr endnu«, brummer Holst, der har Røjkjær ved sin side og Kylling oppe ved det tunge maskingevær.

På den anden side af floden får en frisk plet ny asfalt på hovedvejen varmen tilbage i kroppen.

Det var her, danskerne på det forrige hold mistede tre spejdersoldater i juni, da en gigantisk trådstyret vejsidebombe, en såkaldt IED, placeret i et drænrør under asfalten blev fjernudløst.

Soldaterne kalder vejen IED Alley, og det føles godt at komme ud i ørkenen igen.

Vi kører af ved en grønmalet benzintank, sandsynligheden for en bombe gravet ned i sandet er mindst her, hvor tankens folk altid er i nærheden.

Gruppen og bilerne er smeltet sammen med resten af delingen i en maskine, hvor kun Hjorths balancenummer, da han tisser i en flaske med en fod i bilen og en fod i den åbne dør raslende hen over ørkenstenene, ligner showman-ship.

Over floden
Når gruppen går patrulje, er det observatøren Max, der som nummer to i kolonnen skal finde vejen frem mod de punkter, som gruppefører Røjkjær udpeger fra sin plads nummer fire.

Hjorth er forrest, hans vigtigste job er at passe på Max, når han tjekker kort og gps. Arbejdsfordelingen er knivskarp, mejslet ind i rygraden.

Derfor er det også Hjorth og Max, der skal finde et sted, hvor vi kan krydse den forbløffende vandrige Helmandflod. Vi bliver tilbage som dækning, længere bag os holder vognene med Holst og Westy klar ved de tunge maskingeværer.

Max og Hjorth vader ud i floden, først er de i vand til livet, så er de væk. Gevær, radio, alt er under vand i nogle kolde sekunder. Det var ikke her, vi skulle over.

Lidt længere nede ad floden lykkes det. Den relativt lille Hjorth kommer over med hals og hoved oven vande, Max går i vand til midt på brystet. Mens de sikrer brinken, er det vores tur.

Kameraet bliver bundet op om halsen, notesblokken sidder fast i hjelmens elastikker. Det går, men fotografen er glad for en bred soldaterskulder som holdepunkt på det dybeste sted med kraftig strøm.

Majs er noget lort
Vi har hørt, at majs er noget lort. Omgivet af en mur af mandshøje, uigennemsigtige majsmarker fyldt med lyde, forstår vi.

På vej gennem Parchow er solen vores ven, drivvådt tøj tørrer, mens vi passerer levende hegn, en enorm hampmark og spredte bebyggelser.

Bortset fra tætte majsmarker, de afvisende mure omkring de klassiske afghanske compounds eller bondegårde og de vrisne lænkehunde, nærmer stemningen sig det idylliske.

Men afslappet er det ikke. Hver gang der gøres holdt, sender Max og Røjkjær gruppens andre medlemmer ud, så de kan overskue omgivelserne.

En improviseret hytte i et hegn bliver gennemsøgt, en bunke hakkelse fra den seneste høst køres igennem med minesøgeren. Men der er ingen skjulte våben, bomber eller spor af Taleban, kun stabler af gamle opiumsvalmuer fra den seneste høst.

Et sted må Max hale en forskræmt lænkehund op af en kanal, et andet sted er han mand for at jage en galpende løs hund en skræk i livet.

Krigen tegnet med trækul
Det er ikke enkelt at komme i kontakt med bønderne. De virker ikke fjendtlige, men heller ikke imødekommende.

Vi har kontakt med to-tre mænd, der har ønsker om lidt af hvert – fra højttalere til en moske til en ny overgang over en af de mange små vandingskanaler, der som et spindelvæv af sugerør sørger for at bringe vandet rundt til hver ledig kvadratmeter jord.

Røjkjær tager noter og giver dem en seddel, som de kan bruge som introduktion oppe i Camp Price, hvor de måske kan få del i den her og nu-hjælp, som skal vinde bøndernes tillid.

I den næste bebyggelse er der alt for stille, men en yngre mand forklarer tolken, at alle folk er ude i marken.

Røjkjær beslutter, at her er o.k. Pause.

Gruppen fordeler sig automatisk ud i verdenshjørnerne, afslappede, men på vagt. Af med hjelmen, nu er det sved og ikke flodvand, der gør os fugtige.

Lidt længere henne i byen viser en 25 meter lang mur, hvad børneliv i Helmand er for en størrelse. Med trækul har børnene tegnet krig. Dramatiske sammenstød, kampvogne og fly, der bomber.

Det stemmer med den yngre mands gentagne svar, når Røjkjær spørger, hvad de synes om Nato’s soldater?

Svaret er uklart.

»Det er godt, at de fremmede soldater er her, Taleban er væk nu, men soldaterne skal ikke patruljere mere. De skræmmer børnene,« forklarer manden, der hurtigt tilbyder at hente nogle af de ældre.

Te på sølvbakke
Op af den støvede jord dukker en fin sølvbakke, grøn te, glas og lidt afghanske snacks sammen med to mænd. Den ene magtfuldt klædt i pinligt rene, skinnende hvide gevandter og et guldur, der nok er mere ur end guld.

Taxachaufføren Mohammed Rasol og storbonden Mohammed Daud har boet her altid. Livet er skam blevet bedre nu, før var der mange talebanere, og Nato har også gjort meget godt.

»For fire år siden var her en skole, men Taleban ødelagde den. Nu er der ingenting. Børnene vil gerne i skole«, forklarer Mohammed Rasol. Han peger hen på vægmaleriet.

»De var bange dengang, de tegnede på muren. Der var mere skyderi og flere kampe«.

Teen er varm og rigelig, men ingen vil fotograferes.

»Taleban«, siger de og trækker en resigneret pegefinger tværs hen over halsen.

Magasin-forsider kan bruges som dug
Frem mod opsamlingspunktet lægger Hjorth og Max op til endnu en vandgang gennem en kraftigt strømmende bæk, men Røjkjær takker nej, og vi tager en omvej til opsamlingsstedet.

Først hjemme i lejren, dukker det drengekåde frem igen.

Splitternøgne forsider af magasinet M fungerer som duge på de improviserede borde og afskærmning mellem gruppens feltsenge i ’hjemteltet’, Delta 4.

Så tager Westy fat på rollen som Kyllings private butler. Han har tabt et af de utallige små væddemål i deres interne spil om at være butler for en dag for modparten.

Den aften fejrer vi, at Holst fylder 24. Sammen med en kollega giver han kage fra kantinen og sodavand.

13 dage senere mistede gruppen Westy, i sin seneste mail skriver Røjkjær:

»Gruppen er ved godt mod og glade for, at Rune nåede hjem til sin familie. Han både så og talte med dem«.

De danske soldater ønsker kun at optræde under deres kaldenavn, dog optræder den nu dræbte Rune Westy Zacharias Nielsen under fuldt navn. Det er efter aftale med hans familie. Red.