Ved den nordligste del af grænsen mellem Irak og Iran sidder Halo og tænker på danskerne.

Tanja fra Sandholmlejren, Jette, hans danske ’mor’, Pernille, hans kæreste, og politimanden i Brorsons Kirke, der slog ham så hårdt på øret, at han stadig har ondt.

Halo er tilbage i det område, han flygtede fra for fire år siden, og truslen mod ham er klar og konkret.

Der er en pris på hans hoved, ligesom der var en pris på pigen Pakshans hoved, fordi de to var blevet kærester.

Kæresten er slået ihjel
Pakshans familie har for længst indløst den ene pris og slået hende ihjel, og både den og Halos egen familie har svoret at gøre det samme, når og hvis de finder ham. Derfor flygtede Halo, og derfor er han rædselsslagen over at være tilbage.

»Jeg har det meget, meget dårligt. Hvis de får fat i mig, så slår de mig ihjel. De siger, de vil skære mig i småstykker, hvis de finder mig. Der er kun meget få mennesker, der ved, jeg er her«, siger han.

Dagene går bag nedrullede gardiner
Halo tog en sjælden tur uden for huset, da Politiken fredag aften nåede frem over bjergene til den landsby, hvor han gemmer sig. I sine beskytteres store firhjulstrækker kørte han ned på hovedgaden for at vise vej op til sit skjulested i et hus ved en regnvåd jordvej på en mørk bjergside.

Livet i landsbyen er for farligt for ham at være en del af, så dagene går bag nedrullede gardiner med at se fjernsyn og spille computer.

Trukket ud af Brorsons Kirke
Efter at Halo en septembernat sidste år blev trukket ud af Brorsons Kirke i København, kom han til Erbil i det nordlige Irak med besked fra Danmark om, at han ikke har krav på asyl, og at Irak er sikkert nok for ham.

Det Kurdiske Selvstyreområde i det nordlige Irak er uden sammenligning det fredeligste og sikreste område i Irak. Det meste af landet er sunket ned i vold og had, mens kurderne har opbygget en stærk kandidat til et selvstændigt land og indrettet det med storcentre, nye hoteller og en ukuelig tro på fremtiden.

Selvjustits som eneste retsinstans
Det udstrakte kurdiske selvstyre er populært og stabilt, men det er ikke demokratisk, og området er ikke en retsstat.

De lokale kurdiske peshmergasoldater har været gode til at holde militante oprørere fra det arabiske Irak ude, men terrorister er ikke den eneste trussel mod folk, der prøver at leve i Nordirak.

Folk som Halo, der er kommet i konflikt med andres normer, har ingen retsstat at søge hjælp hos og intet velfærdssamfund at hente beskyttelse fra, og det kommer parlamentsvalget i dag heller ikke til at ændre på.

Selvjustits vil stadig være den første og eneste retsinstans for de fleste kurdere.

Sex på film
En af Halos gode venner har stukket en føler ud til den dræbte kærestes familie og er kommet tilbage med besked om, at dødsdommen i høj grad står ved magt. Der kan ikke blive tale om tilgivelse og erstatning, og familien helmer ikke, før Halo er død.

Det har gjort både hans egen og Pakshans familier ekstra rasende, at Halo filmede deres forhold. Både da de kyssede i smug, og da de gik videre end det.

»Vi var nøgne, og jeg gik i seng med hende, mens jeg filmede det«, siger Halo.

Ingen ville nogensinde have fundet ud af, hvad Halo og Pakshan lavede, og de kunne måske været blevet gift, hvis ikke Halo havde tabt sin mobiltelefon, og hvis ikke finderen var begyndt at lade videoklippene cirkulere i byen.

Snakker med Jette på Vesterbro
Det lyder meget letsindigt, men er ikke så usædvanligt i Kurdistan. Med inspiration fra internettets pornosider og ved hjælp af mobiltelefoners videokameraer er det også i Kurdistan blevet relativt almindeligt at filme sig selv og sine romantiske forhold.

Halo kan slå op i de lokale aviser og se historierne om andre unge i samme situation, og han kan han også læse, at familierne lige så hyppigt eksekverer dødsdom af dem, de finder skyldige.

På telefonen får Halo fat i Jette, der hjemme på Vesterbro i København forsøger at få rejst en sag mod Københavns Politi for skaden på Halos øre.

»Han er sådan en mild og blid dreng, og han er altså personligt forfulgt. Det er så uforståeligt, at han er blevet sendt ud«, siger Jette på en forbindelse med hyppige udfald.

»Det sker ofte i Irak«
Normalt er alle irakeres bedste sikkerhedsnet deres familie. Uden dem har Halo kun telefonforbindelsen med Jette og nogle penge derfra samt en meget lille håndfuld venner i landsbyen. Overhovedet i familien, hvor han bor, er peshmergasoldat med ansvar for at bevogte grænsen mellem Irak og Iran, og derfor kan Halo føle sig nogenlunde sikker bag hjemmets vægge og havens høje mur, men kun, fordi han aldrig går ud, og fordi kun ganske få i byen ved, at han er kommet tilbage.

»Jeg har lukket ham ind, fordi han er min søns gode ven. Jeg har ondt af ham. Det, han har gjort, sker ofte i hele Irak. Hans far og pigens far er som brødre nu, de har svoret, at de vil slå deres børn ihjel«, siger peshmergaen, der ikke ser meget håb for en forhandlingsløsning.

Håber på hjælp fra Danmark
Grænsen til Iran ligger blot 4 kilometer væk, og hvis de to truende familier finder ud af, at han er tilbage i Irak, er planen klar. Med et nyt irakisk pas i hånden vil venner og peshmergaer hjælpe ham over grænsen til Iran, hvor han ganske vist ikke kender nogen, men hvor der heller ikke er nogen, der kender ham.

Derfra er der ingen videre plan, så Halo har en anden plan, han selv tror mere på.

»Jette har lovet at få mig til Danmark, hun vil sende mig en invitation, og hvis du skriver en god artikel i Politiken, vil det også hjælpe mig«, siger Halo fuld af håb og overbevisning om, at hans liv ligger godt i Jettes og Politikens hænder.

Hvis den plan slår fejl, hvad gør du så?

»Så bliver jeg her, til jeg bliver slået ihjel. Der er kun to muligheder for mig: Enten Danmark eller det her hus«.