Foto: BORBERG THOMAS

Pia Kjærsgaard angriber norsk søsterparti

Fremskrittspartiets angren over sprogbrug er »en total fejlvurdering«, mener partilederen.

Internationalt

Det er »uhyggeligt«, »ligner ikke noget« og »en helt, helt forkert beslutning«.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard, efter at fremtrædende medlemmer af Fremskrittspartiet i Norge er stået frem og har angret tidligere udtalelser i debatten om indvandrere.

I norske aviser siger partiformand Siv Jensen og flere borgmestre fra Fremskrittspartiet, at de gerne ser et opgør med tonen i debatten.

LÆS MERE

Pia Kjærsgaard finder det »meget uhyggeligt, at man begynder på den debat i Norge«.

»Jeg synes, at man ene og alene - og det må være helt klart - siger, at den eneste, der er skyld i den her forfærdelige massakre, det er massemorderen. I stedet for at alle mulige mennesker begynder at føle skyld, selvransagelse og jeg ved ikke hvad. Det ligner ikke noget, og jeg synes, det er en total fejlvurdering som ledende politikere i Norge foretager«.

Den danske partileder mener, at de norske politikere er i gang med at »begrænse ytringsfriheden«.

»Jeg vil under ingen omstændigheder som politiker gå at være bange for, hvad jeg siger. Jeg er et følelsesmenneske, jeg har holdninger, og dem giver jeg udtryk for. Og det må folk tage stilling til. Det er vælgerne i sidste instans. Jeg kan slet ikke have med det at gøre«, siger Pia Kjærsgaard.

Men gør det ikke indtryk på dig, at et parti som Fremskrittspartiet, der langt hen ad vejen er på linje med jer...?

»Ikke det fjerneste«, lyder det promte fra Pia Kjærsgaard, som fortsætter:

»Kun indtryk på den måde, at jeg synes, det er forkert. Jeg synes, det er en helt, helt forkert beslutning, som man åbenbart tager«.

Flere langer ud efter DF
Efter terrorangrebene i Norge har blandt andre filminstruktør Lars von Trier langet ud efter Dansk Folkeparti ved at tegne en lige linje fra partiet til terrorhandlingerne.

»Vi skulle have gjort meget mere op med Dansk Folkeparti. For det er den holdningsændring, som de har fremprovokeret, og som vi andre bare har ladet ske, vi betaler prisen for nu«, siger filminstruktøren.

LÆS MERE

Men Pia Kjærsgaard afviser, at udtalelser fra politikere i Dansk Folkeparti på nogen som helst måde kan have medvirket til at legalisere terror i hovedet på Anders Breivik.

Modsat Siv Jensen vil jeg sige, at hvis ikke vælgerne ved, hvor de har os, så er det jo helt galt

»Det er politisk plattenslageri. De benytter sig af en ganske forfærdelig handling til at fremme deres egen politiske synspunkter«, siger Pia Kjærsgaard.

Men kan en tone i en politisk debat ikke være medvirkende til at skabe nogle bestemte politiske holdninger og i sidste ende også handlinger hos folk?

»Nej, overhovedet ikke. Man må skelne meget skarpt mellem de ting«, siger Pia Kjærsgaard.

I hendes verden er en bramfri debat nødvendig.

»Hvordan debatten har været i Norge, ved jeg ikke. Men jeg tror bestemt, at den danske debatkultur er god. Vi har fået taget hul på debatten. Det er ikke en trykkogger, der står og koger med et boblende låg, som pludselig springer af«, forklarer Pia Kjærsgaard.

Vi har fået taget hul på debatten. Det er ikke en trykkogger, der står og koger med et boblende låg, som pludselig springer af

Kan du prøve at fortælle, hvor grænsen går?

»Nej, det er netop det, jeg ikke kan. Og det er også det, jeg tror, de vil have meget svært ved, hvis man går dem på klingen i Norge. Hvad må man sige, og hvad må man ikke sige? Skal vi til at have en manual, hvor vi kan slå op?«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS MERE

Det må være op til domstolene at sætte grænser ud fra gældende lovgivning, mener Pia Kjærsgaard.

»Jeg bryder mig ikke om racismeparagraffen overhovedet og blasfemiparagraffen, men der er trods alt i injurielovgivningen grænser for, hvad man har lov at sige til folk. Det er domstolene, der tager stilling til det«, siger Pia Kjærsgaard.

»Modsat Siv Jensen vil jeg sige, at hvis ikke vælgerne ved, hvor de har os, så er det jo helt galt. Hvis man føler, at en politiker, når han eller hun står og udtaler sig i den offentlige debat ikke udtrykker, hvad vedkommende står for, så synes jeg, vi er på galt spor«, fortsætter Pia Kjærsgaard.

Står ved alle udtalelser
Under sin tale i Stortinget i går sagde den norske statsminister, Jens Stoltenberg, at alle kan have behov for at sige: »'Jeg tog fejl' og blive respekteret for det«.

Er du bare ikke bange for at indrømme, du har taget fejl?

»Nej, det er jeg ikke. Jeg har været i politik i snart 28 år, og der er kilometer af udtalelser fra mig, og jeg står ved dem hver og en«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce