Uforståeligt. Men ikke overraskende, siger Jørgen leth om de støtter i Haiti, der bakker op om eks-diktatoren, der har mange tusinde liv på samvittigheden.
Foto: LÆRKE POSSELT (Arkiv)

Uforståeligt. Men ikke overraskende, siger Jørgen leth om de støtter i Haiti, der bakker op om eks-diktatoren, der har mange tusinde liv på samvittigheden.

Internationalt

Jørgen Leth: I Haiti overgår virkeligheden altid fantasien

Støtten til eksdiktatoren er uforståelig, men ikke overraskende, siger filminstruktøren.

Internationalt

Forventning, håb og støtte.

Det var den første reaktion, Jørgen Leth oplevede blandt Haitis befolkning, da eks-diktatoren Jean-Claude »Baby Doc« Duvalier med mange tusinde liv på hukommelsen, uventet vendte tilbage til landet søndag.

»Jeg befandt mig på et hotel på nordkysten af Haiti, da Duvalier vendte tilbage. Både ansatte og ejere der var umiddelbart positivt stemte. Under Duvaliers regime var der orden, sikkerhed, økonomien blomstrede, der var turisme, og Port-au-Prince så meget pænere ud«, siger Jørgen Leth, og fortsætter.

»Det er alt sammen objektivt rigigt. Men selv om landet så bedre ud, så var det et hårdt regime. Han herskede med hemmeligt politi, og rigtig mange blev slået ihjel«.

Arrestation af »Baby Doc« Jørgen Leth har været i Haiti de seneste to uger, hvor han er i gang med at lave en radiodokumentarserie om landets situation sammen med journalist Frank Esmann.

Han har derfor kunne følge de sidste par dages begivenheder på tæt hold. Først eks-diktatorens entré i landet, og senere hans anholdelse.

Jean-Claude »Baby Doc« Duvalier er nu blevet sigtet for korruption, tyveri og misbrug af offentlige midler.

Støtter: Befri Duvalier!
Uden for hotellet, hvorfra eks-diktatoren blev hentet tidligere i dag, havde en gruppe af hans støtter samlet sig. Flere løb efter fangevognen og forsøgte at stoppe den med brændende dæk, mens de råbte »Befri Duvalier! Befri Duvalier!«.

For Jørgen Leth er det uforståeligt, at folk på den måde kan glemme og tilgive de forbrydelser, de er blevet udsat for. Men han er ikke overrasket.

»Det kommer ikke bag på mig. Her i Haiti er der tilbøjelighed for, at folks hukommelse er kortere, end den burde være. Men folk føler sig snydt for deres demokratiske ret efter sidste års katastrofale valg, der var præget af grov svindel. Derfor er der meget frustration, skuffelse og dermed nostalgi i forhold til eks-diktatoren. 'Kan fortiden komme tilbage og hjælpe os', tænker nogen«.

Diasporaen har ikke glemt
Han understreger dog, at der er mange, der har en lang hukommelse.

»Selv om mange ting så bedre ud dengang, så vinder erindringerne om hans forbrydelser over de minder«, siger Jørgen Leth.

Nogle, der bestemt ikke har glemt, er de haitianere, der flygtede fra landet under »Baby Docs« fars diktatur i 1960'erne.

»Der er en stor diaspora på omkring to millioner haitianere, der hovedsagligt bor i Nordamerika. De har ikke glemt. De kan huske hvorfor. Det er udpræget landets elite. De har store forbindelser i Haiti og har mobiliseret advokater og dommere for at få eks-diktatoren dømt«.

Han har overspillet sine kort
Lige som resten af verdenen kom det meget bag på Jørgen Leth, at eks-diktatoren søndag valgte at vende tilbage.

»Det er typisk Haiti. Virkeligheden overgår altid fantasien her. Pludselig kommer der en figur fra en roman, der drømmer om atter at spille en rolle i sit lands historie. Men han har overspillet sine kort«.

»Han kommer på et meget mærkeligt tidspunkt midt i en meget kaotisk situation. Ingen ved, hvorfor han er kommet. Hvem har givet ham et pas, og hvem har inviteret ham? Der går mange rygter. Nogle siger, at det er præsident Preval, der har givet ham et pas. Det er et meget ondsindet rygte«.

På røven og desperat
I spørgsmålet om, hvorfor eks-diktatoren har valgt at vende tilbage til Haiti, kan Jørgen Leth lige som alle andre kun gætte.

»Han har sagt flere gange, at han gerne vil ende sine dage i Haiti. Men indtil nu har hans rådgivere frarådet ham det. Der må være nogen, der har sagt til ham, at nu har haitianerne glemt fortiden. Men det er klart, at de ikke har glemt«, siger Jørgen Leth.

En teori om, hvorfor han er kommet netop nu, er, at eksdikatoren har soldet alle sine penge op i Frankring, hvor han har opholdt sig de seneste 25 år.

Hans tilbagevenden til Haiti kan således være et udtryk for, at han er »på røven« og desperat.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Under alle omstændigheder, har han spillet de kort, han har, forkert«, vurderer Jørgen Leth.

Jørgen Leth: »Det bragte mig til tårer«
Det er anden gang, Jørgen Leth besøger landet efter jordskælvet, der ødelagde den bolig, han havde boet i siden 1991.

Første gang han kom til landet efter katastrofen, der ramte for næsten præcis et år siden, blev han dybt rørt.

»Det bragte mig til tårer mange gange. Den måde folk lever på; at se folk jeg kender og holder af og omfavne dem. Det var meget emotionelt«.

»Det giver mig håb for Haiti«

Noget af det, der rørte ham, var den livsvilje, han mødte, al elendighed til trods.

»Jeg tror på den haitianske befolkning. Det, der slår mig, er deres livsvilje. Det ser jeg ingen andre steder. De er altid i stand til at klare det. Det er noget, der er meget karakteristisk for haitianerne. Det giver mig håb for Haiti«, siger han.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce