Internationalt. Imelda Marcos og hendes mand forlod Filippinerne i huj og hast i 1986 og efterlod sig et væld af personlige ejendele, heriblandt mindst 1.220 par af Imelda Marcos' sko.
Foto: Bullit Marquez / AP

Internationalt. Imelda Marcos og hendes mand forlod Filippinerne i huj og hast i 1986 og efterlod sig et væld af personlige ejendele, heriblandt mindst 1.220 par af Imelda Marcos' sko.

Internationalt

1.000 par af Imelda Marcos' sko dukker op i aflåst rum

Overraskende fund af 150 glemte kasser på det nationale museum i Filippinerne.

Internationalt

Medarbejderne på det nationale, filippinske museum i Manila reagerede hurtigt, da de for nylig opdagede, at der fossede vand ud under dørene til et aflåst rum på fjerde sal i museet.

Men da medarbejderne åbnede dørene til rummet, som var aflåst med hængelås, blev de chokerede over det fund, de gjorde.

Inde i det fugtige rum åbenbarede der sig et virvar af kasser med tøj, sko og smykker. Over 150 kasser faktisk.

Og endnu mere chokerede blev museumsmedarbejderne, da det viste sig, at de mange genstande - og især sko - viste sig at tilhøre ingen ringere end Imelda Marcos og hendes afdøde mand, den filippinske diktator Ferdinand Marcos.

Sko opbevaret i præsidentpalads
Uheldigvis var de mange sko, som den tidligere filippinske førstedame har gået i, langt fra i den tilstand de engang har været.

Imelda Marcos og hendes mand blev fordrevet til amerikansk eksil ved et folkeligt oprør i 1986. De forlod Filippinerne i huj og hast og efterlod sig et væld af personlige ejendele, heriblandt mindst 1.220 par af Imelda Marcos' sko.

Dengang blev skoene opbevaret i præsidentpaladset, men for to år siden blev de mange stiletter overført til det nationale, filippinske museum. Her er skoene så blevet yderligere beskadiget af mug og fugt.

Ikke mindst fordi de kasser, skoene blev opbevaret i, var blevet ødelagt, da en tropisk storm rasede i landet i sidste måned og forårsagede et hul i loftet i det aflåste rum på fjerde sal i museet.

»Vi er i gang med en bevaringsaktion. Der har været termitangreb og skimmelsvamp i skoene og tøjet de seneste år, og disse forhold blev forværret af stormen i sidste måned«, siger Orlando Abinion, museets kurator, til The Associated Press.

Symbol på overflod
Efter det folkelige oprør i Filippinerne i 1986 beordrede den nye præsident, Corazon Aquino, at Imelda Marcos' mange sko skulle fremvises i præsidentpaladset som et symbol på den tidligere førstedames overdådige livsstil. Skoene blev dengang et symbol på økonomisk overflod i et land, hvor mange fattige mennesker stadig gik rundt i bare tæer.

Siden Imelda Marcos blev fordrevet fra Filippinerne, er hun dog vendt tilbage og er i dag valgt ind i landets parlament.

Og nu prøver museumsmedarbejderne i Manila altså at redde, hvad reddes kan af Imelda Marcos' sko og tøj og en del af de skjorter, hendes mand bar i de mange år, han regerede landet.

En skoelskende kvinde, mildt sagt
Kuratoren Orlando Abinion vurderer, at arbejdet med at gå diktatorens tøj og diktatorfruens sko igennem kan tage flere måneder.

Abinion er ked af, at de over tusind sko og de mange stykker tøj er blevet ødelagt af fugtskaderne og termitternes angreb. Men det skyldes ikke, at Imelda Marcos er kendt som en af mest skoelskende kvinder i verden.

»Det er uheldigt, fordi Imelda kunne have båret noget af dette tøj ved store officielle begivenheder og som sådan har tøjet og skoene en vigtig plads i vores historie«, siger Orlando Abinion.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce