Foto: Manu Brabo/AP

Internationalt

Begge parter i Syrien åbner for våbenhvile

Både Syriens opposition og regering byder en foreslået våbenhvile fra FN's udsending velkommen.

Internationalt

Styret i Syrien er interesseret i at se nærmere på et forslag om våbenhvile, der er kommet fra FN's og Den Arabiske Ligas særlige Syrien-udsending, Lakhdar Brahimi.

Men det kræver, at oprørerne og deres støtter også bliver inddraget, understreger den syriske regeringstalsmand Jihad Maqdisi.

»Hvis man skal lykkes med noget initiativ, kræver det to sider«, siger talsmanden.

Brahimi har foreslået en midlertidig våbenhvile på fire dage under den muslimske højtid Eid al-Adha, der begynder 26. oktober.

På rundrejse i Mellemøsten

Udsendingen er netop nu på rundrejse i Mellemøsten, hvor han søger opbakning til sit forslag om våbenhvile.

Regeringstalsmanden Jihad Maqdisi siger, at han er interesseret i at høre, hvad andre indflydelsesrige lande i regionen synes om våbenhvileforslaget.

»Vil de lægge pres på de bevæbnede grupper, som de huser og finansierer og bevæbner, så de overholder en sådan våbenhvile?«, spørger regeringstalsmanden.

Syriens eksil-opposition - Syriens Nationalråd (SNC) - siger, at den byder enhver våbenhvile velkommen, men at bolden ligger på præsident Bashar al-Assads banehalvdel.

»Vi ser gerne et stop for myrderierne, men vi mener, at appellen i første omgang skal rettes mod det syriske regime, som ikke er holdt op med at bombardere syriske byer og landsbyer«, siger SNC-leder Abdelbasset Saida.

Lakhdar Brahimi var tirsdag i den egyptiske hovedstad, Kairo. Inden da har han holdt møder med politiske ledere i Tyrkiet og Saudi-Arabien, som begge støtter Syriens opposition, og i Iran, som er Syriens nærmeste allierede.

Den algeriske diplomat overtog posten som særlig udsending til Syrien efter FN's tidligere generalsekretær Kofi Annan, som i august trak sig fra posten.

ritzau

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden