Kuglen. Steve Schmidt (i midten) har fået tilnavnet 'Kuglen' på grund sin hårstil og sine verbale skudsalver. Her ses han i debat med professor James Steyer (t.v.) og finansmand Tom Steyer på Stanford Universitet i Californien torsdag aften.
Foto: Per Thiemann

Kuglen. Steve Schmidt (i midten) har fået tilnavnet 'Kuglen' på grund sin hårstil og sine verbale skudsalver. Her ses han i debat med professor James Steyer (t.v.) og finansmand Tom Steyer på Stanford Universitet i Californien torsdag aften.

Internationalt

McCains spindoktor: Romney valgte selv at følge partiets »vanvittige« højrefløj

Romney appellerede kun til hvide, gamle mænd, siger Steve Schmidt til politiken.dk.

Internationalt

Intolerance, vanvid og intellektuel stagnation har gjort det republikanske parti til et pinligt politisk reality show for hvide, gamle mænd.

Det er ikke for tøsedrenge, når den republikanske spinekspert Steve Schmidt stiller diagnosen for, hvorfor hans eget partis kandidat, Mitt Romney, tabte til Barack Obama i tirsdags.

»Hvis vi lader det her fortsætte, vil vi forvandle os fra et nationalt parti til et regionalt sydstatsparti«, siger Steve Schmidt, da politiken.dk møder ham to døgn efter, at Barack Obama vandt over Mitt Romney.

Romney grundlagde nederlaget i januar Steve Schmidt er blandt USA’s førende spindoktorer. Blandt meget andet stod han i spidsen for republikaneren John McCains valgkampagne mod Obama i 2008.

I det politiske USA går Schmidt under navnet ’The Bullet’ – kuglen – på grund af sit kronragede hoved og sine berygtede verbale skudsalver. Sidstnævnte sparer han ikke på, når han på denne dag udpeger årsagerne til Mitt Romneys nederlag.

Romneys problemer begyndte allerede først på året, da republikanerne skulle vælge deres præsidentkandidat i det såkaldte primærvalg, mener spindoktoren.

»Primærvalget var jo et pinligt reality show«, siger Steve Schmidt, da han kort inden interviewet med politiken.dk optræder ved en debat på Stanford Universitet i Californien.

Reaktionære og ligefrem »vanvittige« kandidater som Newt Gingrich, Michelle Bachmann og Herman Cain forsøgte at overgå hinanden i højrefløjsretorik, vel vidende at USA’s mange nye latinamerikanske vælgere ville løbe skrigende væk.

Mitt Romney spillede med, og det betød i sidste ende, at hans valgkamp mod Obama blev dødsdømt af, at han under primærvalget i januar havde sagt, at illegale indvandrere bør udvise sig selv fra USA, mener Steve Schmidt.

Ingen holdt en pistol mod Romneys hoved
Skyldes valgnederlaget, at Mitt Romney blev fanget af sine egne udtalelser i primærvalget?

»Helt sikkert. Men Mitt Romney traf de valg, som Mitt Romney traf. Han førte den kampagne, han gerne ville føre. Ingen holdt en pistol mod hans hoved og tvang ham til at tale om selv-udvisning. Ingen tvang ham til at være imod Dream Act«, siger Steve Schmidt.

Dream Act er navnet på en reform, som vil gøre det lettere for illegale indvandrere at få lovligt ophold i USA, hvis de uddanner sig og overholder loven. Barack Obama har presset på for at få reformen indført, mens Mitt Romney allerede i primærvalget sagde, at han var imod.

Annonce

Som politiken.dk skrev torsdag, var det Romneys indvandrerpolitik, som fik et massivt flertal af latinamerikanere til at stemme på Obama, hvilket endte med at være afgørende for valget:

»Det er indlysende, at du ikke kan vinde et præsidentvalg i dette land mere ved kun at få gamle, hvide mænd til at stemme på dig. Men de førte den kampagne, de førte. Det endte, som det endte«, siger Steve Schmidt om Mitt Romney og hans kampagnestab.

Højredrejningen kommer fra radioen
Årsagen til, at kandidater som Mitt Romney lader sig trække til højre, skal ifølge spindoktoren findes i de populære amerikanske radiotalkshows.

»Mange af vores folkevalgte politikere er blevet dødsensangste for at blive kritiseret af radioværterne«, siger Steve Schmidt og nævner blandt andre den kontroversielle Rush Limbaugh, som venstrefløjen kalder for en hadprædikant.

»Men det er alt sammen en illusion, at radioværterne har så meget magt. Selv om Limbaugh gjorde alt, hvad han kunne for, at John McCain ikke skulle blive valgt (som republikanernes præsidentkandidat i 2008, red.), skete det alligevel. Alligevel er kandidaterne bange for radioværterne«, siger Steve Schmidt.

Den genvalgte præsident viste sin bløde side, da han takkede for indsatsen under valgkampen. Kilde: barackobama.com

Den udvikling var allerede begyndt i 2008, da Steve Schmidt forberedte John McCains valgkamp.

»Jeg sad der sammen med politikudviklerne og sagde: »Hvad har I? Sig frem – jeg ved, hvordan man markedsføre det«. De havde intet nyt at komme med«, siger Steve Schmidt.

Intolerance og vanvid
Til sidst spurgte han McCains politikudviklere, om valgtemaerne da skulle være »skattelettelser for de rige og endeløs krig«. Lige meget hjalp det.

»Der fandt en intellektuel stagnation sted i partiet«, siger Steve Schmidt. Det tillod højrefløjen at fylde tomrummet ud, mener han:

»Konservatisme er i dag synonym med intolerance og vanvid«.

Annonce

Annonce

Annonce

Schmidt begræder udviklingen, fordi han i dag mere end nogensinde ser et behov for konservatismens egentlige ideologi om personlig frihed, økonomisk mådehold og beskeden statslig indgriben.

Han er dog også sikker på, at det interne slagsmål i partiet, som nu går i gang, vil udmunde sig i, at republikanerne stiller med en langt stærkere kandidat ved præsidentvalget i 2016.

Nu kommer de stærke ledere

»Næste gang har demokraterne sandsynligvis Hillary Clinton som kandidat. Hun bliver svær at slå«.

»Men vi har mange store ledere siddende på bænken. Chris Christie, Jeb Bush, Paul Ryan, Bobby Jindal, Marco Rubio bare for at nævne nogle få. Det bliver vigtigt for dem at begynde at kaste sig ind i at definere en levedygtig fremtid for partiet«.

Chis Christie er i dag guvernør i New Jersey, Jeb Bush er tidligere guvernør i Florida, Paul Ryan var Mitt Romneys vicepræsidentkandidat i det netop overståede valg, og Bobby Jindal er guvernør i Louisiana.

LÆS OGSÅ

Kan disse kandidater løse jeres problem med, at latinamerikanerne stemmer demokratisk?

»Marco Rubio er selv latinamerikaner. Jeb Bush er gift med en mexicaner, taler flydende spansk og har meget høj anseelse. De må bare række ud til den befolkningsgruppe. Jeg er optimistisk om partiets fremtid, men vi er nødt til at gå igennem en hård periode nu«.

Hvem er favorit?

»Argh, det er for tidligt!«, råber Steve Schmidt og slår grinende ud efter politiken.dks udsendte med en sammenrullet avis.

Partiernes primærvalg op til 2016-valget ventes at begynde at røre på sig i anden halvdel af 2015, men det ventes, at kandidater allerede nu vil forsøge at positionere sig.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce