Pletrens. En mand fjerner grafitti fra Bank of Greeces facade. I nat fik det trængte land bevilget milliardlån af de øvrige eurolande og IMF.
Foto: Thanassis Stavrakis/AP

Pletrens. En mand fjerner grafitti fra Bank of Greeces facade. I nat fik det trængte land bevilget milliardlån af de øvrige eurolande og IMF.

Græsk opposition efter ny milliardhjælp: Merkels politik er egoistisk og snæversynet

Den græske regering er glad for hjælpepakke. Opposition det stik modsatte.

Internationalt

Selv om kriseramte Grækenland i nat fik en stor pose penge af de øvrige EU-lande, er de græske politikere ikke udelt begejstrede for aftalen.

Det største oppositionsparti, det venstreorienterede Syriza, som fører i de græske meningsmålinger, kritiserer især Tyskland for at have forhindret, at Grækenland fik en bedre aftale.

LÆS OGSÅ

Dimitris Papadimoulis, økonomisk talsmand for Syriza, mener, at den græske gæld stadig er for stor til, at landet kan komme ind i en fornuftig gænge. At gælden stadig vil tynge landet ned og forhindre, at nedskæringer bliver afløst af vækst og fremgang.

»Det er et halvbagt kompromis, et plaster på det åbne sår af gæld«, siger Dimitris Papadimoulis til Reuters.

Egoistisk tysk politik
Han beskylder den tyske forbundskansler, Angela Merkel, for at have blokeret for en eftergivelse af halvdelen af Grækenlands gæld.

»(Aftalen) blev indgået under pres fra den snæversynede, egoistiske, kortsigtede økonomiske politik, som Merkel står for, hvor hun nidkært vogter over sine penge«, siger Dimitris Papadimoulis.

Den græske regeringsleder, de konservatives Antonis Samaras, er langt mere positiv over for aftalen, som kom i hus efter 12 timers intensive forhandlinger mellem finansministrene fra eurolandene.

Aftalen betyder, at eurolandene samt Den Internationale Valutafond, IMF, frigiver 326 milliarder kroner i lån til Grækenland.

Aftalen skal efter planen nedbringe den græske gæld til 124 procent af landets samlede økonomi i 2020. I dag svarer gælden til 180 procent af landets BNP.

For at få de mange milliarder udbetalt, skal grækerne gennemføre et omfattende spare- og reformprogram.

»Alt gik godt. I morgen er en ny begyndelse for Grækenland«, sagde en klatøjet Antonis Samaras klokken tre i nat, da aftalen var faldet på plads i Bruxelles.

Op til grækerne

Socialistpartiet Pasok, der er med i regeringskoalitionen, erklærer sig også tilfreds.

»Det er den nye start, som landet har brug for efter ni måneders venten. Nu er det op til os at få det til at fungere«, siger Pasok-leder Evangelos Venizelos.

Nattens aftale skal formelt set godkendes af de enkelte eurolandes parlamenter, før de mange milliarder kan blive frigivet til Grækenland 13. december.

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce