Forenger. Danske Brian Hjort er maler med eget firma. Men i sin fritid har han gennem 20 år hjulpet diskriminerede og forfulgte vietnamesere sammen med deres amerikanske fædre, der gjorde tjeneste under Vietnamkrigen og fik børn med vietnamesiske kvinder.
Foto: fatherfounded.org

Forenger. Danske Brian Hjort er maler med eget firma. Men i sin fritid har han gennem 20 år hjulpet diskriminerede og forfulgte vietnamesere sammen med deres amerikanske fædre, der gjorde tjeneste under Vietnamkrigen og fik børn med vietnamesiske kvinder.

Dansker forener Vietnam-veteraner med deres børn fra krigen

En dansk maler, Brian Hjort, hjælper udstødte børn fra Vietnamkrigen sammen med deres amerikanske soldaterfædre.

Internationalt

Da Brian Hjort i 1992 går gennem Saigons gader, oplever han for første gang det, der kommer til at ændre hans liv.

Hvad der skulle have været en almindelig backpackerrejse i Østen og fylde rygsækken med oplevelser og erfaringer, sender i stedet Brian Hjort hjem med et livskald i bagagen.

I Vietnam møder han en masse mennesker på sin egen alder, der ikke ligner turister eller lokale. De er halvt asiatiske og enten halvt hvid eller halvt mørk.

»De var utroligt fattige og hang bare ud på gaderne og havde det forfærdeligt«, siger Brian Hjort.

Lever i diskrimination og fattigdom Personerne i Saigons gader er børn af amerikanske soldater og vietnamesisk kvinder, der fandt sammen under de 14 år, USA kæmpede i Vietnamkrigen. Nogle levede i faste forhold, andre mødtes bare en aften i byen. Deres børn kaldes for Amarasions.

Ifølge avisen New York Times er der under og efter krigen født i titusindvis af disse børn.

De har siden levet et liv på anden klasse i Vietnam. Udstødt og diskrimineret af en befolkning og regering, der forbandt dem med den lange og udmagrende krig, og som ikke ville acceptere dem som vietnamesere. Det gjorde det kun værre, at faderløse opfattes som undermennesker i vietnamesisk kultur.

Efter krigen blev de gemt væk i lejre uden for byerne. Men her var ingen fremtid. Ingen skoler, intet arbejde, intet livsgrundlag.

De var utroligt fattige og hang bare ud på gaderne og havde det forfærdeligt.

Desperate og pressede søgte de væk og tilbage mod byerne, hvor de tiggede og boede i gaderne.

Samtidig forsøgte de via et FN-kontor desperate at komme til USA. Til genforening med deres fædre og en vej ud af blindgyden, de var født ind i.

Beslutter at gøre noget
Brian Hjort beslutter at finde ud af, hvorfor disse mennesker, der med deres udseende skiller sig ud, lever en kummerlig tilværelse på gaderne. Han tager ud til en lejr i bjergene uden for Saigon. Her lærer han flere af dem at kende, nogen bliver han venner med. Han ser deres skæbne i øjnene.

»De tog alle deres ejendele fra dem og proppede dem ud i lejrene oppe i bjergene, hvor der ingenting var. De måtte aldrig vende tilbage til den by, de kom fra. Det var regeringens måde at straffe dem på. De havde ingen rettigheder. Ingen skole eller adresse. Det var nærmest som en form for apartheid. Mødrene blev behandlet, ligesom de danske feltmadrasser blev efter 2. verdenskrig«, siger Brian Hjort.

Brian Hjort er dybt berørt af det, han ser i lejren. Han beslutter sig for at hjælpe.

Han kommer efter et år i kontakt med en fattig kvinde, der beder om hjælp til at finde sin far. Hun giver ham farens navn, et foto og informationer om, hvor hun boede dengang.

De informationer sender Brian efter råd fra den danske ambassade til det amerikanske militær, der seks måneder senere vender tilbage med en gammel adresse på den formodede far.

Yderligere et halvt år senere modtager Brian Hjort et brev fra faren.

»Han skrev, han var glad for, at han havde en datter. På den måde begyndte hele mit arbejde, og så har det udviklet sig siden og blevet større og større«, siger Brian Hjort.

Gør det frivilligt
I dag, 20 år efter, har den 42-årige maler hjulpet mere end 30 amarasions og amerikanske fædre sammen på frivillig basis.

Det er både soldater og amarasions, der beder ham om hjælp. De kontakter ham via hans hjemmeside fatherfounded.org. Som en detektiv finder han derefter med sparsomme oplysninger frem til fædre og børn.

Han gør det, samtidig med han driver sit malerfirma og skal have tid til sin kone og sit barn. Brian Hjort får kun dækket nogle af omkostningerne til de årlige rejser til Vietnam og USA.

Donationerne kommer fra dem, der spørger ham om hjælp. En af dem er amerikanske James Copeland.

Kunne ikke få sit barn ud af tankerne
James Copeland gør tjeneste i Saigon som infanterist frem til 1970, hvor han bliver sendt retur til USA. Kort efter får han et brev med besked fra sin vietnamesiske kæreste om, at han skal være far.

James Copeland er forelsket, så han prøver at komme tilbage til Vietnam, men bliver i stedet sendt til Tyskland.

FOTO

På det tidspunkt begynder han at miste troen på, han nogensinde vil se sit barn, som han ikke engang kender kønnet på.

Årene går, og han gifter sig med en amerikansk kvinde, der har tre børn fra et tidligere forhold. De får aldrig et fælles barn.

Jeg prøvede i alle årene, efter jeg kom hjem, at få Vietnam ud af hovedet. Men jeg kunne ikke få lige dét, at jeg havde et barn, ud af hovedet. Det gav mig konstant dårlig samvittighed

»Jeg prøvede i alle årene, efter jeg kom hjem, at få Vietnam ud af hovedet. Men jeg kunne ikke få lige dét, at jeg havde et barn, ud af hovedet. Det gav mig konstant dårlig samvittighed«, siger James Copeland til Politiken.

»Tiden stod stille, da jeg hørte om hende«
I 2011 nager tanken om et eget barn af kød og blod, der måske lever på den anden side af jorden, stadig James Copeland. Samtidig læser han om de diskriminerende forhold, amarasions lever under i Vietnam.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En ven gør ham opmærksom på en dansker, der hjælper Vietnam-veteraner med at finde deres børn.

James Copeland kontakter Brian Hjort. Han giver ham navnet på sin kæreste, et kort og en flybillet, og med det i bagagen tager Brian Hjort til Vietnam.

Brian Hjort finder frem til kærestens bror. Han fortæller, at James Copeland har en datter fra sin tid i Vietnam. Hun bor allerede i USA.

»Da Brian fortæller mig, at han har fundet hende, står tiden stille. Det var en følelse af lettelse, og da han sender mig et billede af hende, vidste jeg med det samme, at det var min datter«, siger James Copeland.

Finde nåle i høstakken det hele værd
Brian Hjort husker det lige så tydeligt.

»Det var stort. At gøre det umulige, at finde nålen i høststakken. Kan man gøre noget, som ingen andre tror, man kan, og som gør andre glade, er det det hele værd«, siger han.

James Copeland snakkede det første år dagligt med sin datter. De har et godt forhold i dag, og den 67-årige James Copeland har med egne ord fået en bedre nattesøvn og et bedre helbred.

Han kalder Brian Hjorts arbejde for »fantastisk« og er ham »evigt taknemmelig«.

»Han er et stort menneske«, siger James Copeland.

Ikke alle bliver glade
Men det er langt fra alle foreninger, der ender så godt som for James Copeland.

»Nogen bliver glade - andre meget sure og vil lægge sag an, og nogen smider bare røret på«, siger Brian Hjort.

De fleste, han hjælper, er vietnamesiske børn. De vil gerne finde deres far, men mest af alt ser de det som vejen væk fra en kummerlig tilværelse i Vietnam.

Lykkes det, finder de sjældent, det de forventer.

»De fleste fædre er gamle, syge, har dårligt helbred og er meget fattige. De er krigsveteraner, der for de fleste ikke kan tilbyde noget. Mange af dem er meget troende og gør det alene fordi, de er bange for ikke at komme i himlen«, siger Brian Hjort.

Mit malerfirma er mit levebrød, og jeg elsker min familie. I virkeligheden så gider jeg nok ikke mere, men så er der nogen, der beder mig hjælpe, og kommer det tilbage til mig som en forhammer

Har overvejet at stoppe

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han har flere gange overvejet at stoppe sit tidskrævende arbejde. Det frivillige arbejde stjæler tiden fra familielivet.

»Mit malerfirma er mit levebrød, og jeg elsker min familie. I virkeligheden så gider jeg nok ikke mere, men så er der nogen, der beder mig hjælpe, og så rammer det mig som en forhammer«, siger Brian Hjort.

Han har de seneste uger optrådt i flere amerikanske medier med sin historie. Det har givet ham to tilbud fra amerikanske producentselskaber, der vil lave dokumentarfilm om hans arbejde.

Omtalen har også ført til en række henvendelser fra amerikanske krigsveteraner. De håber, Brian Hjort kan hjælpe dem, som han har hjulpet James Copeland.

»Jeg håber, andre kan finde deres børn som jeg gjorde. Jeg er sikker på, alle mennesker har brug for at finde deres far«, siger Copeland.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce