overvågning. Officielt forsvarer USA retten til overvågning mod terror. Men flere eksempler peger på, at USA også bruger de opsnappede oplysninger til industrispionage
Foto: Patrick Semansky/AP

overvågning. Officielt forsvarer USA retten til overvågning mod terror. Men flere eksempler peger på, at USA også bruger de opsnappede oplysninger til industrispionage

Internationalt

DI: NSA har også lavet industrispionage i Danmark

Dansk Industri melder om amerikansk industrispionage mod danske virksomheder.

Internationalt

Skeletterne vælter ud af skabet, efter at den tidligere amerikanske efterretningsmedarbejder Edward Snowden tidligere i år begyndte at lække oplysninger fra efterretningstjenesten NSA.

Senest har sagen ført til chok i Frankrig, fordi det viser sig, at USA på en måned registrerede over 73 millioner teledata i landet.

Officielt forsvarer USA retten til overvågning mod terror. Men flere eksempler peger på, at USA også bruger de opsnappede oplysninger til industrispionage. Det hævder en række lande med Tyskland i spidsen.

DI melder ind Og nu melder Dansk Industri (DI), at der også har været NSA-aktiviteter rettet mod danske virksomheder.

»Ja, eksempelvis hvor amerikanske virksomheder har vist interessere for virksomhedssalg i Danmark«, siger Tom Togsverd, direktør for DI’s overvågning af telekommunikation, DI Itek. Han ønsker ikke at navngive de ramte virksomheder, fordi de ikke har interesse i at få det frem.

Udviklingen bekymrer DI og Togsverd, der kalder det for »naivt at tro, at NSA ikke har opereret i Danmark som i andre europæiske lande«. Ikke mindst fordi DI efter terrorangrebet i 2001 gik med til at give myndighederne »ret til at kigge med«.

»Men det er åbenbart brugt til noget helt uantageligt. Vi har krævet vandtætte skotter mellem antiterrorefteretning og landes erhvervsinteresser, men det fungerer ikke. De amerikanske efterretningsfolk er jo også nationalister, der gerne gavner egne virksomheder«.

Du har udtalt, at man skal til at bruge kurerpost for de mest følsomme oplysninger?

Annonce

»Ja. Det er et kæmpe tilbageslag. Under vigtige forhandlinger kan det være nødvendigt at genopfinde kurerpost«.

Ingen sikring mod efterretningsvæsner
DI har i mange år rådet sine medlemmer til at skærpe sikkerhedsniveauet med krypteringer, »som ingen andre har nøgle til«. »Men ingen kan sikre sig mod efterretningsvæsner, der kan have bagdøre ind i selv de mest sikre systemer«.

Justitsminister Morten Bødskov (S) fandt ikke tid til at besvare Politikens spørgsmål mundtligt, men svarer i en mail:

»Jeg har ikke oplysninger, som giver grund til at tro, at amerikanske efterretningsaktiviteter på ulovlig vis har været rettet mod Danmark eller danske interesser. Om mulig amerikansk aflytning af EU’s institutioner støtter regeringen kravet om svar fra USA. Når arbejdet er færdigt i arbejdsgruppen, der er nedsat, forventes gruppen at afgive rapport«.

I Forsvarets Efterretningstjenestes afdeling for cyperovervågning, siger Thomas Lund Sørensen til spørgsmålet om NSA:

»Her er du inde på et efterretningsområde, som jeg ikke kan udtale mig om. Men jeg kan sige, at vi ser cypertrusler gennem digitale netværk som stigende. Det er en fare, som private virksomheder må forholde sig til«.

Så det er industrispionage, som I nu ser som den største og stigende trussel?

Annonce

Annonce

»Ja, især for højteknologiske virksomheder. Vi nyder jo godt af cyperaktiviteten, men virksomhederne må være mere opmærksomme på huller for illegal aktivitet«.

CIA-chef indrømmer
USA’s spionprogrammer har været brugt til industrispionage i årtier. New Statesman skrev om det allerede i 1988 og Die Zeit i 1999. Problemet er senest aktualiseret af tidligere amerikanske NSA-medarbejder Edward Snowdens læk.

Tidligere CIA-direktør James Woolsey bekræftede i en artikel i Wall Street Journal i marts, at USA bedrev økonomisk spionage imod de europæiske allierede.

BBC rapporterede i 2000: »En rapport fra Europaparlamentet i februar påpeger, at Echelon mindst to gange hjalp amerikanske firmaer til kommercielle fordele frem for europæiske firmaer«.

Det europæiske konsortium Airbus mistede en kontrakt med Saudi-Arabien til en værdi af 33 mia. kr. som følge af NSA’s virke.

New York Times har skrevet, at NSA »opsporede alle faxer og telefonsamtaler mellem Airbus og saudiske myndigheder«.

Det amerikanske firma Raytheon brugte informationer fra NSA til at sikre sig en kontrakt på 7,7 mia. kr. for et radarsystem til Brasilien for næsen af det franske Thomson-CSF.

Forbliver et åbent sår

NSA har også udspioneret de største systemer for finansielle transaktioner som Visa og Swift. Det hedder i et dokument lækket af Edward Snowden, at »økonomi« har været en af de vigtigste årsager til NSA’s spionage.

USA retfærdiggør ifølge New York Times økonomisk spionage: »Det sker af mange grunde, som at det kan give USA og dets allierede en tidlig advarsel om finanskriser, som kan have negativ indflydelse på økonomien globalt. Finanseksperter udtaler, at NSA og andre efterretningstjenester også profiterer på den slags insideinformation. NSA udspionerer Wall Street for at »beskytte« det«.

LÆS OGSÅ Tom Togsverd forklarer, at DI har arbejdet tæt sammen med danske efterretningstjenester, men understreger, at det også kan være et problem: »Når de får oplysninger fra amerikanske efterretningstjenester, skal de jo gerne levere noget den anden vej. Præsident Obama har kun lovet større åbenhed, ikke at spionagevirksomheden mod allierede ophører«. Til spørgsmålet, om DI har fået garantier fra regeringen om indgreb imod industrispionagen, siger Tom Togsverd: »Vi har ingen garantier fået, snarere det modsatte. Det forbliver et åbent sår«.



Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden