Israel går efter 'terror-tunneller med landoffensiv i Gaza

Israelsk militær beskyder Gaza med kampvogne og granater fra krigsskibe.

Internationalt

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har givet den israelske hær grønt lys til at indlede en landoffensiv i Gaza.

Det bekræfter Netanyahus kontor i en officiel udtalelse.

»Premierministeren og forsvarsministeren har instrueret IDF (den israelske hær, red.) i at starte en landoperation i aften for at ramme terror-tunnellerne fra Gaza ind i Israel«, lyder udtalelsen ifølge Reuters.

Nyhedsbureauet beretter allerede nu om tung artilleriild og beskydning med granater fra krigsskibe langs grænsen til Gaza.

LÆS OGSÅ

Israels hær bekræfter, at den har »indledt en landoperation inden for Gazastribens grænser«. Målet er ifølge hæren at tildele »Hamas' terror-infrastruktur et mærkbart slag«, skriver Associated Press

Operationen vil blive udført af »fodfolk, pansrede tropper, ingeniørtropper, artilleri og efterretningsenheder kombineret med støtte fra luften og havet«, oplyser hæren ifølge Reuters.

Hamas-talsmand Sami Abu Zuhri advarer ifølge Reuters Netanyahu om, at den israelske offensiv vil have »frygtelige konsekvenser«.

Imens har den internationale presse i Gaza fået besked af den israelske hær på at evakuere sit hotel, fortæller TV 2's korrespondent Simi Jan fra gaden til TV2 News.

Landoffensiv følger 2.000 bombeangreb

Torsdag morgen gravede en gruppe militante palæstinensere sig under grænsen for at dukke op nær en israelsk bebyggelse. Mindst én blev dræbt, da israelske fly bombede gruppen, oplyser militæret ifølge Reuters.

Siden den seneste eskalering af konflikten tog fart for ni dage siden, er 227 palæstinensere døde som følge af israelske luftangreb mod Gazastriben. Hovedparten af de dræbte er ifølge FN civile. På den israelske side er én blevet dræbt.

Israelsk militær har udført næsten 2.000 angreb på Gazastriben siden 8. juli, mens militante palæstinensere har sendt knap 1.400 raketter mod israelske mål, skriver BBC.

Ifølge FN er mindst 1.370 hjem blevet ødelagt i Gazastriben, hvor flere end 18.000 mennesker er blevet hjemløse.

Langt fra våbenhvile

Tidligere i dag refererede flere internationale medier en Israelsk diplomat for at sige, at Israel og Hamas var blevet enige om en våbenhvile, der skulle starte i morgen klokken 06.00.

Den oplysning blev senere afvist af Israels udenrigsminister, Avigdor Lieberman.

LÆS OGSÅ

Fredsforhandlingerne mellem de to parter foregår i Egypten med landets regering som mægler. Drøftelserne har gennem hele forløbet været præget af skiftende meldinger i offentligheden, mens et første forsøg på en våbenhvile hurtigt blev afløst af kampe.

Det fik Egyptens udenrigsminister til i skarpe vendinger at kritisere Hamas for ikke at have efterlevet våbenhvilen.

»Hvis Hamas havde accepteret våbenhvilen, så kunne mindst 40 palæstinenseres liv være sparet«, sagde Sameh Shoukri.

Med aftenens israelske offensiv synes en ny våbenhvile endnu længere væk.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce