Demonstration. Menneskekæden, La Cadena Humana eller La Via Catalana, har været planlagt i månedsvis som dette års store manifestation af ønsket om uafhængighed på Cataloniens nationaldag, La Diada.
Foto: Joan Manuel Baliellas/AP

Demonstration. Menneskekæden, La Cadena Humana eller La Via Catalana, har været planlagt i månedsvis som dette års store manifestation af ønsket om uafhængighed på Cataloniens nationaldag, La Diada.

Hundredetusinder catalanere holdt hinanden i hånden for uafhængighed i oprørsk region

Ifølge meningsmålinger går et stort flertal af catalanerne ind for at blive en selvstændig nation.

Internationalt

Fra morgenstunden kunne lederne af den hastigt voksende bevægelse for uafhængighed i Catalonien glæde sig over helt friske meningsmålinger, som viste, at 52 procent af befolkningen går ind for at forlade Spanien, mens 24 procent er imod.

Sidst på dagen blev holdningen beseglet af en 400 kilometer gennem den oprørske region, hvor hundredtusinder af mennesker holdt hinanden i hånden og råbte om ’independencia’ i kor.

Menneskekæden, La Cadena Humana eller La Via Catalana, har været planlagt i månedsvis som dette års store manifestation af ønsket om uafhængighed på Cataloniens nationaldag, La Diada.

Den 11. september 1714 blev Barcelona indtaget af spanske soldater efter en lang belejring og denne nederlagsdag har catalanerne valgt som deres festdag. I de senere år La Diada i stigende grad været anvendt til at demonstrere for uafhængighed.

Selvstændighedsbevægelsen har enorm rygvind Sidste år deltog op mod halvanden million mennesker i en gigantisk, men fredelig demonstration i Barcelona og lige siden har selvstændighedsbevægelsen haft enorm rygvind og regionens politiske leder, Artur Mas, har satset hele sit politiske liv på at få en afstemning om at løsrive sig fra Spanien.

»Hvis ikke den spanske regering forstår budskabet om uafhængighed fra La Via Catalana, får de et seriøst problem med forholdet til Catalonien«, erklærede Artur Mas i sin tale på den catalanske nationaldag.

Præsidenten tilføjede, at han ’til det sidste’ vil forsøge at være i dialog med Spanien om en mulig folkeafstemning om uafhængighed i Catalonien næste år’.

»I øjeblikket er der ingen dialog, men jeg håber, at der bliver det«, sagde Artur Mas fra den borgerlige regeringskoalition CiU.

Med ro, værdighed og eksemplarisk opførsel
Den spanske ministerpræsident Mariano Rajoy har i hemmelighed holdt et møde med sin catalanske modpart, hvor Artur Mas bad om lov til at holde folkeafstemning i 2016. Det er dog for sent for hans det venstreorienterede uafhængighedsparti ERC, som udgør regeringens parlamentariske grundlag og konstant går frem i meningsmålingerne. ERC vil have afstemningen næste år, sådan som både partiet og Artur Mas, lovede sidste år efter La Diada.

Præsident Artur Mas opfordrede catalanerne til at gennemføre den planlagte menneskekæde med ro, værdighed og eksemplarisk opførsel – 'man betragter os med lup for at finde fejl', som han understregede.

Da den lange gulklædte slange snoede sig langs de catalanske kyster og ind i regionen kl. 17.14 – tidspunktet var valgt til minde om nederlaget i 1714 – foregik alt da også i største fredsommelighed.

Børn, unge, voksne og gamle tog hinanden i hænderne og råbte for uafhængighed. Hver gang en af de mange udsendte tv-helikoptere fløj over sceneriet ved Barceloneta-strandene i Barcelona steg jublen. Men hver gang et lejet fly fra den stærkt konservative, spanske tv-kanal Intereconomica fløj over strandene med et banner med påskriften *Sammen er vi stærke’ steg stærke buhråb til vejrs.

»Den slags provokationer fra medierne og fra Spanien må vi leve med og prøve ikke at hidse op. Det er meget vigtigt for os, at alt foregår i fred og værdighed, for sådan er vi her i Catalonien. Vi går ind for fred. Og vi har ingen interesse i at være uvenner med spanierne – det er vores brødre og naboer«, sagde nogle af arrangørerne foran Hospital del Mar i Barceloneta, Bea Puig og Ernest Sentis, til politiken.dk.

En smuk og poetisk måde at holde i hånden
»Vi står her, fordi vi håber, at resten af Europa og hele verden vil forstår, at ønsket om uafhængighed er meget stærkt i Catalonien og det vil vi gerne vise på en smuk og poetisk måde ved at holde hinanden i hænderne«, sagde Bea Puig.

Men vi er i 2013 og hele Europa, inklusive Spanien er i dyb krise. Skulle I ikke hellere holde sammen og løse problemerne sammen?

»Problemet er, at vi føler os som en selvstændig nation med en anden kultur og et andet sprog end Spanien. Vi er i familie med dem, men selv i sin familie vil man jo gerne selv have lov at bestemme over for eksempel sine penge. Den ret har vi ikke nu og det er vi trætte af. Vi respekterer vores spanske venner og brødre, men jeg synes ikke, at den spanske regering respekterer os«, siger Ernest Sentis.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men er det ikke meget gammeldags at være så nationalistiske?

»Hvis man vender det på den måde, ser det sådan ud. Men vi er stolte af vores land og vil gerne have, at det er selvstændigt. Det synes jeg kun er naturligt og ikke nationalistisk på den gammeldags måde«, mener Bea Puig.

Fra grænsen mod Frankrig og hele vejen ned ad den gamle romerske landevej, Via Augusta, holdt tusinder og atter tusinder catalanere hinanden i hånden i et kvarters tid. Selv ned i Valencia-regionen, hvor mange føler sig catalanske og taler sproget, strakte menneskekæden sig.

Kæden løb mange steder dobbelt

Politiet havde ganske vist forbudt demonstrationen af ’sikkerhedsmæssige grunde’ i Valencia regionen, men det ignorerede mange. I Catalonien var tilslutningen til dagens begivenhed, som man har kunnet melde sig til på internettet i månedsvis, så massiv, at kæden mange steder løb dobbelt.

»Den her demonstration er måske ikke så voldsom i omfang som sidste års gadedemonstration. Men vi ville gerne gøre noget anderledes og jeg tror, at resultatet her taler for sig selv. Man behøver ikke at gøre alt op i tal«, sagde Bea Puig på stranden i Barcelona.

Mens den konservative spanske regering afviser at gå i dialog med Catalonien om en ændring af den spanske konstitution, som er nødvendig for at gennemføre en afstemning om selvstændighed, var lederen af den socialistiske opposition, PSOE, Alfredo Perez Rubalcaba, mere imødekommende i en tale i går. Han understregede vigtigheden af, at ’Catalonien får løst sit problematiske, hvis ikke fjendtlige forhold til Spanien’ ved muligvis at ændre på konstitutionen fra genindførelsen af demokrati i 1978.

»Der er gået mange år siden dengang og det er i orden at kigge på konstitutionen for at forsøge at finde en ny model«, sagde han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Socialistpartiet har foreslået en federal model, hvor regionerne i Spanien får næsten fuldstændig selvstyre.

Indtil videre har forslaget dog ikke vakt den store begejstring i Catalonien. Her vil 80 procent af catalanerne ifølge den nye meningsmåling fra den indflydelsesrige radiostation Cadena Ser have en folkeafstemning og 60 procent af dem vil afgive deres stemme, selv om afstemningen ikke vil have nogen juridisk gyldighed.

Dagen igennem opstod der spontane demonstrationer rundt omkring den 400 kilometer lange menneskeslange i Catalonien, men alt foregik i en festlig og fredelig stemning.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce