Protest. Foran parlamentet i Athen demonstrerer græske brandmænd mod planer om store offentlige nedskæringer, bl.a. som følge af sparekrav fra EU. Grækenlands regering frygter optøjer under nye store  demonstrationer i næste uge.
Foto: Petros Giannakouris/AP

Protest. Foran parlamentet i Athen demonstrerer græske brandmænd mod planer om store offentlige nedskæringer, bl.a. som følge af sparekrav fra EU. Grækenlands regering frygter optøjer under nye store demonstrationer i næste uge.

EU kræver lavere lønninger i medlemsland

Dansk fagbevægelse er stærkt utilfreds med, at EU kan diktere lønnedgang i Grækenland. Indgrebet kan svække jasiden ved euroafstemning.

Internationalt

For første gang i den fælles mønts historie er et euroland så tæt på statsbankerot, at EU på det nærmeste må sætte landets finanspolitik og offentlige budget under administration.

Grækenland bliver i morgen præsenteret for en bindende økonomisk redningsplan, der stiller detaljerede krav til inddrivelsen af skatter og nedskæringer af lønningerne i landets offentlige sektor.

Og der er ikke tale om en venlig henstilling: Hvis den græske regering ikke kan indfri kravene, risikerer den ifølge euroreglerne bøder i milliardklassen.

»Aldrig før har vi etableret et så detaljeret og stramt system for overvågning, afrapportering og – om nødvendigt – indførelse af yderligere krav, hvis det skrider«, siger eurokommissær Joaquin Almunia.

Kommissærer kommer med hestekur Kilder i kommissionen bekræfter over for Politiken, at krav til beskatning og offentlige lønninger er med i planen, når kommissærerne i morgen fremlægger en hestekur til genopretning af Grækenlands vaklende økonomi. Trods en række advarsler fra kommissionen og de europæiske finansministre er grækernes offentlige underskud vokset til over 12 procent af landets BNP.



Det er fire gange mere, end euroens stabilitetspagt tillader, og gælden er også alt for stor.

Samtidig betyder tidligere års snyd og sjusk med landets økonomiske statistik, at de 15 andre eurolandes tillid til Athen kan ligge på et meget lille sted.

Ramaskrig over hele Europa
Den voksende frygt for, at Grækenlands økonomiske kaos kan skade resten af eurozonen, betyder, at kommissionen nu foreslår EU’s finansministre at stille de hidtil hårdeste krav.

Men indgrebet risikerer samtidig at udløse folkelige ramaskrig – og ikke kun i Grækenland.

Selv om Danmark ikke er med i euroen, skaber unionens indblanding i de offentligt ansattes lønninger både bekymring og protester i den danske fagbevægelse.

»At EU griber ind i løndannelsen er fuldstændig uacceptabelt«, siger forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA, der organiserer en stor del af de offentligt ansatte i Danmark.

FOA vil overveje anbefaling

Han tror endda, at det kan få indflydelse på en kommende dansk folkeafstemning om medlemskab af den fælles europæiske valuta:

»I FOA har vi traditionelt holdt os fra anbefalinger ved folkeafstemninger om EU. Men det er klart, at når vi kommer derud, hvor EU sætter lønninger ned, så må vi overveje, om vi skal komme med en anbefaling til vores medlemmer. For så er det danske aftalesystem sat på spil«.

LÆS OGSÅ

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce