Ligefrem. Charlie Kirk kritiserer mange republikanske ledere for at være håbløst gammeldags. Foto: Gage Skidmore

Ligefrem. Charlie Kirk kritiserer mange republikanske ledere for at være håbløst gammeldags. Foto: Gage Skidmore

Internationalt

Hvis man ikke kender forskel på Jay-Z og Kanye West, skal man lade være at stille op

21-årige Charlie Kirk er blevet populær blandt republikanerne, endnu inden han er flyttet hjemmefra.

Internationalt

Det var i maj 2012, at Charlie Kirk fandt sit kald.

På et katolsk universitet uden for Chicago småsov de studerende sig gennem en temadag om politik og samfund. Taler efter taler holdt pæne indlæg om, hvor vigtigt det er, at den næste generation engagerer sig i demokratiet, og de unge sank længere og længere ned i stolene.

Indtil den dengang 18-årige nybagte student Charlie Kirk gik på scenen og vækkede hele forsamlingen med skarpe udfald mod den offentlige sektor, en opsang til sin generations krævementalitet og ureflekterede støtte til venstreorienterede værdier og til præsident Barack Obama. Kirk fik hele salens opmærksomhed.

Den pensionerede, konservative reklamemand Bill Montgomery stod blandt publikum og følte, at han netop havde set fremtiden for det republikanske USA: »Jeg gik op til ham og sagde, ’Jeg kender dig ikke’«, fortæller Montgomery til National Journal, »’men du kan ikke begynde på universitetet nu. Du er nødt til at starte en organisation, der kan nå unge mennesker med dine konservative budskaber’«.

Kirk havde netop måttet vinke farvel til sin drengedrøm, da det ikke var lykkedes ham at blive optaget på hærens eliteakademi, West Point. »Jeg mistede pladsen til en langt mindre kvalificeret kandidat, der var af en anden minoritet«, har han senere forklaret. Så han var klar til at forsøge noget helt andet.

Tre år senere er Turning Point USA, som de to grundlagde i fællesskab, en af USA’s helt dominerende politiske ungdomsorganisationer, og ved forårets store folkemøde for USA’s konservative var Kirks aktivister her der og alle vegne i deres røde poloer.

Succesen har gjort den nu 21-årige direktør Charlie Kirk til en af de mest omsværmede figurer i det republikanske bagland, endnu inden han er flyttet ud af drengeværelset hjemme hos sine forældre. Kandidaterne ved det forestående republikanske primærvalg flokkes for at tale til organisationen og smiske for den unge mand. Det er ham, Fox News ringer til, når det handler om the millenials – den nye generation, der er vokset op i det nye årtusinde og er en ombejlet vælgergruppe.

»Vores unge tropper er de eneste, der bekæmper venstrefløjens store lokale kampagnemaskine«, skriver Kirk i sit seneste nyhedsbrev, og han lægger ikke skjul på at være inspireret af venstrefløjsorganisationer og Barack Obamas valgkamp, der kombinerer traditionelt græsrodsarbejde med en massiv tilstedeværelse på de sociale medier. Modstanderne skal nu besejres med deres egne våben, så han har 40 fuldtidsansatte aktivister og hævder at være til stede på flere end 1.000 universiteter over hele USA.

Udstråler tro på sig selv

»Unge har pr. refleks stemt demokratisk, længe før Obama lancerede sin facebook-side, og før de begyndte at bruge deres forældres kreditkort til at købe en T-shirt med slagordet ’Hope and Change’«, skrev Kirk i Washington Times.

»Unge mennesker er i virkeligheden ikke modstandere af det frie markeds ideologi. De har bare været på ’Hold til Venstre’ så længe«.

Den drengede, unge fyr med lyst bølget hår har ikke brug for mange batterier i barbermaskinen og taler med en lys, blød stemme med midtvestlig dialekt. Men han udstråler alligevel en slags urokkelig tro på sig selv og sit budskab, der har gjort ham i stand til at gøre indtryk på meget forskellige forsamlinger. Hans unge aktivister ser op til ham som et forbillede – for ikke at sige forguder ham. Han er den seje storebror, man gerne ville have.

For de republikanske stordonorer er han den søn, de aldrig fik. »Jeg vidste med det samme, at jeg ville støtte ham«, siger milliardæren Foster Friess, der blev opsøgt af Kirk på republikanernes konvent i 2012.

»Han imponerede mig med sine lederegenskaber, sin intelligens og sin kærlighed til USA«, siger Friess til Bloomberg om den unge komet, der fik et femcifret dollarbeløb med fra mødet.

»Han er fænomenal. Den mest utrolige unge mand, jeg kender«, siger børsmægler Peter Huizenga, der har givet næsten 350.000 kr. til Turning Point USA. »Hans alder taget i betragtning er han et af de mest succesrige, modne, organiserede og intelligente mennesker, jeg har mødt. Hans slags hænger ikke på træerne«, siger Huizenga til National Journal.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Charlie Kirk er en del af en ny generation af konservative kræfter i USA, der især forbindes med partiets libertarians, der kommer til at præge partiet i de kommende år . De lægger vægt på det frie marked som løsningen på de fleste problemer og ønsker, at staten skal spille en mindre rolle, og de er især kritiske over for efterretningstjenesternes øgede magtbeføjelser. Flere har udtrykt sympati for Edward Snowden, der i den brede del af det republikanske parti betragtes som en landsforræder.

Værdipolitikken skiller

Turning Point USA bruger aldrig ordene ’konservativ’ eller ’republikansk’ i sit materiale. I stedet underviser Kirk & co. i ideologier og principper og fører konkrete kampagner under politiske slagord som ’Big government sucks’ – en stor stat er noget lort – eller ’Kære Washington, lad mig være i fred’.

Når det gælder værdipolitiske spørgsmål, er mange modstandere af partilinjen.

»Unge tror, at de er i den venstreorienterede lejr på grund af to spørgsmål: abort og homoægteskaber. Hvis man tager dem af bordet og taler om individets frihed, skepsis over for statsmagten og den rolle, USA skal spille i verden, ændres det hurtigt«, sagde Kirk på en konference for nylig.

Og så hjælper det ikke, at flere af partiets topfolk virker håbløst gammeldags.

»Som bevægelse er vi nødt til at være bedre i stand til at tale til unge mennesker. Hvis vores kandidater ikke kender forskel på MTV og VH1, eller Jay-Z og Kanye West eller LeBron James og Kobe Bryant, så skal de lade være at stille op«, sagde Kirk til redalertpolitics.com.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som skattefritaget tænketank må Turning Point USA ikke direkte støtte nogen kandidat i det kommende valgkamp, selv om de hullede regler giver rig mulighed for omgåelse. Men Charlie Kirk lægger over for Politiken ikke skjul på, at han føler sig mest i tråd med anti-establishment-kandidater som Rand Paul og Ted Cruz, der har optrådt ved nogle af Turning Points møder, og er skeptisk ved udsigten til Jeb Bush som partiets kandidat.

Han afviser selv at være interesseret i at stille op. »Jeg er, hvor jeg skal være, lige nu«. Men mange af hans støtter er ikke i tvivl om talentets vingefang.

»Den her fyr har alle de kvaliteter, der skal til for en dag at blive USA’s præsident«, siger Peter Huizenga.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce