Såret. 7-årige Raghan blev reddet ud af ruinerne, efter fly bombede familien Khatibs hjem i Layramon i den nordvestlige del af Aleppo.
Foto: Finn Frandsen

Såret. 7-årige Raghan blev reddet ud af ruinerne, efter fly bombede familien Khatibs hjem i Layramon i den nordvestlige del af Aleppo.

Internationalt

Det værste venter stadig for 7-årige Raghad

Hendes sønderknuste far har reddet hende ud af ruinerne af deres hus, men har endnu ikke fortalt hende om katastrofens fulde omfang.

Internationalt

En far står ved sin datters hospitalsseng og opmuntrer hende så godt, han kan. Sammen overlevede de for halvanden uge siden et flybombeangreb på deres hjem i Layramon i den nordvestlige del af Aleppo.

Når han med mellemrum forlader sengen, og går ud i døråbningen for at hulke, er det fordi, katastrofen ikke er slut, men det må Raghad, hans datter, ikke vide endnu.

Vi hørte gråd fra ruinerne, og jeg udpegede det værelse, min datter havde ligget i

Gullig væske og lidt blod siver ud af hendes sår på ben og hofte og farver lagenet og den ble, den syv-årige er alt for stor til at have på. Smerter trækker hendes læber sammen til tynde streger, og hun græder, mens hospitalets tolk på sengens anden side siger, at hun ikke kan få al den smertestillende medicin, hun beder om. Hans øjne og mund trækker sig sammen, som væmmes han ved sit eget budskab.

»Jeg kunne høre luftangreb i nabokvarteret og gik ud af huset for at høre, hvor de kom fra. Børnene sov, det var omkring 10.30, og så kom flyene«, siger faren, Abdallah Khatib på hospitalet i den tyrkiske grænseby Kilis.

I næste måned er det fem år siden, den syriske revolution begyndte, og mere end fire år siden, den væbnede, folkelige modstand mod regeringshærens angreb på fredelige demonstranter gik i gang. Siden er Abdallah Khatib og hans datter Raghad blevet vant til krig og en hverdag med mange rædsler, men dog en hverdag.

Det var, indtil russiske kampfly gik på vingerne i september til fordel for regeringshæren. Officielt var det for at angribe Islamisk Stat og hævne en bombe i et russisk passagerfly på vej fra Egypten. Men i praksis har det været en bombekampagne, der ifølge øjenvidner og internationale organisationer i meget høj grad går direkte efter civile mål som hospitaler og familien Khatibs hus.

Mere end 70.000 syrere, der ellers har udholdt fire års krig, er som direkte følge af russiske angreb flygtet og har de seneste uger samlet sig langs den tyrkiske grænse, der indtil videre er lukket for dem.

Eftersøgning tog seks dage

For Abdallah Khatib blev det først for sent klart, at hans hjem var målet, og da flyene kom for tæt på, kastede han sig i skjul, hvorfra han hørte bragene og mærkede rystelserne fra bomberne.

Øjenvidner fortalte ham bagefter, at de havde set tre russiske fly i angrebet, og med sine egne øjne så han konsekvensen: Hans toetagers hjem var styrtet sammen med hele hans familie inden i.

»Vi hørte gråd fra ruinerne, og jeg udpegede det værelse, min datter havde ligget i«, fortæller Abdallah Khatib med lav stemme på hospitalsstue 135.

Med hjælp fra redningsarbejdere begyndte bjærgning og jagt på ikke bare Raghad, men også hendes mor, storesøster Alaa på 17 og fire brødre på 11, 12, 13 og 16. Eftersøgningen endte med at strække sig helt til i torsdags, for gang på gang blev den afbrudt af nye luftangreb, der tvang redningsmandskabet på flugt.

Da Raghad kom ud, kunne hun ikke komme på hospitalet i Syrien, hvor hospitalerne et for et er ved at lukke, efter de er blevet mål for de russiske fly. Men på grund af sine skader blev hun sluppet gennem den lukkede tyrkiske grænse til hospitalet i Kilis.

Langt værre gik det for resten af familien. I timerne og dagene efter angrebet kunne redningsholdet samle børnenes ben og kropsdele sammen i stumper hver for sig. Alle andre familiemedlemmer var dræbt. Det sidste lig blev først fundet efter seks dage, da en sværm af fluer tiltrak sig opmærksomhed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Abdallah Khatib har endnu ikke fortalt Raghad om katastrofens fulde omfang og er derfor nødt til at gå ud af hospitalsstuen for at tale om det.

»Hun spørger efter sin mor og søster. »Hvor er Alaa, hvor er min mor?««. Det var dem, der tog sig af hende, og hvad skal jeg sige nu? Det ved jeg ikke. Det brænder i mit blod, og jeg siger til hende, at »jeg er her«. Jeg lægger bånd på mig selv nu, men der er ingen måde at undgå på, at jeg må sige det til hende i sidste ende. Enhver, der selv er far, ved, hvad det vil sige«.

To kusiner og deres forældre kommer ind på stuen for at opmuntre Raghad.

Men allerede i døren stivner den yngste på fire ved synet af den syvårige i hospitalssengen, og hun tøver med at gå ind. Raghad smiler varmt, og hendes tante fortæller, hvor meget de har glædet sig til at se hende. Med sig har de hendes livret: fyldte zucchinier og ayran, en salt yoghurtdrik.

Raghad spiser med fornøjelse og bemærker, at hendes drik ikke er, som den bør være.

»Den er ikke kold, som jeg kan lide den«, siger hun i, hvad der ligner et øjebliks sorgløshed.

Tanten trækker sig lidt væk, kigger ned i jorden og bider tænderne sammen, mens kusinerne med sirligt flettet hår stadig står ved sengen og kigger stift på deres cirka jævnaldrende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce