Foto: Stine Heilmann
Internationalt

Seks eksempler: Sådan hjælper danske virksomheder kvinder

Fra Nepal til Malawi. Seks danske virksomheder hjælper kvinder på hver sin måde.

Internationalt

Danske arbejdstider hitter:

Orana, der forarbejder frugt, tog de danske arbejdstider med sig, da virksomheden grundlagde en ny fabrik i Vietnam. Arbejderne får kun en halv times frokostpause, til gengæld får de tidligere fri. Og det har gjort virksomheden overvældende populær blandt kvinderne, der kan nå at passe deres børn efter arbejdstid.

Normen i landet er, at børnene bliver sendt til pasning hos bedsteforældre ofte langt ude på landet, og der kan gå år mellem, at mødre ser deres børn.

Orana havde ikke spekuleret i det, men arbejdstiden er blevet en stor gevinst for firmaet i Vietnam, fortæller DI’s Henrik Schramm Rasmussen. Kvinderne er ekstremt loyale og glade for deres arbejdsplads, der let tiltrækker kvindelige talenter. 70 procent af ledelsen består af kvinder.

Mere mad end bare majsmel

Froosh, der fremstiller smoothies, får mange af sine mangoer og bananer fra Malawi, et af verdens fattigste lande. Her er der tradition for, at kvinderne passer hus og børn plus det hårde arbejde i marken, mens mændene har til opgave at styre finanserne og socialisere med hinanden.

Fejlernæring er udbredt og skyldes især, at menuen i de fleste familier består af majsmel og vand og ikke andet. Froosh støtter undervisning af kvinderne i betydningen af en mere varieret kost. De lærer også, hvordan man dyrker andre afgrøder såsom bønner, søde kartofler, spinat, kål og tomater. Projektet er rettet mod hele lokalsamfundet, så forbedret sundhed og produktivitet kommer ikke specielt Froosh til gode. Men de ansatte er tydeligvis stolte af deres arbejdsgiver, siger Henrik Schramm Rasmussen fra DI.

Foto: Stine Heilmann

Kvinderne bestemmer:

Ud fra devisen, at når døren er lukket, er det kvinderne, der bestemmer, har FMC Cheminovas afdeling i Calcutta i Indien sat sig for at hjælpe kvinder i landområderne til at komme i gang. Mange af dem har aldrig gået i skole og har stort set ingen forudsætninger for at tjene egne penge. Cheminova giver dem kurser i syning og betaler det meste af investeringen i en symaskine. De får også ordrer på f.eks. sække og veste, som Cheminova skal bruge.

Virksomheden håber på, at kvindernes mænd til gengæld vælger FMC Cheminovas plantebeskyttelsesmidler frem for konkurrenternes, siger Henrik Schramm Rasmussen, DI. Noget tyder på, at det virker. Den amerikanskejede virksomhed med europæisk hovedsæde i Danmark er den tredjestørste, og markedsandelen er voksende.

Penge mellem hænderne

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Omkring 70.000 kvinder strejfer rundt i Burkina Fasos vidtstrakte bush for at samle kerner af vild shea til den danske virksomhed AAK, der bruger kernerne i kosmetik, sæbe og shampoo og i chokolade og andre fødevarer. AAK har sprunget mellemmændene over og køber nu direkte af kvinderne til en højere pris. AAK investerer også i at uddanne kvinderne, så de kan arbejde mere effektivt.

Dermed har mange af kvinderne for første gang i deres liv fået penge mellem hænderne, siger Henrik Schramm Rasmussen. Og pengene yngler. Nogle har investeret i en dieseldrevet mølle, der trækker kunder fra nær og fjern. Andre har købt metalkar og handsker, så de selv kan fremstille sæbe af sheaolien.

Tekstil fra jordskælvsområde:

Aiayu producerer tøj i den dyre ende af skalaen. Da sortimentet sidste år skulle udvides med tekstiler i ren kashmir- og yakuld, valgte Aiayu at slå sig ned i Nepal, selv om landet stadig ligger i ruiner efter jordskælvet sidste år, og det er vanskeligt at komme frem til leverandørerne og de kvinder, der bearbejder materialerne. I Kina er materialerne lettere tilgængelige og væsentligt billigere.

Men det er i Nepal, der er mest brug for den økonomiske omsætning, og Aiayu nærer stor kærlighed til landet, siger Henrik Schramm Rasmussen. Virksomhedens gevinst er, at kvaliteten er 100 procent i orden – det kan man ikke være sikker på i Kina – og resultatet minder mere om et kunsthåndværk end om et industrielt produkt.

Rent vand, glad leverandør:

Butler’s Choice giver penge til rent vand og bedre sanitet på de lokale skoler nær virksomhedens filial i Vietnam. Få og ulækre toiletter går især ud over pigerne, der ofte må blive hjemme, f.eks. når de har menstruation. De skoler, der støttes af den danske virksomhed, har mindre fravær, og eleverne er mere modtagelige for undervisning, fortæller Henrik Schramm Rasmussen, Dansk Industri.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og investeringen har vist sig at være overraskende god. Den lokale leverandør er begejstret og gør sig nu ekstra umage med at levere nøjagtig de fisk og skaldyr, Butler’s Choice beder om, i den bedste kvalitet. Det har mindsket risikoen for dårlige varer, der hurtigt kan ødelægge virksomhedens omdømme.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce