Rettigheder. I Tanzania forfølges homoseksuelle.
Foto: MIRIAM DALSGAARD

Rettigheder. I Tanzania forfølges homoseksuelle.

Anholdelser og forbud mod glidecreme: Bør vi tage ulandsstøtten fra homofobiske Tanzania?

Det hjælper ikke de homoseksuelle at skære i ulandsbistanden. Tværtimod siger LGBT-aktivist fra Tanzania.

Internationalt

Det hele startede, da en tanzanisk tv-kanal bragte et interview med en transseksuel kvinde i begyndelsen af juli. Et interview, der har fået regeringen i Tanzania til at sætte hårdt ind mod landets homoseksuelle borgere. Det har den seneste tid betydet razziaer på homoklubber, tilfældige anholdelser samt varsling af forbud mod såvel glidecreme som registrering af homoseksuelle interesseorganisationer.

En lignende udvikling så man i Uganda i 2014, hvor regeringen, trods stor kritik fra verdenssamfundet, stillede lovforslag om at indføre dødsstraf for homoseksuelle. Dengang valgte den danske regering at flytte 50 millioner danske bistandskroner væk fra programmer gennem den ugandiske regering og over til aktiviteter med den private sektor og civilsamfundsorganisationer.

Det er imidlertid ikke i de tanzaniske organisationers interesse, at lignende sanktioner, som dem Danmark og andre nordiske lande dengang indførte i samarbejde med USA, finder sted i Tanzania, siger Abdalla A., der leder en LGBT-organisation på øen Zanzibar, og som er i Danmark i forbindelse med LGBT Danmarks projekt i Tanzania.

Pres avler modpres. Og den tanzaniske bevægelse er slet ikke stærk nok til at modstå de konsekvenser, som et økonomisk pres på regeringen ville medføre.

»Sanktioner vil ikke hjælpe noget, tror jeg. Vi har fået ny præsident og ny regering, der siger, de vil rydde ud i korruptionen. Det vil ikke se godt ud, hvis de bøjer sig for et økonomisk pres fra Vesten«, siger han, da Politiken møder ham i debatteltet under Copenhagen Pride.

Samme melding lyder fra Thomas fra Uganda, der oplevede de udenlandske sanktioner i landet som en stor kamp mellem hanelefanter, hvor det var græsset – LGBT-organisationerne – det gik mest ud over. Han valgte at flygte fra landet for ikke at blive opdaget. Noget, han i dag fortryder.

»Jeg har dårlig samvittighed. Jeg burde være blevet i Uganda for at kæmpe, og jeg planlægger at rejse tilbage og være med til at give de homoseksuelle en stemme«, siger han.

Opgør med vestlig dekadence

Rækken af restriktioner for tanzaniske homoseksuelle kommer, efter at præsident John Magufuli sidste år blev valgt ind som ’Tanzanias nye håb’. Verdenssamfundet har øget presset for at få regeringen til at lovliggøre homoseksualitet i landet, hvor sex mellem to mænd kan medføre fængselsstraf på livstid.

En beskæring i udviklingsbistanden ville imidlertid give voldsomt bagslag og radikalisere modstanden mod landets seksuelle minoriteter, lyder det fra Holger Bernt Hansen, der er professor emeritus i afrikastudier ved Københavns Universitet.

»Selv om de tanzaniske myndigheder, modsat nabolande som Uganda og Kenya, har haft en forholdsvis stor tolerance over for homoseksualitet, så er modstanden mod det homoseksuelle miljø ikke noget nyt. Det er imidlertid først nu, at den bliver tydelig som led i et voksende opgør med Vesten, som spreder sig fra ét afrikansk land til et andet. Defensiven kommer ikke kun fra politisk hold, men også fra civilsamfundet, hvor der lever en voldsomt stor modstand mod de værdier, som anses for at være vestligt dekadente. Økonomiske sanktioner mod regeringen ville derfor vække et yderligere pres mod netop de befolkningsgrupper, som de skulle hjælpe«, siger han.

Vi har fået ny præsident og ny regering, der siger, de vil rydde ud i korruptionen. Det vil ikke se godt ud, hvis de bøjer sig for et økonomisk pres fra Vesten

Vestlige lande skal i stedet søge at skabe de bedst mulige rammebetingelser for de stemmer, der taler for inklusion og minoriteters rettigheder i al almindelighed, mener Holger Bernt Hansen.

»Det kan ikke nytte noget, at indikationen for homoseksuelles frihed er en parade i det offentlige rum. Størstedelen af befolkningen er modstandere af homoseksualitet, og kampen skal derfor være på deres præmisser. Løsningen er altså ikke at skære i bistandsmidlerne, men at støtte de institutioner og organisationer, som fremmer tolerance og respekt for befolkningsmindretal generelt«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En voldsomt anspændt situation

Samme vurdering lyder fra Susanne Branner Jespersen, som er projektleder i LGBT Danmark og koordinator på et aktuelt projekt for seksuelle minoriteter i Tanzania.

»Pres avler modpres. Og den tanzaniske bevægelse er slet ikke stærk nok til at modstå de konsekvenser, som et økonomisk pres på regeringen ville medføre. Der kommer en bølge af modstand mod LGBT-miljøet lige nu, og det giver en voldsomt anspændt situation for en gruppe mennesker, som i forvejen ikke oplever beskyttelse fra staten. Men udviklingen af en anerkendelse af LGBT-rettigheder i Tanzania bliver nødt til at komme indefra«, siger hun.

LGBT Danmark har arbejdet sammen med partnere i Tanzania siden 2013 med det formål at hjælpe lokale organisationer til at forbedre og kæmpe for LGBT-personers rettigheder i landet. Projektet kører over tre år og er støttet af CISU og Det Obelske Familiefond.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) oplyser i en mail til Politiken, at økonomiske sanktioner i Tanzania ikke er på tale, men at man følger udviklingen tæt.

»Danmark har en aktiv dialog med den tanzaniske regering om de internationale forpligtelser til at beskytte borgernes grundlæggende menneskerettigheder«, lyder det.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce