Grafik: Mads Pedersen

Grafik: Mads Pedersen

Internationalt

Erhvervslivet vil lære at bruge den store indsigt i dit privatliv

Store virksomheder som Coop, Mærks Drilling og Danfoss vil i samarbejde med forskere bane vejen for mindre virksomheders udnyttelse af big data.

Internationalt

Danske små og mellemstore virksomheder er ikke gode nok til at udnytte potentialet i big data. Det mener i hvert fald forskere fra blandt andet Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Teknologisk Institut og Alexandra Instituttet.

Derfor har de taget initiativ til et nyt samarbejde med en lang række af dansk erhvervslivs giganter, hvor formålet er at skabe en langt større bevidsthed om forretningsmulighederne ved at bruge big data.

Og for folk uden indgående forståelse af algoritmer og statistik dækker begrebet big data over indsamling, opbevaring, analyse og fortolkning af enorme mængder af data, der hver dag genereres i samfundet – fra folks bevægelser på sociale medier over sundhedsdata til vores forbrugsvaner.

Men forståelsen halter altså i nogle dele af erhvervslivet, og derfor har man søsat projektet, der har fået det progressive navn Big Data Business Academy (BDBA).

Ifølge seniorprojektleder Peter Lemcke Frederiksen fra Teknologisk Institut er det ambitionen at gøre fænomenet ’big data’ håndgribeligt og letforståeligt.

»Vi vil opkvalificere danske virksomheder, så de bliver bedre rustet til at bruge big data som vækstdriver«, forklarer Peter Lemcke Frederiksen, der mener, at der er brug for en ny digital offensiv i dansk erhvervsliv.

»Mange famler i blinde, hvis man skal stille det skarpt op«.

OECD’s seneste vurdering lyder på, at innovativ udnyttelse af big data fremadrettet kan føre til en produktivitetsstigning på 5-10 procent på tværs af alle sektorer. Så det er nu, at blind famlen skal vendes til fremsynet spurt.

Data for letøvede

Selve konceptet omkring BDBA er, at man tilbyder såkaldte masterclasses – intense undervisningsforløb for de 20 virksomheder, der deltager i forløbet.

Og det er nogle tunge elever, der sætter sig på skolebænken. Coop, Mærsk, Danfoss, Grundfos, Royal Unibrew og teleselskaberne CBB og Waoo er bare nogle af de medvirkende.

Undervisningen kommer til at bestå af blandt andet en lang række workshops med eksperter fra ind- og udland, efteruddannelsesforløb for nøglepersoner og mellemledere med ansvar for digital udvikling og endda eksperimenterende konkurrencer, hvor nogle af de fremmeste studerende på landets tekniske uddannelser byder ind med nye metoder, der kan styrke brugen af big data.

»Hver enkelt virksomhed får et skræddersyet efteruddannelsestilbud på baggrund af de konkrete udfordringer, de står over for, og erfaringerne vil efterfølgende blive formidlet bredt«, siger Peter Lemcke Frederiksen.

De målrettede forløb for hver enkelt virksomhed læner sig op ad grundige forundersøgelser af dansk erhvervslivs nuværende brug af data. Og her er der et stort forbedringspotentiale.

»De foreløbige undersøgelser viser, uden at jeg skal afsløre alt for meget, at man ikke er nået så langt med den digitale omstilling, som man burde. Og det udgør et problem for mange store virksomheder i dag«.

Det største problem er, at der i dag er en udbredt forsigtighed blandt de store aktører. Man mangler simpelthen den gode businesscase, mener Peter Lemcke Frederiksen.

»Ligesom nogle mener, at vi har et problem med for få kvinder på chefgangene, mener vi også, at der mangler digital forståelse i bestyrelserne i mange af de store virksomheder i Danmark. Det skal projektet også gerne være med til at afhjælpe«, konstaterer han.

Det synspunkt deles af Bjarne Kjær Ersbøll, der er professor ved DTU og tilknyttet dataprojektet.

»Virksomhederne efterspørger Big Data kompetencer og virksomhedsforløbet vil danne grundlaget for en ny efteruddannelse, der skal bidrage til, at virksomheder fremadrettet kan få adgang til de nødvendige Big Data kompetencer«, siger han og peger på, at man i dag oplever en stigende interesse hos virksomheder efter kandidater med erfaring inden for avanceret datanalyse.

»Hvis virksomhederne for alvor skal udnytte potentialet i Big Data, er der også behov for, at eksisterende medarbejdere og ledere i erhvervslivet får større strategisk indsigt i Big Data. Netop derfor vil vi gerne etablere en ny forskningsbaseret efteruddannelse i Big Data«, siger Bjarne Kjær Ersbøll.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kundens behov i fokus

Og den digitale forståelse er vigtig for erhvervslivets udvikling de næste mange år.

I 2011 slog en omfattende rapport fra konsulentvirksomheden McKinsey fast, at for at kunne overleve og udvikle sin forretning i fremtiden er det alfa og omega, at virksomhedsledere formår at arbejde med big data.

I dag kan virksomheder bruge big data til at få detaljerede oplysninger om deres kunder, deres behov og deres forbrug.

Og hvis man spørger Kræn Østergaard Nielsen, der er direktør for digital udvikling i detailgiganten Coop, tøvede man ikke et øjeblik med at melde sig til Big Data Business Academy.

»For os har det en enorm værdi, hvis vi i højere grad kan bruge de informationer, vi har om vores kunders forbrugsvaner, til at udvikle vores forretning – ikke kun til at skabe mere værdi, men også for at levere en langt bedre service for vores kunder«, siger han.

Coop ved bedre end nogen, hvordan deres kunders forbrugsmønstre ser ud. Danmarks største detailhandelsselskab har adgang til bunker af data fra de hundredtusindvis, der hver dag frekventerer deres butikker. Og med det mylder af data, der er tilgængelige for virksomhederne i dag, er der tale om en hårfin balance, når det kommer til at yde kunderne en målrettet service uden at misbruge kundernes data og krænke privatlivets fred.

En hårfin balance

Der er eksempler, der kan skræmme detailvirksomheder som for eksempel Coop. I USA kom supermarkedskæden Target for år tilbage på kant med sine kunder, da det viste sig, at man uforvarende var kommet til at afsløre en teenagepiges graviditet over for hendes forældre, da man sendte meget målrettet reklame for babyudstyr hjem til hendes bopæl. De havde – baseret på hendes forbrugsvaner – analyseret sig frem til, at hun måtte være gravid.

Sagen vakte ramaskrig hos mange af supermarkedskædens kunder og bliver flittigt brugt som et af mange eksempler på virksomheders alt for store indsigt i borgeres privatliv.

At lave målrettet reklame, der tager udgangspunkt i kundernes konkrete behov, er også et af Coops primære mål med deltagelsen i Big Data Business Academy. Men det skal gøres på en ansvarlig og etisk måde, understreger Kræn Østergaard Nielsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi ligger jo inde med enorme mængder data, og selvfølgelig har vi en interesse i at bruge dem i værdiskabelsen og gøre vores kundeservice bedre. Men det er enormt vigtigt, at vi bruger vores viden om vores kunder på den mest etiske måde«, siger han.

For hvor data kan skabe værdi for virksomhederne, kan dårlige historier om uetisk brug af data undergrave kundernes tillid. Og det må ikke ske.

»Kunderne er vores største aktiv. Og de skal føle sig trygge ved at handle hos os«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce