Foto: LUCA BRUNO/AP

Minister vil renses for oralsex-rygter

Italiens ligestillingsminister er blevet beskyldt for at have fået sit job i bytte for oralsex med regeringschefen.

Internationalt

Italiens altid solbrændte regeringschef, Silvio Berlusconi, har udtalt, at han vil modernisere det italienske demokrati, så det kommer til at ligne det amerikanske præsidentsystem.

Om det også omfatter de mere intime akter i Det Hvide Hus, vides ikke. Men Berlusconi er nu ufrivilligt havnet i en penibel sag, der minder om affæren mellem tidligere præsident Bill Clinton og praktikanten Monica Lewinsky.

Ministerpost for blowjob
Den populære kvindelige komiker Sabina Guzzanti fyrede i sidste uge op under sejlivede rygter om, at Berlusconi ikke kun har udpeget den tidligere tv-vært og nøgenmodel Mara Carfagna som ligestillingsminister på grund af hendes politiske kompetencer. Guzzanti mener, at 32-årige Carfagna har fået jobbet, fordi hun har »suttet den af« på 71-årige Berlusconi.

Det er ikke første gang, at ’Mara la Bella’ – smukke Mara, som mange medier kalder hende – er i vælten.

Vulgære angreb På et tidspunkt flirtede Berlusconi med hende på tv og sagde, at han ville gifte sig med hende, hvis han ikke allerede var gift. Det måtte han senere offentligt sige undskyld til sin kone for. Selv har Mara Carfagna kaldt angrebene »vulgære og fantasifulde«, og hun har nu bedt en advokat undersøge, om hun kan sagsøge Guzzanti for at blive renset. Komikeren er blandt andet kendt for dokumentarfilmen ’Viva Zapetero!’, der med satire kritiserer den politiske kontrol med pressen i Italien. Risiko for bagslagMilliardæren fra Milano med det brede smil lader sig imidlertid ikke sådan ryste: »Jeg kan kun sige, at på trods af de vulgære angreb, jeg er offer for, så er offentlighedens tro på mig og min regering vokset«. Og det har han formentlig ret i. Guzzantis hårde angreb kan vise sig at give bagslag. Feminister har forsvaret Carfagna, som de mener er udsat for en hetz, fordi hun er kvinde.

Bygger på falske beviser
Og selv oppositionen til Berlusconis højredrejede regering taler om, at sagen fjerner fokus fra det, man virkelig kan kritisere. For eksempel langer organisationen Articolo 21, der kæmper for pressefrihed og normalt er imod Berlusconi, ud efter komikeren:

»Angrebene på Carfagna var unødvendige, vulgære, chauvinistiske og synes ærekrænkende, bygget på falske beviser og på et emne, som intet har at gøre med landets politiske liv«.

Guzzantis kontroversielle udtalelse fandt sted under en stor demonstration på Piazza Navona i Rom i sidste uge, hvor titusindvis af italienere viste deres utilfredshed med fem nye love. De vil blandt andet gøre landets politiske spidser næsten immune over for retsforfølgelse. Det kan ikke mindst Berlusconi få gavn af som anklaget i en række sager.

Berlusconi vil beskytte private samtaler

En af lovene har til hensigt at forhindre offentliggørelse af aflyttede telefonsamtaler, og de journalister, som bryder loven, vil blive straffet med fængsel. Kritikerne siger, at det først og fremmest er et forsøg fra Berlusconi på at beskytte sine egne intime samtaler.

Ifølge flere medier er en af Berlusconis samtaler allerede sluppet ud under politiets efterforskning af en sag, hvor han er mistænkt for at have presset en chef på den statslige tv-station RAI til at ansætte nogle af sine yndlingsskuespillere.

I en samtale med tv-chefen skulle han have kaldt de berørte skuespillere sine »små sommerfugle«.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce