Hver søndag troner Dmitrij Kiseljov frem på tv-kanalen Rossija 1 i bedste sendetid. Han er studievært på landets mest sete nyhedsprogram og kaldes af sine kritikere ’Ruslands propagandaminister’.
Foto: PR-foto (arkiv)

Hver søndag troner Dmitrij Kiseljov frem på tv-kanalen Rossija 1 i bedste sendetid. Han er studievært på landets mest sete nyhedsprogram og kaldes af sine kritikere ’Ruslands propagandaminister’.

Internationalt

»Uforskammethed over for Rusland har også en atomar dimension«

Rusland er parat med alle midler, hvis USA bomber Assads styrker i Syrien, forsikrer Ruslands toneangivende tv-studievært.

Internationalt

Åbner man i disse dage en russisk avis eller tænder for et nyhedsprogram på tv, kan det være fristende at begynde at lede efter nærmeste beskyttelsesrum. Så dyster er nyhedsstrømmen blevet i Moskva, efter at våbenhvilen i Syrien og samtalerne mellem USA og Rusland brød helt sammen sidste mandag.

Et par overskrifter:

’Russerne rådes til at forberede sig på atomkrig’ (nyhedsbureauet URA).

’USA’s krænkelse af Rusland over Syrien fører til risiko for tredje verdenskrig’ (dagbladet Moskovskij Komsomolets).

’Skizofrene fra Washington hvæsser atomvåbnene mod Moskva’ (den russiske hærs tv-kanal, Svesda).

Russerne er ikke alene om retorikken. ’Her er de 10 dræbervåben, som Rusland og Amerika ville bruge i en krig’, lød en overskrift i den stærkt konservative amerikanske avis The National Interest.

På den baggrund var det ventet med spænding, hvad studieværten Dmitrij Kiseljov søndag aften havde at byde på i sin ugentlige gennemgang af de vigtigste nyheder fra ind- og (især) udland. Hans fans blev ikke skuffede.

»I denne uge tog forholdet mellem Rusland og USA en skarp, men også ventet drejning«, indledte Kiseljov det to timer lange magasinprogram, som altid ulasteligt klædt i mørkt jakkesæt og slips.

Slut med at lytte til USA’s løgne

»At bøje sig yderligere, mens vi lytter til løgnene fra Washington, giver ikke længere mening og er direkte skadeligt. Når jeg siger ’bøje sig’, mener jeg almindelige diplomatiske kompromiser, som Rusland indgik med amerikanerne i troen på vore partneres oprigtighed. Hvad handler det om? For eksempel de endeløse forventninger om, at USA endelig ville opdele sine klienter i Syrien i terrorister og ikketerrorister. Vi har ventet i over et år og regnet med, at de virkelig ville gøre dette. Men de vil ikke. De gør bare grin med os og hele verden«, forklarede han seerne.

Er det farligt? Ja, det er farligt.

’Vesti Nedeli’ er normalt ugens mest sete nyhedsprogram og således mainstream i en helt anden grad, end The National Interest er i USA. En russisk variant af ’21 Søndag’ på DR, men med en noget mere kommenterende og iltert sammenbidt studievært end Kim Bildsøe Lassen.

Dmitrij Kiseljov, 62 år, er ved siden af sit hverv som studievært generaldirektør for den statslige mediekoncern Rossija Segodnja, der udgiver den internationale nyhedstjeneste Sputnik. Kritikere kalder ham ’Ruslands propagandaminister’.

Obamas alliance med al-Qaeda

»Amerika synes om al-Nusra«, fortsatte Kiseljov med henvisning til den af al-Qaeda grundlagte milits i Syrien, der nu kalder sig Jabhat Fateh al-Sham. »Amerika optræder på dens side, beskytter den diplomatisk, giver den yderligere militær kapacitet via såkaldt utilsigtede luftangreb på den syriske hær, via våbenforsyninger til den såkaldt moderate opposition og via en blitz af had mod Rusland i de af hånden spisende proamerikanske medier«.

På den baggrund ville det være tåbeligt at fortsætte forhandlingerne med USA, noterede Kiseljov. Herefter forklarede han, at den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, er blevet undermineret af forsvarsminister Ashton Carter.

»Carter åbnede en ny front. Men man skal endelig ikke forveksle det med åbningen af amerikanernes ’anden front’ i slutningen af slaget mod Hitler. Den anden front i Europa mod fascisterne. Tro ikke, at Ashton Carter i anti-Hitler-koalitionens ånd åbnede en ny front i slaget mod terroristerne i Syrien og hjalp Moskva og Damaskus«, sagde Kiseljov.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»I stedet begyndte amerikanske fly at bombe den syriske hærs stillinger ved Deir al-Zor. Det var ikke en enkeltstående fejltagelse, som man måske kunne tro, men – står det allerede klart – en operation koordineret med terroristerne, hvorefter disse gik i offensiven. Som ventet. Og derefter en grumset provokation med en nødhjælpskonvoj ved Aleppo, som ligner enten en iscenesættelse eller noget forberedt«, sagde studieværten om det angreb 19. september, som de fleste andre giver syriske eller russiske kampfly skylden for.

Vi har sandheden

Derefter stillede Dmitrij Kiseljov om til en reportage fra Aleppo, som »fortsat er i hænderne på terrorister, der bruger hundredtusindvis af civile som levende skjold«. Om situationen dér hører man kun løgn i de vestlige medier, men russisk tv’s udsendte, Jevgenij Poddubnyj, »har sandheden«, forsikrede Kiseljov.

Efter indslaget tilbage til Kiseljov i studiet og en 20 minutter lang gennemgang af det russisk-amerikanske forhold. USA har nu en plan B i Syrien, oplyste studieværten, og den handler om militær magt.

At bøje sig yderligere, mens vi lytter til løgnene fra Washington, giver ikke længere mening.

»Det er ikke svært at gætte mod hvem. Mod Bashar al-Assad, mod regeringshæren og derfor også mod Ruslands væbnede styrker, som befinder sig legalt i Syrien. Er det muligt at udelukke en sådan variant? Nej. Kan man udelukke en provokation for at starte en krig? Lektien fra både Første og Anden Verdenskrig er, at provokationer fungerede som udløsende faktor«, sagde han, men beroligede så seerne:

»Uforskammethed over for Rusland har også en atomar dimension. Moskva, som nu stort set har udraderet Washington i Mellemøsten, reagerede på plan B uden nervøsitet«, fastslog Kiseljov.

Er slagsmål uundgåeligt, slå først

Kiseljov mindede om en Putin-formulering om ungdomsdagene i Leningrads gader: »Hvis et slagsmål er uundgåeligt, så slå først«.

Slagsmålet er dog endnu ikke uundgåeligt, sagde han. Men Rusland er nu nødt til at »afkøle Amerika med flere kolde omslag«, sagde Kiseljov og nævnte Ruslands opsigelse af flere nedrustningsaftaler med USA, mere militært isenkram til Syrien, den største civilforsvarsøvelse i Rusland nogensinde, Iskander-missiler til Kaliningrad, 5.000 russiske faldskærmssoldater på øvelse i Egypten og planer om at genoprette russiske militærbaser i Cuba og Vietnam.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Ændrer alle ugens begivenheder den globale sikkerhedsarkitektur? Nej. Meget er hemmeligt. Men tilstrækkeligt er kendt til, at man mærker en ny atmosfære af forbitrelse. Hertil kom, at Amerika i mange år har udvidet Nato i Europa mod Øst, ensidigt opsagt ABM-traktaten, ignoreret andre aftaler med Rusland, arrangeret kup og startet krige her og der, dæmoniseret Rusland og brugt ren løgn som sit internationale instrument. Dette kunne ikke fortsætte i det uendelige«, sagde Kiseljov, før han afrundede sit indslag:

»Er det farligt? Ja, det er farligt«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce