Moderen. Marcela Mikova gik til kamp mod systemet. Foto: Jens Bostrup

Moderen. Marcela Mikova gik til kamp mod systemet. Foto: Jens Bostrup

Menneskeret: Vred mor vækker håb for millioner af romaer

Marcela Mikova rejste sig til kamp mod det system, der stemplede hendes søn som mentalt forstyrret og tog fremtiden fra ham.

Internationalt

<p> Marcela Mikovas historie ligner et klassisk drama, hvor den undertrykte outsider rejser sig til kamp mod overmagten - og vinder. </p> <p> Retfærdigheden sker fyldest. Alle er glade. <br/> <br/> Kunne man dog bare stoppe historien der, hvor rulleteksterne begynder. <br/> <br/> Da historien begynder, er Marcela en helt almindelig kvinde og hjemmegående mor, som de fleste vil kunne identificere sig med. <br/> <br/> Sådan da. Ved nærmere eftersyn har Marcela lidt flere odds imod sig end de fleste: Hun er fattig, hun er roma, og hun er stemplet som lettere mentalt forstyrret. <br/> <br/> Men de fleste vil kunne føle med hende, da hendes ældste søn, Julius, bliver udsat for en grov uretfærdighed, der kan ødelægge hans liv, og hun beslutter at udfordre systemet. </p> <p> <b>Stemplet som mentalt forstyrret</b><br/> Julius er en kvik og begavet knægt, der har fået topkarakter hele vejen frem til 3. klasse. Pludselig beslutter myndighederne imidlertid, at også han er 'lettere mentalt forstyrret'. Han bliver sendt i specialskole med alle de andre romaer, der har fået samme stempel.<br/> <br/> Derfra er der ingen vej frem til samfundets solside. </p> <p> <b>LÆS OGSÅ</b> <relation source="escenic-migration" sourceid="1936340">70 romaer udvist til Serbien i dag: &amp;raquo;Den største udsendelse i nyere tid&amp;laquo;</relation> <br/> <br/> &raquo;Men Julius var ikke pludselig blevet psykisk syg. Han havde haft en lungesygdom, som tvang ham til at blive hjemme i flere måneder. Derfor havde han svært ved at følge med, da han kom i skole igen&laquo;, fortæller Marcela Mikova. <br/> <br/> På specialskolen får Marcela Mikova skabt en lille bevægelse af mødre i en lignende situation. Sammen fører de 18 mødre deres sag hele vejen gennem det tjekkiske retsvæsen og helt op til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg med hjælp fra først lokale og siden en international romaorganisation. <br/> <br/> <b>Sagen går til tops</b><br/> Først da de kommer helt op til Menneskerettighedsdomstolens øverste organ, får Marcela og andre mødre medhold. <br/> <br/> Dommerne i Strasbourg hæfter sig ved, at over halvdelen af romabørnene bliver sendt i specialskole for børn med mentalt eller socialt handikap. Kun 1,8 procent af de 'hvide' tjekkiske børn blev sendt samme vej. Resultatet er, at romaerne, der udgør 2-3 procent af befolkningen, fylder omkring 70 procent i specialskolerne.<br/> <br/> &raquo;Sagsøgerne blev placeret i skoler for psykisk syge, hvor man læser et mere begrænset pensum, og de blev isoleret fra elever fra den bredere befolkning. De modtog en undervisning, som kun forstærkede deres vanskeligheder, og det begrænsede deres fremtidige muligheder for personlig udvikling&laquo;, fastslog dommerne ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. [citat]<br/> <reference type="image" id="737303" element="part-of" source="cci" sourceid="roma_2_04-04-2013_V4G9QJQ.jpg-20130404143511" caption="Sønnen. Julius&amp;amp;rsquo; sag tvang Tjekkiet og andre lande til at skifte kurs. Foto: Jens Bostrup" version="c" /><br/> De fleste af dem. En dommer, der kom i mindretal, beskriver, hvor epokegørende afgørelsen var: <br/> <br/> &raquo;Denne dom repræsenterer en helt ny udvikling i retspraksis, eftersom den påtager sig at evaluere og kritisere et lands hele uddannelsesvæsen&laquo;, skrev Karel Jungwiert i sin dissens.<br/> <br/> Dommen betyder, at Marcela ikke blot får oprejsning for sin søn Julius. Dommen rummer et epokegørende krav om ligebehandling af romaer i uddannelsessystemet, der tvinger Tjekkiet og andre lande i regionen til at udforme en ny uddannelsespolitik, der skal ligestille romaerne med samfundets flertal. </p> <p> <b>LÆS OGSÅ</b> <relation source="escenic-migration" sourceid="1925230">Danmark har i dag sendt 53 romaer med fly hjem til Serbien</relation> <br/> <br/> En systematisk diskrimination, der ifølge dommen har stået på siden 1918, er med ét slag blevet forbudt. Fremover kan millioner af romabørn i de kommende generationer se frem til en ny og bedre fremtid. <br/> <br/> Marcela Mikova kan omfavne de andre mødre i en vild jubel, der breder sig over de store dele af det østlige og centrale Europa, hvor de fleste romaer bor. </p> <p> <b>Livet går videre</b><br/> Det er omtrent her, en hollywoodinstruktør ville sende rulleteksterne ned over lærredet.<br/> <br/> Men livet går videre. <br/> <br/> Det er snart 15 år siden, Marcela Mikovas søn Julius, trods moderens protester, blev sendt på en specialskole for lettere mentalt forstyrrede børn. <br/> <br/> Det er lidt over fem år siden, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg gav hende medhold i, at der er tale om en racemæssig forskelsbehandling, der ikke er objektivt og rimeligt begrundet. </p> <p> <b>LÆS OGSÅ</b> <relation source="cci" sourceid="UPG4NFU-20130305220814">Rygter om returpenge lokker romaer til Danmark</relation> <br/> <br/> Det er lidt over en uge siden, Politiken rejste til Ostrava for at undersøge, hvad der siden er sket. </p> <p> Vi finder Julius, der nu er blevet 24 år, i en boligblok i udkanten af Ostrava, hvor han bor med sin kæreste og to børn. I et forsøg på at foregribe dommen i Strasbourg indførte Tjekkiet mulighed for, at børn, der er blevet stemplet som mentalt forstyrrede, kan få en ny chance og blive flyttet tilbage i den almindelige skole, hvis ellers deres tilstand bedrer sig. <br/> <br/> Julius var en af de første, der greb chancen. Han bestod en test, der gav adgang til at komme tilbage i den almindelige skole på samme niveau som sine jævnaldrende. Men af årsager, som Julius aldrig helt forstod, besluttede skolelederen at sætte ham to klasser ned. Det betød, at han måtte forlade skolen efter 7. klasse, fordi eleverne kun har krav på ni års skolegang. </p> <p> <b>LÆS OGSÅ</b> <relation source="escenic-migration" sourceid="1061490">Nu skal der forskes i romaer</relation> <br/> <br/> Julius måtte opgive at komme videre på gymnasiet og gik i lære som maler. Det viste sig imidlertid, at han var allergisk, og lægerne forbød ham at fortsætte uddannelsen. Han gik arbejdsløs en rum tid, og alt tydede på, at det skulle blive hans livsbane. Men European Roma Rights Centre, en af de organisationer, der støttede ham under retssagen, har fundet et job til ham, som han er kisteglad for. <br/> <br/> &raquo;Mine egne piger skal helt sikkert aldrig nogen sinde på specialskole. De skal have den chance, som jeg aldrig selv fik&laquo;, siger han. <br/> <br/> <b>De andre børn gik samme vej</b><br/> Hans mor, Marcela Mikova, finder vi på et fritidshjem for romabørn, hvor hun har fundet et deltidsjob. Efter at have bekæmpet og besejret den tjekkiske stat fik også Marcela en ny psykologisk evaluering, som slettede diagnosen 'lettere mentalt forstyrret'. Det banede vej for en uddannelse som sosu-assistent og nu et job på fritidshjemmet. <br/> <br/> Marcela stiller kaffe frem på et kæmpemæssigt spisebord, der ellers er beregnet til, at børnene kan spise frugt, drikke saftevand og tegne. </p> <p> <b>LÆS OGSÅ</b> <relation source="cci" sourceid="00FDICN-20121108215701">Romaer presser asylcentre</relation> <br/> <br/> &raquo;Jeg bruger meget energi på at overbevise andre mødre om, at de ikke skal acceptere det, når myndighederne kræver, at deres børn bliver sendt på specialskole. Men jeg kan ikke bebrejde dem, der gør det alligevel. Presset er for stort&laquo;, siger hun. <br/> <br/> Marcela Mikova har selv fire børn, som alle er havnet på specialskole. To af dem med god grund. <br/> <br/> Den yngste datter har en kronisk mavesygdom, som ofte holder hende hjemme og gør det umuligt at holde trit med klassekammeraterne på en almindelig skole. Og den yngste søn har så store psykologiske problemer, at hun måtte overgive sig og sende ham på specialskolen. <br/> <br/> Men Marcela Mikova ærgrer sig over, at hendes ældste datter måtte gå samme vej. Lucie klarede sig helt frem til og med 6. klasse i en helt almindelig skole, hvor hovedparten af eleverne var hvide. Og hun klarede sig glimrende. Men så blev presset fra lærerne og de andre elever for stort, fortæller hun. <br/> <br/> &raquo;Lærerne provokerede, manipulerede og hakkede konstant på hende. De havde åbenbart besluttet sig for, at hun ikke skulle være der længere. Efterhånden vendte klassekammeraterne sig også imod hende, og til sidste bad hun selv om at komme væk&laquo;, fortæller Marcela Mikova. </p> <p> <b>Nyt navn - samme indhold</b><br/> Den tjekkiske regering har iværksat en ambitiøs handlingsplan, der skal gøre op med diskriminationen af romaer. Men her lidt over fem år efter dommen i Menneskerettighedsdomstolen lyder Marcelas egen statusopgørelse, at den storslåede sejr løb ud i sandet. <br/> <br/> &raquo;I realiteten er der ikke sket noget som helst. Det hedder ikke længere 'specialskoler for børn med lettere mentalt handikap', Men 'praktisk orienterede forløb med begrænset pensum'. Bortset fra navnet er der ingen forskel. Lærernes holdning er den samme, de hvide elevers fordomme har ikke ændret sig. Som det ser ud i dag, var det hele forgæves&laquo;, siger hun med et suk. </p> <p> <b>LÆS OGSÅ</b> <relation source="escenic-migration" sourceid="1260013">Roma-dom bekymrer politi og haveejere</relation> <br/> <br/> Jiri Nantl, viceminister for uddannelse i Tjekkiet, mødte Julius og Marcela Mikova i november sidste år.<br/> <br/> &raquo;Det er et forfærdeligt forløb, de har været igennem. Mødet med dem berørte mig dybt&laquo;, siger viceministeren. <br/> <br/> &raquo;Jeg må åbent erkende, at vi tjekker i begyndelsen ikke rigtig ville se i øjnene, at vi var blevet dømt af Menneskeretsdomstolen. Først de seneste to år har dommen fået stor opmærksomhed, og vi har nu en stor debat om, hvordan vi skal efterleve den og integrere romaerne i uddannelsesvæsenet&laquo;, siger Jiri Nantl. </p>

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce