Under fredsmødet i Paris var der uro internt i Gaza, hvor tusinder demonstrerede mod den kroniske mangel på el. Der er kun strøm tre-fire timer om dagen. Også her i vinterkulden.
Foto: Khalil Hamra/AP

Under fredsmødet i Paris var der uro internt i Gaza, hvor tusinder demonstrerede mod den kroniske mangel på el. Der er kun strøm tre-fire timer om dagen. Også her i vinterkulden.

Fredskonference gav ikke meget håb om fred

Konference i Paris om Israels og Palæstinas fremtid sluttede med fornemme ord. Men hvad skulle det nytte?

Internationalt

Nytteløs.

Sådan betegnede Israels ministerpræsident Benjamin Netanyahu fredskonferencen i Paris søndag.

Og uanset ens personlige holdning til konflikten mellem Israel og Palæstina er det vanskeligt ikke at være lidt enig. Det er utrolig vanskeligt at se, præcis hvad de omkring 70 lande, der deltog i konferencen, reelt opnåede – og at det bragte en løsning på den årtier lange konflikt meget nærmere.

Konferencen understregede som talrige tidligere behovet for at få gennemført en tostatsløsning med oprettelsen af en palæstinensisk stat og opfordrede parterne til at standse volden og genstarte forhandlingerne. Den seneste runde fredsforhandlinger mellem israelerne og palæstinenserne kollapsede i 2014 trods massivt pres fra USA.

Alt sammen glimrende og noget, som det er stort set enighed om i hele det internationale samfund. Problemet er, at udviklingen de seneste mange år er gået direkte den anden retning – med en massiv udbygning af de israelske bosættelser på Vestbredden og en stadig dybere splittelse internt i det palæstinensiske selvstyre og samfund.

Det er vanskeligt, nærmest umuligt at se, hvordan en konference i Paris skulle ændre den udvikling. Israel er regeret af den mest højreorienterede regering i årtier og fredsfløjen stort set kollapset. På den palæstinensiske side er det tiåret for splittelsen mellem Gaza, der er regeret af Hamas-bevægelsen, og Vestbredden, der er under Mahmoud Abbas.

Bliver værre under Trump

Trods erklæringen fra Paris tyder meget på, at konflikten kommer til at tage yderligere en drejning, når Donald Trump bliver indsat som USA’s nye præsident på fredag. Donald Trump har erklæret at ville flytte USA’s ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Det er noget, som intet andet land har gjort, eftersom Jerusalems status aldrig er blevet afklaret folkeretligt. En flytning vil blive set som anerkendelse af Israels overhøjhed og skabe raseri og frustrationer blandt palæstinenserne, der også kræver at få Jerusalem som hovedstad.

USA’s afgående udenrigsminister, John F. Kerry, har advaret om, at flytningen af ambassaden risikerer at »få regionen til at eksplodere«.

For at gøre ondt værre har Trump udpeget den stærkt højreorienterede David Friedman som USA’s ambassadør i Israel. Begge dele styrker umiddelbart Israel og mindsker presset for at ændre kurs.

Netanyahu synes selv at indikere dette, da han i en erklæring kaldte konferencen i Paris for »en af de sidste krampetrækninger i gårsdagens verden. Morgendagens verden vil være anderledes – og den kommer snart«, sagde Netanyahu.

Og måske er det i virkeligheden mest af alt det, som Paris-konferencen var et forsøg på at forhindre – eller i det mindste nægte at bøje sig for.

Da konferencen havde deltagelse af stort set alle europæiske lande, mindede den om , at Israel stadig står isoleret internationalt, og at ingen lande i Europa har planer om at følge præsident Trumps knæfald for regeringen i Jerusalem.

Og måske betyder det også noget – på langt sigt.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    »Far skal dø! Det skal være mig og mor for evigt!«

    OBS: Kun til Politiken.
Sarah Engell og hendes søn, der har lidt af et voldsomt ødipuskompleks. Da han var yngre talte han om, hvordan han ville slå sin far ihjel, og han har generelt altid været morsyg.
Det er ikke så slemt mere, men Plus En-podcasten behandler Ødipuskomplekset som tema og jalousi mellem forældre og børn.
    Podcasten 'Plus En':

    Sarah Engell er magnetisk. Hun har krystalklare, mandelformede øjne og kridhvidt hår. Hun er mor til to drenge, Jonathan og Julius. Og så er hun den absolutte nummer et, både for børnene og for deres far René, som elsker hende over alt på jorden. Men kan man være alles nummer et? Er det normalt at en 4-årig dreng udførligt forklarer sin mor, hvordan han vil dræbe sin far? I denne uges 'Plus En - Politikens podcast om livet med børn' kan du høre en fuldblodig og levende karikatur af Sofokles' berømte tragedie om Ødipus udspille sig for fuld udblæsning i et helt normalt hjem.

    Vil du ha' mere 'Plus En'? Find det her

Annonce