SEKSDAGESKRIGEN. Israelske kampvogne ruller ind i Gaza, da Israel slår Egypten, Jordan og Syrien i juni 1967 og besætter de palæstinensiske områder. Foto: AP
Foto: /AP

SEKSDAGESKRIGEN. Israelske kampvogne ruller ind i Gaza, da Israel slår Egypten, Jordan og Syrien i juni 1967 og besætter de palæstinensiske områder. Foto: AP

Grænsestrid: I 80 år har drømmen om to stater levet i Det Hellige Land

Med Trump som præsident spekuleres der i, at USA nu vil neddrosle kravet til Israel om en tostatsløsning med Palæstina. Ideen om at skabe to stater går 80 år tilbage og er stødt ind i et hav af forhindringer.

FOR ABONNENTER

Ideen om, at løsningen på konflikten mellem israelerne og palæstinenserne er at lave to stater – en til hvert folk – går tilbage til før grundlæggelsen af staten Israel. Første gang ideen for alvor blev præsenteret var i 1937, da den såkaldte Peel Kommisssion forslog, at opdele Palæstina, som hele området dengang hed.

Siden afslutningen af Første Verdenskrig og det Osmanniske riges kollaps havde Storbritannien administreret området efter mandat fra Folkeforbundet – forløberen for FN – men forholdet mellem jøder og palæstinensere i området var blevet mere og mere anspændt og konfliktfyldt. Ikke overraskende var de lokale palæstinensere ikke begejstrede over zionisternes planer om at omdanne Palæstina til en jødisk stat og i løbet af 20erne og 30erne blev volden og konflikten mellem de to grupper mere og mere intens og dødelig.

I sin rapport erklærede Kommissionen derfor, at det ikke var realistisk at administrere området samlet og foreslog at opdele det i to områder – et for jøder og et for arabere. Den britiske regering accepterede anbefalingerne, der til gengæld blev blankt afvist af palæstinenserne. Zionisterne accepterede ideen og planen som et grundlag for fremtidige forhandlinger. Planen blev dog aldrig til noget og spørgsmålet om Palæstinas fremtid blev i praksis skrinlagt under Anden Verdenskrig.

Men efter krigen kom ideen om to stater atter frem. I 1947 besluttede FN’s generalforsamling at opdele området i en jødisk og en palæstinensisk stat. Jøderne skulle efter planen få omkring 56 procent af området, palæstinenserne 43 procent og Jerusalem skulle have en særstatus som en international by. Det zionistiske lederskab accepterede planen, mens de arabiske stater afviste den som uretfærdig og et brud på princippet om staternes ret til selvbestemmelse. Planen blev aldrig ført ud i livet. Da Israel erklærede sin selvstændighed året efter invaderede en række arabiske lande. Israel vandt krigen og endte efter våbenhvilen i 1949 med at kontrollere omkring 78 procent af området. Gaza blev erobret af Egypten, mens Jordan tog Vestbredden og Østjerusalem, herunder Den Gamle By med de hellige steder.

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Mest læste

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Politisk journalist Knud Brix: »Jeg har nærmest haft et misbrug af litteratur«

    TV 2 News' politiske journalist Knud Brix er aktuel med digtsamlingen "Natfolden", der handler om magtkulturen på Christiansborg.
    Podcasten Bogfolk:

    Knud Brix har brugt skønlitteraturen til at skabe et modsprog til det mudrede, politiske sprog, han omgiver sig med som journalist på Christiansborg. Men hvad vil han egentlig med sin digtsamling 'Natfolden'? Og er det for let at kalde digtene for fiktion, når de er baseret på en eksklusiv viden om det politiske liv? Hør ham i samtale med Jes Stein Pedersen i denne uges Bogfolk - Politikens Litteraturpodcast

Annonce