Siden den ukontrollable Kim Jong-nam gik under jorden i 2013 er han dukket op forskellige steder i Asien, og fra tid til anden har han givet korte interviews til forskellige medier, inden han igen er forsvundet fra radaren. Foto: Ahn Young-joon
Foto: Ahn Young-joon/AP

Siden den ukontrollable Kim Jong-nam gik under jorden i 2013 er han dukket op forskellige steder i Asien, og fra tid til anden har han givet korte interviews til forskellige medier, inden han igen er forsvundet fra radaren. Foto: Ahn Young-joon

Dræbt af to kvindelige agenter: Kim Jong-uns halvbror var rebelsk og ekstravagant

Gambling, prostituerede, falske pas og flerkoneri. Den nu afdøde Kim Jong-nam var omgærdet af rygter, og hans liv blev en hel del anderledes end forventet.

Internationalt

Han skulle have taget sin fars plads som leder af det totalitære Nordkorea, men sådan blev det ikke. Tværtimod måtte Kim Jong-ils ældste søn, playboyen Kim Jong-nam, leve i eksil i årevis.

Kim Jong-nam blev angiveligt myrdet af to kvindelige nordkoreanske agenter i lufthavnen i Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur, tirsdag aften lokal tid. Hans person og liv var omgærdet af mystik – ligesom det meste andet i verdens eneste kommunistiske dynasti.

En barndom i skjul

Kim Jong-nams mor var filmstjernen Song Hye-rim. Hans bedstefar, Kim Jong-sung, brød sig ikke om sin søns forhold til den gifte skuespillerinde, og Jong-nams eksistens blev derfor hemmeligholdt i mange år.

Selv om Kim Jong-il forgudede sin søn og sov og spiste med ham, var Jong-nam praktisk talt spærret inde i et palads i Pyongyang, skriver Nordkorea-ekspert Michael Madden.

»Måske er det barndommens ensomhed, der har gjort mig til den, jeg er i dag, hvor jeg foretrækker frihed«, skal Jong-nam have udtalt. Han begyndte nemlig tidligt at udfordre sin fars politik.

Som teenager boede og studerede Kim Jong-nam i Rusland og Schweiz, før han vendte tilbage til Nordkorea i slutningen af 1980’erne. Her gik han på Kim Il-sung Universitet og var i hæren.

Jong-nams erfaring med verden uden for sit hjemland gjorde ham kritisk over for Nordkoreas politiske og økonomiske system. I en mail til avisen Tokyo Shimbun skal Jong-nam have skrevet, at han voksede længere og længere væk fra sin far efter sit uddannelsesophold i Schweiz, fordi »jeg insisterede på reformer og på en åbning af markedet«.

Det blev tidligt klart, at Jong-nam aldrig ville blive en passende efterfølger for sin far, men han vedblev at være en del af familiens forretninger og blev betroet vigtige poster i landet.

Jong-nam ville i Disneyland

I 2001 blev Kim Jong-nam arresteret i Japan – ikke alene rejste han med et falsk pas, men han var ifølge afhøringerne på vej i Disneyland, Tokyo. Altså en amerikansk forlystelsespark i byen, hvorfra fjendens fly lettede under Koreakrigen. Efter arrestationen blev Kim Jong-nam eksileret i Kina, hvor han blev beskyttet af den kinesiske efterretningstjeneste. Han havde ydmyget sin familie og den nordkoreanske elite.

Som en del af det ledende Kim-dynasti havde Kim Jong-nam stor interesse for både Sydkorea og Kina, og spekulationerne gik på, at Jong-nam kunne indsættes som ny leder ved en eventuel revolution i Nordkorea. I løbet af sit voksenliv boede Jong-nam også i Macau – Asiens Las Vegas – hvor han efter sigende levede et ekstravagant liv. Ifølge den sydkoreanske avis The Chosun Ilbo havde Jong-nam to koner, mindst én elskerinde og adskillige børn.

Jong-nam går under jorden

En uge efter farens død blev Kim Jong-un erklæret Nordkoreas nye leder i december 2011. Jong-nam skal have udtalt, at »den dynastiske arvefølge er en joke for omverdenen«, og at hans halvbrors regime ikke ville bestå længe. Det skrev The Guardian i 2012 efter et interview med journalisten Yoji Gomi, som har skrevet bogen ’Min far, Kim Jong-Il, og mig’.

I 2013 gik Kim Jong-nam under jorden i Malaysia, efter hans magtfulde onkel mr. Jang blev brutalt henrettet, skriver The Independent. Jong-nam skulle angiveligt aldrig have mødt sin yngre halvbror, den nuværende leder Kim Jong-un.

Kim Jong-nams død er blevet bekræftet af den sydkoreanske efterretningstjeneste, og ifølge BBC har Nordkorea bedt om at få udleveret liget.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce