Tysklands forsvarsminiser Ursula von der Leyen viser vejen for sin kollega fra USA, James Mattis, på sikkerhedskonferencen i München.
Foto: Matthias Schrader/AP

Tysklands forsvarsminiser Ursula von der Leyen viser vejen for sin kollega fra USA, James Mattis, på sikkerhedskonferencen i München.

USA og Tyskland lover forsoning og samarbejde på sikkerhedskonference

USA's forsvarsminister roste Nato i høje skyer på Sikkerhedskonferencen i München.

Internationalt

Trusler var der ingen af , til gengæld transatlantisk forsoning og gensidige løfter om at stå sammen om forsvarsalliancen Nato og fælles værdier, da den nye amerikanske forsvarsminister James Mattis og den rutinerede tyske kollega Ursula von der Leyen som de første stødte sammen på den internationale Sikkerhedskonference i München i dag.

»Sikkerheden har det bedst, når der står et hold bag den«, sagde James Mattis indledningsvis til beroligelse.

Regn med Amerika

Endnu mere markant var forsikringen fra Donald Trumps partifælle, den tidligere republikanske præsidentkandidat og nuværende formand for forsvarskomiteen i det amerikanske senat, John McCain, der senere høstede dagens største bifald i München med en indfølt tale til bevarelse af Vesten:

»Jeg ved at der er bekymring i Europa om, at USA vil nedlægge sin ledende rolle, ikke tage ansvaret længere.Det er ikke det budskab, I vil få at høre fra mig eller de amerikanske ledere, som er rejst herover. Tag ikke fejl, mine venner, dette er farlige tider, men I skal ikke se bort fra Amerika«, sagde John McCain.

En stolt tilhænger af Vesten

Han advarede mod, at lade frygten ødelægge Vesten - »vi må ikke opgive os selv og vore værdier, det er definitionen af dekadence«, sagde John McCain og slog fast:

»Jeg er en stolt, ubetinget tilhænger af Vesten og jeg ved, at vi må kæmpe for det - hvis vi ikke gør det, hvem gør så?«

I en paneldiskussion fortalte John McCain, hvordan man efter hans mening skal tolke den amerikanske præsident:

»Jeg har også fulgt præsidenten og lagt mærke til, at han modsiger sig selv i nogle af sine udtalelser. Derfor har jeg lært, at man ikke skal vurdere ud fra det, han siger, men ud fra det, han gør«, sagde John McCain og indrømmede med et smil:

»Det kan godt, at jeg nu bliver angrebet i en natlig tweet, men det er der ikke noget at gøre ved«.

Verdens ledere samlet

Donald Trump deltager ikke selv på den internationale sikkerhedskonference i München. Men det gør nogle af de vigtigste folk i hans regering: vicepræsident Mike Pence, udenrigsminister Rex Tillerson og forsvarsminister James Mattis. Og budskabet fra dem synes at være et samlet forsøg på at overbevise ledere i Europa om, at USA står bag samarbejdet over Atlanterhavet og Nato.

I sin åbningstale til konferencen talte arrangøren, den tidligere tyske ambassadør i Storbritannien og USA, Wolfgang Ischinger, om en verden med »massiv usikkerhed«, hvor »hvor europæiske ledere venter på svar på, hvad præsident Trump vil med stor utålmodighed«. Derfor er konferencen ifølge Wolfgang Ischinger den mest spændende i årtier.

Ståpladser til ministre

Hans ord blev hørt af en stopfuld sal på det impossante hotel Bayerischer Hof i München, hvor blandt andre 16 statsledere og 15 regeringschefer sammen med ledere af internationale organisationer som FN og Nato hørte på sammen med talrige forsvarsministre. Så populær er sikkerhedskonferencen, der i år afvikles for 53. gang, at talrige tidligere ministre og ledende embedsmænd måtte tage til takke med ståpladser i udkanten af salen.

Siden valget af Donald Trump til USA's præsident i november, er usikkerheden og mistroen vokset i Europa og Nato. Donald Trumps kritik af Nato for at være »forældet« og præsidentens gentagelse af sin forgænger Barack Obamas krav om, at de europæiske medlemslande af alliancen lever op til deres egne løfter om at afsætte to procent af deres Bruttonationalprodukt (BNP) har tvivl om alliancens fremtid.

Trump støtter Nato

Men ifølge forsvarsminister James Mattis er der ingen fare.

»Trump blev valgt og har siden vist sin fulde støtte til Nato. Han er også klar over, at Nato skal holde sig ved fuld styrke og være klar. Det er den bedste alliance i verden, så derfor må alle deles om udgifterne, så vi kan give denne alliance videre til kommende generationer«, som den amerikanske forsvarsminister udtrykte det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han kaldte paragraf 5 i Nato-pagten om, at alle 28 medlemslande i alliancen stiller op, hvis et af dem angribes, »klippefast forpligtigelse«.

Tyskland vil betale mere

Fra Ursula von der Leyen fik den amerikanske forsvarsminister et klart løfte om, at Tyskland vil øge sit forsvarsbudget.

»Vores åbne samfund, vores frihed, vores demokrati er under angreb. Vi kan ikke acceptere det og må svare igen. For vi tyskere, er den sædvanlige reaktion, at støtte os til vores amerikanske venner, når de diplomatiske muligheder er udtømt. Men den går ikke mere. Vi må selv tage ansvar. Vi er klar over, at vi skal betale en større del af Natos budget og det vil vi gøre«, sagde Ursula von der Leyen.

Hun benyttede dog også den direkte dialog med sin amerikanske modpart til under stort bifald fra salen, at understrege, at Nato er »et værdifællesskab, baseret på menneskerettigheder«, hvilket ikke »giver mulighed for at bruge tortur«

Tortur går ikke

En klar hilsen til James Mattis chef, Donald Trump, der der ikke vil afvise at bruge tortur mod mistænkte terrorister og har talt om at besvare »ild med ild«.

Tyskland er ikke bare klar til at øge sit forsvarsbudget, dog ikke i år, hvor der er valg i landet, men også til at fastholde en ledende rolle i Europa og verden, forsikrede Ursula von der Leyen. Et budskab, som James Mattis måske lidt overraskende modtog med begejstring.

»Jeg har stor respekt for Tysklands ledende rolle i Europa«, sagde forsvarsministeren, hvis chef, Donald Trump, flere gange har udtrykt sig særdeles kritisk om Tyskland og beskyldt landet for direkte at profitere på sin førende rolle EU.

Tyske socialdemokrater er imod

Problemet for forsvarsminister Ursula von der Leyen og hendes chef Angela Merkel, der også har lovet at øge betalingerne til Nato, er imidlertid, at regeringspartneren SPD sammen med venstresiden i det tyske parlament, De Grønne og Die Linke er imod at betale mere til Nato. Ifølge en opgørelse fra alliancen skal Tyslands bidrag op fra det nuværende på 45 milliarder euro til 70 mener euro for at nå de krævede 2 procent af landets bruttonationalprodukt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Hvis vores økonomiske udvikling svækkes, kommer vi også hurtigt op på 2 procent. Men det er der ingen, som får noget ud af«, siger socialdemokraternes forsvarsordfører Rainer Arnold til Neuen Osnabrücker Zeitung.

Hos De Grønne er modstanden endnu mere udtalt. Forsvarsordfører JürgenTrittin siger til radiostationen Deutschlandsfunk:

»De mange penge til militær kunne være brugt bedre andetsteds, for eksempel på u-landsbistand. Det ville være et bedre sted at investere pengene end i panserkøretøjer i en eller anden garage i Østeuropa«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce