Specialstyrker rykker frem mod byen Mosul i Irak 19. oktober 2016, kort efter  en militæroffensiv mod den  IS-belejrede by var annonceret.
Foto: Khalid Mohammed/AP

Specialstyrker rykker frem mod byen Mosul i Irak 19. oktober 2016, kort efter en militæroffensiv mod den IS-belejrede by var annonceret.

Videoer af tortur og overgreb fra Mosul florerer på sociale medier

Mens den irakiske hær har iværksat en befrielsesoperation af den vestlige del af byen, dukker blodige videoer op.

Internationalt

Mens slaget om at generobre den irakiske by Mosul er i gang, breder voldsomme billeder og videoer sig på sociale medier.

De viser angiveligt mænd, der bliver slået og pisket og ydmyget. Og det der er værre: henrettelser.

De blodige scener stammer ifølge den britiske avis The Guardian efter alt at dømme fra Mosul. Det sker, netop som Iraks premierminister, Haider al-Abadi, har lanceret en militæroffensiv for at generobre den vestlige del af byen fra Islamisk Stat (IS).

I en af de blodigste videoer ser man en mand med kamera opfordre en gruppe mænd i føderale politiuniformer til at slå fire mænd i civilt tøj.  Med andre ord kan der være tale om medlemmer af den koalition, som i øjeblikket forsøger at fravriste IS sin dominans.

»Godt klaret - I gjorde et godt stykke arbejde«, lyder det fra manden, inden gruppen trækker de fire mænd ned ad en asfaltvej og herefter henretter dem med maskingeværer.

Billederne florerer på sociale medier som Facebook og er ifølge The Guardian lagt på sider, der støtter de irakiske regeringsstyrker. Videoerne er blevet fordømt af menneskerettighedsgrupper. FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder karakteriserer videooptagelserne som »dybt foruroligende« og har appelleret til den irakiske regering om at efterforske sagen.

Videoerne skaber panderynker forud for den næste fase af offensiven, der begyndte, da irakiske militærstyrker indledte en stor offensiv for at generobre Mosul 17. oktober. Da havde byen været under IS' kontrol, siden midten af 2014.

Mange af Mosuls indbyggere er blevet fordrevet, og over en halv million anslås stadig at befinde sig i den belejrede by. Af dem vurderer nødhjælpsorganisationen Save the Children (Red Barnet), at 350.000 børn er fanget i det vestlige Mosul.

Ofre er svære at identificere

Sikkerhedsstyrkerne er blevet taget vel imod af de civile, som har været underlagt IS' hårde magt. Men samtidig frygtes en opblussen af konflikten mellem shia- og sunnimuslimer.

Mens nogle mænd, der ses mishandle fangerne i videoerne, bærer politiuniformer, bærer andre symboler fra den irakiske hær, de irakiske sikkerhedsstyrker (CTS) og shiamilitser. Mosuls indbyggere er overvejende sunnimuslimer.

I videoerne hævdes ofrene at være IS-krigere, og bekymringen går på, at civile formentlig vil være i fare i konflikten i Irak, der går på tværs af etniske og religiøse grupper.

Saad al-Hadithi, der er talsperson for Iraks premierminister, Haider al-Abadi, udtaler til The Guardian, at der er igangsat en efterforskning af videoerne »som en sikkerhedsforanstaltning«. Selv om regeringen ifølge Saad al-Hadithi betvivler videoernes ægthed.

De fleste videoer er dukket op på de sociale medier siden december måned, hvor anden del af offensiven mod Mosul satte ind. Videoerne står i skarp kontrast til de irakiske specialstyrkers Facebook-side, hvor der postes billeder af sikkerhedsstyrkerne, der tager billeder sammen med befriede civile og civile, der modtager mad og vand.

Det er vanskeligt at identificere mændene og drengene, der udsættes for overgreb. Det skyldes dels, skriver The Guardian, at efter to år i IS' vold, er de lokales lyst til at udøve kritik af sikkerhedsstyrkerne meget lille.

De frygter at blive stemplet som IS-sympatisører. Og som videoerne angiveligt viser, kan det være dødbringende.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce