Sergej Kisljak har plejet så tæt kontakt med folk fra Trumps inderkreds, at det nu rammer dem. Her er Kisljak i selskab med Ruslands statsminister, Dmitrij Medvedev (th.).
Foto: Jacquelyn Martin/AP

Sergej Kisljak har plejet så tæt kontakt med folk fra Trumps inderkreds, at det nu rammer dem. Her er Kisljak i selskab med Ruslands statsminister, Dmitrij Medvedev (th.).

Internationalt

Portræt: Ambassadøren, der blev politisk radioaktiv

Den russiske ambassadør i Washington var længe en respekteret diplomat med et enormt netværk. I dag holder hans tidligere amerikanske kontakter sig langt væk fra ham af frygt for, at han kan koste dem karrieren.

Internationalt

Sergej Kisljak, Ruslands mangeårige ambassadør i USA, var i slutningen af 2011 vært ved et storslået middagsselskab i sit treetagerspalæ fire gader nord for Det Hvide Hus i Washington. Æresgæsten var Michael McFaul, der netop var blevet udpeget til USA’s nye ambassadør i Rusland.

Det var, fortæller Michael McFaul, »en fuldstændig overdådig middag«, hvor der blev serveret en menu bestående af fem retter med det bedste fra det russiske fusionskøkken til de 50 gæster, der alle havde én ting til fælles: De var embedsmænd og dybt involveret i at formulere Obama-regeringens politik over for Rusland. Blandt dem var højtstående medarbejdere fra forsvarsministeriet og udenrigsministeriet i Washington.

»Jeg beundrede ham for, at han forsøgte at skabe kontakter langt ind i vores regering og pleje relationer til mange forskellige slags mennesker«, siger Michael McFaul om middagsselskabet. »Jeg var imponeret over, at han var så dygtig og beleven en vært, samtidig med at det hele havde et politisk formål«.

Det store netværk, som Sergej Kisljak har opbygget, har nu gjort ham til midtpunkt i en vidt forgrenet strid, og ud over at være den mest fremtrædende udenlandske ambassadør i Washington er han også blevet politisk radioaktiv – en mand, det kan have farlige konsekvenser at kende. To af præsident Donald Trumps nære medarbejdere er kommet i store problemer, fordi de har undladt at fortælle hele sandheden om deres kontakter med Sergej Kisljak: Michael Flynn, der blev tvunget til at gå af som national sikkerhedsrådgiver, og nu justitsminister Jeff Sessions, der har indrømmet, at han har haft to samtaler med den russiske ambassadør, som han tidligere har undladt at oplyse om.

Efter Donald Trumps valgsejr, men før hans indsættelse, mødtes hans svigersøn og rådgiver, Jared Kushner, også med Sergej Kisljak.

Smilende forsvarer for Rusland

Det kan virke overraskende, at den 66-årige karrierediplomat Sergej Kisljak er endt som hovedperson i sådan et drama. Han har haft med amerikanske embedsmænd og politikere at gøre i årtier og har været fast inventar på den politiske scene i Washington i de seneste ni år.

Her er han kendt som en hjertelig mand med let til smil, der dog ikke lægger fingrene imellem, når han på flydende engelsk med russisk accent fremfører sit hjemlands politik.

Når amerikanske tænketanke har indbudt ham til paneldiskussioner om emner som nedrustning, har han med næb og klør forsvaret Ruslands intervention i Ukraine og beskyldt amerikanerne for hykleri. Bagefter ville han typisk invitere en af de andre debattører til middag.

»Det var ikke alle, heller ikke mig selv, der fra begyndelsen var begejstrede for hans barske og konfrontatoriske stil«, siger Dimitri Simes, formand for tænketanken Center for The National Interest og fortaler for tættere samarbejde mellem USA og Rusland. Han var vært for et middagsselskab til ære for Sergej Kisljak, da han lige var kommet til Washington, og han har med jævne mellemrum inviteret ambassadøren til at deltage i arrangementer i Center for The National Interest. »Men efterhånden udviklede vi en modstræbende respekt for ham som en person, der virkelig repræsenterede sit lands politik«.

Dimitri Simes præsenterede Sergej Kisljak for Donald Trump ved et udenrigspolitiske debatarrangement på Mayflower Hotel i New York i april sidste år. Sergej Kisljak var en af fire ambassadører, der var inviteret af Center for The National Interest til at sidde på første række under Donald Trumps tale på hotellet. Dimitri Simes lagde mærke til, at Jeff Sessions, daværende senator fra Alabama, også var til stede, men han så ikke, om han og den russiske ambassadør talte sammen ved den lejlighed.

Selv har jeg arbejdet i USA så længe, at jeg nærmest kender alle

Den russiske ambassade har ikke svaret på en e-mail, vi sendte i torsdags, mens Sergej Kisljak forsvarede sine relationer til amerikanske repræsentanter i november, da han i forbindelse med en tale på Stanford University fik et spørgsmål om Ruslands påståede indblanding i det amerikanske valg. Kisljak gentog den russiske regerings officielle forklaring om, at den ikke var involveret i hacking. Han sagde, at det var naturligt for diplomater at deltage i politiske konferencer og overvære kandidaters udenrigspolitiske taler.

»Det er almindeligt diplomatisk arbejde, vi har udført. Det er vores job at forstå og kende mennesker på både den republikanske og den demokratiske side«, sagde han. »Selv har jeg arbejdet i USA så længe, at jeg nærmest kender alle«.

Det var en del af jobbet

Selv nogle kritikere af den russiske politik påpeger, at man næppe kan bebrejde Sergej Kisljak, at han har mødtes med folk fra Trumps inderkreds. »Det var jo en del af hans arbejde«, siger Steven Pifer, en tidligere amerikansk ambassadør i Ukraine, der nu arbejder for tænketanken Brookings Institution. »Der ser jeg ikke noget forkert i i sig selv, og jeg tror ikke, at det var forbudt område for senator Sessions at tale med Kisljak«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sergej Kisljak er ekspert i nedrustningsforhandlinger og uddannet på et af Ruslands meste anerkendte tekniske universiteter i Moskva. Han var første gang udsendt til den russiske ambassade i Washington fra 1985 til 1989 i slutningen af sovjettiden. Han blev Ruslands første repræsentant i Nato og fungerede som ambassadør i Belgien fra 1998 til 2003. Herefter vendte han hjem til Moskva, hvor han i fem år var viceudenrigsminister. Han blev udnævnt til ambassadør i Washington i 2008.

»Han er en blændende begavet og yderst professionel diplomat – elskværdig og behagelig, og så ved han urimelig meget om nedrustning og russisk-amerikanske relationer gennem de seneste årtier«, siger Sergej Karaganov, der med mellemrum fungerer som udenrigspolitisk rådgiver for Kreml.

»Jeg vil beskrive ham som Ruslands fremmeste USA-ekspert«, siger Vladimir Frolov, en udenrigspolitisk analytiker.

De spørgsmål, der er opstået om kontakter mellem Donald Trumps inderkreds og russiske diplomater, har afsløret, at de amerikanske efterretningstjenester følger nøje med i Sergej Kisljaks gøren og laden og herunder aflytter hans telefonsamtaler. Russiske talsmænd har i de seneste dage givet udtryk for vrede over, at der sås tvivl om deres ambassadørs arbejde, og at nogle medier har antydet, at han er efterretningsagent.

Til fest med russerne

Indtil Vladimir Putin igen indtog præsidentposten i Rusland i 2012, og forholdet mellem USA og Rusland forværredes, var Sergej Kisljak en populær vært ved weekendarrangementer på den landejendom i Pioneer Point i Maryland, som Barack Obama i december sidste år beordrede lukket på grund af hackerskandalen. Han inviterede for eksempel de amerikanere, der var med til at forhandle atomvåbentraktaten New Start, til fest på ejendommen. Amerikanernes familier deltog også, og russiske sikkerhedsvagter tog deres børn med ud at sejle i gummibåde på slæb efter ambassadørens båd.

Under forhandlingerne om traktaten ringede Kisljak ofte til forsvarsministeriet og andre involverede og trodsede dermed amerikanernes ønske om at begrænse hans kommunikationskanaler. »Han pressede aktivt på for at finde interne uenigheder mellem os og revner i vores argumentation«, siger Michael McFaul.

Kisljaks til tider aggressive kritik af USA kom til udtryk under arrangementet på Stanford University sidste efterår, hvor Michael McFaul var ordstyrer. Han sagde, at hans opgave i USA var at forbedre relationerne, og nævnte en række muligheder for tættere samarbejde. Men derpå opremsede han en lang række problemer og beskyldte USA for at blande sig i alt for meget rundtomkring i verden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Da en tilhører bad ham nævne nogle af Ruslands fejl, tøvede han. Men så svarede han, at det store problem ved USA er, at landet opfatter sig selv som exceptionelt. »Forskellen på jeres exceptionalisme og vores er, at vi ikke forsøger at påtvinge jer vores, mens I gladelig påtvinger os jeres«, sagde han. »Det bryder vi os ikke om«.

Han har sagt til sine medarbejdere, at han snart forlader Washington og sandsynligvis bliver afløst af en general af den hårde skole. For Sergej Kisljak er Washington ikke den by, den var. Det er blevet et ensomt sted for ham, og han har over for sine medarbejdere givet udtryk for overraskelse over, at de mennesker, der før søgte hans selskab, holder sig langt væk.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Tysk valg: Kandidaternes popularitet

Annonce