Hosni Mubarak - 30 års diktator, frikendt for systemets mrod på ubevæbende demonstranter. (Arkivfoto: AP)

Hosni Mubarak - 30 års diktator, frikendt for systemets mrod på ubevæbende demonstranter. (Arkivfoto: AP)

Egypten aflyser retsopgør: Tre årtiers diktator fik lov at gå hjem og slappe af...

Hosni Mubarak, Egyptens diktator gennem 30 år, er sat fri. Retsopgøret mod diktaturet er smuldret. Det arabiske forår i 2011 blev aldrig en revolution. Militæret fortsætter, hvor Mubarak blev tvunget til at slippe – ikke af folket, men af sine egne helt oppe i militærets top.

Internationalt

Er det for stærkt at kalde Hosni Mubarak, Egyptens tidligere diktator, som i denne uge blev løsladt fra fængslet, for et offerlam?

Hans roller er unægtelig skiftet.

Han var chef for luftvåbnet, da han blev vicepræsident under Anwar Sadat. Så overtog Mubarak jobbet som præsident, da Sadat i 1981 blev skudt af religiøse ekstremister. Næsten 30 år senere, under det arabiske forår i 2011, blev Mubarak så væltet efter de enorme demonstrationer og sat i fængsel, anklaget for misrøgt at Egypten, for at have ansvaret for nedskydning af demonstranter og for korruption. Position siden da: Fængselsfange, henvist til at stå bag tremmer i anklageburet i en egyptisk retssal.

For Mubarak selv har det været ydmygende, ingen tvivl om det.

I seks år har Egyptens magthavere ladet Mubarak – deres gamle chef og kollega – riste over revolutionens sagte ild...

For de egyptere, som krævede hans afgang på den legendariske Tahrir-plads, var det en berusende følelse at kaste diktatoren i fængsel. Berusende at vælge en ny – den muslimske broder, Mohammed Morsi – og en nagende oplevelse, da militæret i sommeren 2013 væltede Morsi og satte sin egen mand, Abdel Fattah al-Sisi, ind som ny præsident.

Militæret gik aldrig hjem

Var alt dette postyr, al denne revolution og alle disse nedværdigende år i fængsel virkeligt nødvendige, spørger Mubarak formentlig sig selv?

Egyptens militær regerede under forgængeren, Sadat. Militæret regerede under Mubarak selv. Militæret regerede sågar under Morsi, som det aldrig tillod at sætte sig på sikkerhedsstyrkerne, økonomien eller retssystemet. Og militæret regerer i dag, nu med Sisi i toppen.

Mubarak var manden, som militæret ofrede – eller i hvert fald sendte i husarrest i Sinai – efter den folkelige revolution i 2011. Revolutionen troede på sin folkelige almægtighed. Men det var kun folket, der gik hjem. Det gjorde militæret aldrig.

I denne uge blev den nu 88-årige Mubarak så sat løs, frikendt for enhver rolle i drabet på demonstranter i det berømte forår 2011.

De gjorde grin med Mubarak

Mens Mubarak var præsident, nød det egyptiske folkevid at gøre grin med den enfoldighed, som klæbede til opfattelsen af ham. Under oprørets hede dage sagde man, at indenrigsministeren opfordrede ham til at skrive et ’farvel-brev’ til folket. »Hvorfor«, svarede Mubarak, »hvor skal folket hen?«

Helt usmart kan Mubarak ikke have været. At holde sig på magten i 30 år har ikke alene krævet en vilje til magt, men også en evne til at fornemme, hvad der rørte sig i folkedybet og på militære kaserner. Begge steder skulle venner fremmes og kritikere holdes nede.

Viljen til magt svigtede ham aldrig. Medierne blev censureret. Parlamentet blev kontrolleret. Systemkritikere blev spærret inde. Helt til sine sidste dage som præsident lod Mubarak politi og sikkerhedstjenester slå demonstranter ihjel i gaderne omkring Tahrir.

Men evnen til at lytte til vandrørene må have svigtet ham. Han gik skævt af det folkelige oprør. Og han undlod at imødekomme folkets krav med reelle reformer eller symbolske fyringer i militæret og i sikkerhedstjenesternes øverste klike, før kliken sendte aben videre til ham.

Det blev Mubaraks skæbne. Fjernet af sine egne.

Det var kun folket, der gik hjem. Det gjorde militæret aldrig...

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Folkeviddet havde ellers spået, at det ikke kunne ske. Man sagde i gamle dage, at Clinton havde lovet Mubarak, at USA ville fordoble sin bistand til Egypten, hvis Mubarak kunne få en abe til at grine og græde. »Så hviskede Mubarak noget i en abes ører, og den begyndte at grine. Mubarak hviskede igen, og aben græd. Clinton: Hvordan gjorde du? Mubarak: Da jeg sagde til aben, at jeg er Egyptens præsident, grinede den. Da jeg hviskede, at jeg vil genopstille, græd den«.

Manipulatorisk evne

At Mubarak holdt sig øverst på magten i 30 år har dog ikke alene krævet en vilje til magt, men også en evne til at manipulere med folkedybet og med potentielle militære rivaler.

I seks år har Egyptens magthavere så ladet Mubarak – deres gamle chef og kollega – riste over revolutionens sagte ild.

Oprørerne på Tahrir ville straffe ham. Ville rydde op i korruptionen. Ville se politikere tage magten, også over militæret. Ville tage kontrollen med Egyptens økonomi fra militæret. Ville straffe mordene på demonstranter og torturbødlerne i Egyptens fængsler.

Med Mubaraks løsladelse er det overstået. Der er stadig mishandling i fængslerne. Demonstranternes mordere er aldrig blevet straffet. Militæret er ikke blevet underlagt parlamentet. Korruptionen påførte ham en lille symbolsk straf, men er ikke fjernet. Militæret har stadig magten over Egyptens økonomi.

Og Mubarak?

Han blev 2012 idømt en livstidsstraf for myndigheders drab på 239 demonstranter. Nu er han i al væsentlighed frikendt ved den øverste appelret og sendt hjem. Tusinder af militærets kritikere sidder modsat fængslet.

Retsopgøret droppet

I seks år måtte Mubarak bære det symbolske ansvar for forbrydelser, der nu aldrig er blevet straffet. I dag finder Egyptens magthavere det ikke engang nødvendigt at fortsætte et formelt retsopgør for at imødekomme den vrede, der udløste ’foråret’.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mens han havde magtens stafet, var Mubarak almægtig. I 30 år var han aldrig villig til at overlade magten til demokrati. I sidste ende nåede han ikke at give stafetten til én af sine egne – de greb den selv og ofrede ham.

Sådan ville han måske selv have gjort. Men ydmygende har det været.

Det er dog de færreste offerlam, som oplever at blive sendt hjem. Mubarak vil genkende, hvad han ser ved sin løsladelse – fra sin egen tid.

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce