I maj 2016 deltog Angela Merkel og Recep Tayyip Erdogan til FN’s humanitære topmøde i Istanbul. Søndag sagde Erdogan, at Merkel bruger »nazimetoder«.
Foto: Michael Kappeler

I maj 2016 deltog Angela Merkel og Recep Tayyip Erdogan til FN’s humanitære topmøde i Istanbul. Søndag sagde Erdogan, at Merkel bruger »nazimetoder«.

Angreb på Merkel: Erdogans nye nazianklager »chokerer« Tyskland

Vi er tolerante, men ikke dumme, siger tysk udenrigsminister efter nyt angreb fra Tyrkiets præsident mod Merkel.

Internationalt

Efter en ny byge af kommentarer mod Tyskland fra Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, er forholdet mellem de to lande for alvor ved at spidse til.

I en tale bragt søndag på tyrkisk tv henvendte Erdogan sig direkte til den tyske forbundskansler Angela Merkel ved at sige, at »du benytter dig lige præcis af nazimetoder«.

»Mod hvem?«, spurgte Erdogan ifølge nyhedsbureauet DPA og gav svaret:

»Mod mine tyrkiske brødre og søstre i Tyskland, mod mine ministrebrødre og -søstre, mod mine parlamentariske brødre og søstre, der rejser dertil«.

»Når vi kalder dem nazister, så bliver de (europæerne, red.) utilpasse. De samler sig i solidaritet. Særligt Merkel«, konstaterede Erdogan videre ifølge nyhedsbureauet AFP.

Jeres fremgangsmåde er ikke anderledes end nazisternes dengang

Tyskland fordømmer

Netop nu forsøger Erdogan og hans AK Parti (AKP) at skaffe millioner af stemmer rundt om i Europa.

16. april er der folkeafstemning i Tyrkiet, hvor borgere med tyrkisk eller delt statsborgerskab har mulighed for at stemme, om den tyrkiske forfatning skal omskrives. Hvis det sker, kan Erdogan blive genvalgt som præsident to gange frem til 2029, og han vil kunne opløse parlamentet på egen hånd.

I løbet af de seneste uger har myndigheder i blandt andet Tyskland aflyst flere planlagte valgmøder, som er til fordel for et ja ved folkeafstemningen.

Søndag aften sagde den tyske udenrigsminister Sigmar Gabriel over for avisen Passauer Neue Presse, at Erdogans udtalelser var »chokerende«. Gabriel sagde desuden, at tyskerne er tolerante, men ikke dumme.

»Det er derfor, at jeg har ladet min tyrkiske modpart vide meget klart, at en grænse er overskredet her«, sagde udenrigsministeren.

Netop Tyskland har Erdogan været i vælten med før. Tidligere i marts sagde han under en kvindemarch i storbyen Istanbul, at aflysningen af de tyrkiske valgmøder i Tyskland minder om nazitiden.

»Jeres fremgangsmåde er ikke anderledes end nazisternes dengang«, sagde han.

»Jeg troede, at Tyskland for længst havde droppet det (nazisternes fremgangsmåde, red.). Men vi tog fejl«.

Forhold anspændt i forvejen

Også en fængslet tyrkisk-tysk journalist ved navn Deniz Yucel blev søndag kritiseret, da præsident Erdogan kaldte journalisten for en »terroristagent«.

»Gudskelov, at han er anholdt«, sagde Erdogan i en udtalelse.

Ved et møde i den tyrkiske storby Istanbul sagde Erdogan, at journalisten fra den velansete tyske avis Die Welt vil blive stillet for en uafhængig domstol i Tyrkiet.

Journalisten har dobbelt statsborgerskab og blev anholdt sidste måned. Han er sigtet for propaganda til fordel for en terrorgruppe samt at opildne til vold. Anklagerne er ifølge de tyske myndigheder »fuldstændigt grundløse«.

Oprindelig blev journalisten Deniz Yucel anholdt, efter at han berettede om e-mails, der stammer fra Erdogans egen svigersøn, Berat Albayrak. Han er Tyrkiets energiminister, og det skal være et venstreorienteret hackerkollektiv, som har skaffet sig adgang til de omtalte e-mails.

Deniz Yucel er den første tyske journalist, som er blevet tilbageholdt efter det mislykkede kupforsøg i Tyrkiet sidste sommer.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce