Efterforskere indsamler bevismateriale fra bilen, der blev brugt til angrebet på Champs-Elysée sent torsdag aften.
Foto: Thibault Camus/AP

Efterforskere indsamler bevismateriale fra bilen, der blev brugt til angrebet på Champs-Elysée sent torsdag aften.

Internationalt

Nyt angreb i Paris - formodet terrorist har tidligere angrebet politiet

Formodet terroraktion midt på Champs-Élysées dræber betjent og sårer tre andre. Gerningsmanden har tidligere angrebet betjente. Politiske opgør i vente om løsladelsen af ham og indsatsen mod terrorisme. Islamisk Stat tager ansvar for aktionen.

Internationalt

Det totale kaos herskede på Champs-Elysées i Paris få minutter efter kl. 21, da en bil med en enkelt fører i rasende fart kørte op langs en af de politibiler med tre betjente, som patruljerer på boulevarden med tusindvis af mennesker på gaden og i de mange restauranter.

»Vi hørte skud, som vi først troede var fyrværkeri, men de var fra en kalashnikov. Gerningsmanden var skjult bag bilen, han kom i. Derefter styrtede vi ind i en butik for at komme i sikkerhed. Han sigtede kun på betjentene, men han kunne have myrdet alle os på fortovet«, siger  et chokeret vidne til en tv-station.

Gerningsmanden nåede at skyde en af betjentene i det, en talsmand fra politiet betegner som en regulær henrettelse. Tre andre blev såret, inden gerningsmanden blev uskadeliggjort.

Ifølge en talsmand er gerningsmanden en 39-årig mand, som er kendt for sine islamistiske sympatier, og som tidligere har været idømt fængsel for angreb på politifolk i 2001, da de ville anholde ham i forbindelse med en kriminel handling.

»Vi må nu stille spørgsmålet om, hvordan og under hvilke omstændigheder han er løsladt«, sagde en repræsentant for en af politiets fagforeninger til tv-stationen BFM-TV i nat, og der venter nu voldsomme politiske opgør om behandlingen af terrorister eller terror-sympatisører.

Islamisk Stat tog tre timer efter aktionen ansvaret for den.

Le Pens offensiv

Ifølge præsident Francois Hollande tyder alt på en terroristisk handling få dage før  første runde af præsidentvalget søndag.

De politiske konsekvenser af aktionen er uoverskuelige. Den fandt sted kun få minutter efter, at Marine Le Pen fra partiet Front National havde beskyldt den nuværende og tidligere præsident for ikke at have gjort tilstrækkeligt mod terrorismen.

Hun tog afsæt i anholdelserne for få dage siden af to franske statsborgere, som planlagde terroraktioner i Marseille.

»Man har intet gjort. Vi er ofre for årtiers svaghed og eftergivenhed«, sagde hun og bebudede udvisning af 10.000, som optræder i politiets kartoteker som sympatisører med terrororganisationer, hvis hun bliver landets næste præsident. Med 18-19 procent opbakning ifølge meningsmålingerne har hun i forvejen en god chance for at blive en af de to, som går videre til anden valgrunde 7. maj.

Over 50.000 politifolk og soldater er udkommanderet for at overvåge valgstederne søndag, og sikkerheden omkring kandidaterne, der i forvejen er maksimal, vil blive yderligere  forstærket.

Terrorenhed efterforsker

Mens politikerne debatterede, blev boulevarden omgående lukket, og folk blev bedt om at blive inde i de restauranter og butikker, hvor de befandt sig. Politiet mener, at hundredvis af mennesker kommer til at tilbringe natten i restauranter og de mange luksusbutikker, mens politiet undersøger deres identitet og fortsætter efterforskningen.

Politiets specialenheder var i løbet af få minutter til stede, hvor de spærrede boulevarden, mens andre gennemgik gerningsmandens bil for sprængstoffer. Det stod hurtigt klart, at gerningsmanden havde handlet alene, hvilket ikke udelukker muligheden af, at han har medskyldige, som er på fri fod.

Politiets og anklagemyndighedens terrorenhed efterforsker sagen som en ren terrorhandling, som terroristen gennemførte efter en nu velkendt model:

En enkelt bil med en målrettet terrorist kan udrette stor skade, og gennemslagskraften bliver ikke mindre af, at angrebet finder sted på verdens måske mest befærdede boulevard med tusindvis af parisere og turister.

»Hele verden ser os på grund af valget. Tusindvis af pressefolk er her netop nu. Skaden er uoverskuelig«, lyder det fra en kommentator på BMFTV.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce