I kalifatets storhedstid, da IS-bevægelsen gik i stolte parader i Raqqa - i dag kæmper bevægelsen for sin territoriale overlevelse. Men vælger danske frivillige at søge ti
lbage til Danmark?
Foto: Uncredited/AP

I kalifatets storhedstid, da IS-bevægelsen gik i stolte parader i Raqqa - i dag kæmper bevægelsen for sin territoriale overlevelse. Men vælger danske frivillige at søge ti lbage til Danmark?

Internationalt

IS' fald skærper terror-risiko: Frivillige jihadister kan være på vej hjem

Internationalt

Terrortruslen mod Danmark kan vokse i takt med, at IS er hårdt presset militært i Irak og Syrien.

Det kan få stærkt voldsparate jihadister med dansk baggrund til at sætte kurs tilbage mod Danmark.

Politiets Efterretningstjeneste har »skarpt fokus på, om danske fremmedkrigere forsøger at vende tilbage til Danmark«, siger Søren Jensen, chef for PETs Center for Terror-Analyse, CTA.

Mange af de danske fremmedkrigere har opholdt sig i Syrien/Irak i en længere periode, og kan være særligt radikaliserede og voldsparate...

PET er klar til at modtage dem, »bl.a. med henblik på retsforfølgelse. PET har et tæt samarbejde med andre landes sikkerheds- og efterretningstjenester om denne situation«, siger Søren Jensen.

En fjerdedel er dræbt, en fjerdedel mangler

En fjerdedel af de mindst 145 danske frivillige, der er rejst fra Danmark til Syrien og Irak, menes dræbt.

Halvdelen er vendt hjem, før de aktuelle voldsomme opgør i Mosul i Irak og Raqqa i Syrien.

Tilbage er en fjerdedel af de frivillige, som er rejst ned til konfliktzonen.

»PET er meget opmærksom på, at udviklingen i konflikten i Syrien og Irak, herunder det aktuelle militære pres på gruppen, der kalder sig Islamisk Stat (IS), kan betyde, at flere fremmedkrigere vender hjem. Center for Terroranalyse (CTA) vurderer i den seneste vurdering af terrortruslen mod Danmark fra februar i år, at mange af de danske fremmedkrigere har opholdt sig i Syrien/Irak i en længere periode, og kan være særligt radikaliserede og voldsparate og dermed udgøre en øget terrortrussel mod Danmark«, vurderer Søren Jensen.

Han minder dog om, at det hører »med til billedet, at det kan være meget vanskeligt at forlade et IS-kontrolleret område«.

Livsfarligt at stikke af

Det irakiske militær har med hjælp fra den USA-anførte koalition nedkæmpet kalifatet i dets ene hovedby, Mosul. En arabisk-kurdisk offensiv mod den anden hovedby, Raqqa i Syrien, udkæmpes lige nu.

Det er derfor blevet svært for udenlandske frivillige overhovedet at slippe væk, hvis de befinder sig i den centrale kampzone.

På IS’ side kan det være livsfarligt at vende ryggen til bevægelsen. Der er rapporter om drab på jihadister, som bliver taget i at »desertere«.

Det kan alene på grund af krigshandlingerne også være livsfarligt at forsøge at krydse fronten til modsat side, uanset om det er for at give op eller rejse videre.

Men det kan efter IS’ aktuelle nederlag i Mosul og det forventede nederlag i Raqqa blive lige så svært at forsvinde i den irakiske eller syriske folkemængde, hvis de udenlandske jihadister ikke ligner lokalbefolkningen, ikke taler arabisk og måske er lokalt kendte som IS-jihadister. Mange steder kan der være udbredt vrede over kalifatets undertrykkelse af sin befolkning.

'Risikoen for at blive dræbt er overhængende'

Selv om det principielt kunne være attraktivt eller muligt at skifte til en anden ekstremistisk milits, vil det heller ikke være uden problemer. De fleste andre militser er også hårdt ramt – risikoen for at blive dræbt er overhængende.

PET vurderer, at meget få i dag rejser fra Danmark til Syrien eller Irak for at deltage i krigen. I Center for Terror-Analyse er vurderingen, at det samlede antal  af danske personer, der er rejst til Syrien og Irak siden 2012, kan være højere end de 145, som det blev anslået i en analyse i februar.

Magnus Ranstorp, svensk terrorspecialist, siger, at der ikke er tvivl om, at nogle jihadister vil forsøge at kommer retur til deres oprindelseslande.

»Nogle kæmper, andre finder transitlande, men nogle sætter kurs hertil«.

Han vurderer, at efterretningstjenester har ganske godt øje på, hvem de er. De får svært ved at komme ud af krigszonen i Irak og Syrien. Men de får også svært ved at komme ind i Europa.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce