Et af målene med EU’s flådeaktion Operation Sophia er at få den libyske kystvagt til at bremse migrantstrømmen. Her er en gruppe libyske kadetter ved at blive oplært om bord på det italienske skib ’San Giorgio’.
Foto: Nicolae Dumitrache/AP

Et af målene med EU’s flådeaktion Operation Sophia er at få den libyske kystvagt til at bremse migrantstrømmen. Her er en gruppe libyske kadetter ved at blive oplært om bord på det italienske skib ’San Giorgio’.

Internationalt

Baggrund: Fort Europa er på umulig mission i Middelhavet

I to årtier har EU prøvet at bremse menneskestrømmen fra Afrika. Endnu er unionen ikke i nærheden af en løsning.

Internationalt

Da en rapport fra det britiske overhus i sidste uge leverede en sønderlemmende kritik af EU’s flådeaktion i Middelhavet og beskyldte den for at koste liv, understregede det i hvert fald en ting: Det er stort set umuligt for unionen at gøre noget rigtigt i migrantkrisen i Middelhavet.

Lige siden flådeaktionen Operation Sophia blev indledt i juni 2015, har den prøvet at holde en svær balance:

På den ene side at redde de titusinder af mennesker, der stævner ud på Middelhavet i overlæssede og synkefærdige både. Og på den anden side at agere så afskrækkende, at migranterne slet ikke sejler ud.

Men det er svært at være både redningsmand og bussemand, og i dag udfylder aktionen mest den sidste rolle, mener det britiske overhus og en række ngo'er som Amnesty International.

2.300 er druknet i år

Ganske vist er de syv militærskibe under Operation Sophia med til at redde tusinder af migranter på åbent hav, men den hårde kurs med at brænde smuglerbådene af bagefter har ledt smuglerne til at vælge mindre, billigere og farligere både. Dermed er migranterne i større fare.

Ifølge FN-organisationen IOM er over 2.300 mennesker druknet i Middelhavet siden årets start, og højsæsonen for sejlads er stadig i gang. Derfor frygter mange eksperter, at dødstallet i 2017 kan overgå de 5.076 mennesker, der druknede i 2016.

På trods af alle gode intentioner om at redde så mange som muligt i Middelhavet og bremse antallet af folk, der bevæger sig ud på bølgerne.

Det dilemma har præget EU i to årtier, og unionen synes ikke tættere på at løse det end dengang.

Rædsel ledte til dødsfald

Grundlaget for Operation Sophia blev lagt i januar 2003, da fem EU-lande i frustration gik sammen om at lave en flådeaktion, der skulle patruljere i det vestlige Middelhav – fra Nordafrika til især Italien og Spanien.

På det tidspunkt havde EU ingen fælles myndighed til at kontrollere de ydre grænser. Hvert grænseland måtte klare sig selv. Så de to lande gik sammen med Frankrig, Portugal og Storbritannien om det, der blev kaldt Operation Odysseus.

Fra starten var det dog uklart, hvad mandatet egentlig var. En forvirring, der blev tragisk tydelig ved en af de første konfrontationer med et flygtningeskib.

Et af de seks fartøjer under Operation Odysseus opdagede en pram med mindst et dusin migranter. Men passagererne blev bange og rejste sig op, da de så krigsskibet. Prammen kæntrede, og alle om bord druknede. Operation Odysseus blev indstillet allerede samme år.

Behovet for at kontrollere de ydre grænser var dog tydeligt. I 2005 etablerede EU en fælles organisation, der skulle passe på de ydre grænser, Frontex.

Men Middelhavet var stadig et ømt punkt: Frontex havde flere mindre missioner, men uden større effekt.

Fra succes til discount

Især Italien var forfærdet over de mange drukneulykker på vej til landet, og i oktober 2013 besluttede Italien ensidigt at etablere flådeaktionen Mare Nostrum efter det gamle latinske navn for Middelhavet. Det var en humanitær succes, der ifølge IOM reddede op mod 150.000 menneskeliv på et år.

Et år var al den tid, operationen fik lov at leve. De andre EU-lande var tilbageholdende med hjælp, og i oktober 2014 blev den nedlagt og erstattet af Operation Triton under Frontex.

Det lagde ansvaret tilbage på EU, men reelt var det en discountoperation: Triton havde en tredjedel af Mare Nostrums budget, og dødstallet på Middelhavet blev mangedoblet. Det var tydeligt, at Triton ikke kunne stå alene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I den vanskelige balance var forfærdelsen igen ved at tage over blandt EU's borgere. Det ledte i juni 2015 til skabelsen af Operation Sophia, hvis mandat både var at gå mere aktivt ind i redningsindsatsen og at skrue bissen på over for smuglerne, blandt andet ved at brænde smuglerbåde af og presse den libyske kystvagt til at være mere aktiv.

Siden da har 24 andre EU-lande fulgt Italien som medlemmer, og Irland har netop meldt sig: Kun Danmark og Kroatien står nu helt udenfor.

Det somaliske spædbarn

Oprindeligt bar aktionen det klinisk klingende navn EU NAVFOR MED. Så hvorfor Sophia?

Forklaringen er poetisk. 24. august 2015 havde den tyske fregat ’Schleswig-Holstein’ reddet en gruppe migranter. En højgravid somalisk kvinde fødte om bord, og datteren blev navngivet Sophia efter den slesvig-holstenske prinsesse.

EU’s italienske udenrigschef, Federica Mogherini, kunne ikke stå for det, og hun bekendtgjorde, at det var på tide at finde et navn, der klingede bedre end et akronym på 11 blokbogstaver, og - som hun udtrykte det - ville skabe håb.

Det græske ord sophia betyder ’visdom’, et ord, der kan beskrives som evnen til at kunne forstå og dømme fornuftigt mellem to modsatrettede synspunkter.

Skal man tro det britiske overhus og en række ngo'er, så har operationen, der er opkaldt efter det somaliske spædbarn, endnu ikke fundet den balance.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce