Politiet i Frankrig er også i gang med eftersøgningen af den mand, som angiveligt førte den varevogn, der dræbte 13 personer i Barcelona torsdag.
Foto: Bob Edme/AP

Politiet i Frankrig er også i gang med eftersøgningen af den mand, som angiveligt førte den varevogn, der dræbte 13 personer i Barcelona torsdag.

Leder af terrorcelle på fri fod: Menneskejagt på chaufføren bag terrorangreb i Barcelona

En 22-årig mand jages i Spanien og Frankrig, mistænkt for at være føreren af den angribende varevogn i Barcelona og lederen af en terrorcelle.

Internationalt

Den angivelige leder af en terrorcelle bag de to angreb i Catalonien torsdag eftermiddag og natten til fredag er stadig på fri fod.

Der er tale om en 22-årig mand med marokkansk baggrund, Y.A., som politiet mistænker for også at være føreren af den hvide varevogn, som dræbte 13 og sårede over 100 personer på strøggaden La Rambla i Barcelona torsdag eftermiddag.

»Vi kan bekræfte, at der er en menneskejagt i gang på denne mand«, siger politiets talsperson Albert Oliva, ifølge nyhedsbureauet AP.

Talspersonen oplyser, at der inden for de seneste timer er gennemført en række ransagninger i den nordcatalanske by Ripoll, hvor den hovedmistænkte boede.

En ny hovedmistænkt

Tidligere forlød det ellers, at føreren af varevognen var en 17-årig mand, som var en af de fem, som politiet skød og dræbte i forbindelse med det efterfølgende bilangreb på fodgængere i kystbyen Cambrils. Men senere undersøgelser har overbevist politiet om, at føreren af den angribende bil i Barcelona var Y.A., der stadig ikke er pågrebet.

To en halv time efter angrebet i Barcelonas centrum kørte en stjålet bil gennem en politiafspærring i forstaden Sant Just Desvern. Efterfølgende blev en mand fundet knivdræbt i passagersiden. Politiet formoder, at gerningsmanden fra Barcelona-angrebet har kapret bilen som led i sin flugt og i processen dræbt bilejeren.

Den spanske indenrigsminister, Juan Ignacio Zoido, siger lørdag eftermiddag, at myndighederne nu har »opløst en terrorcelle« i Catalonien. Det ønsker catalansk politi dog hverken at be- eller afkræfte, skriver avisen El País.

Avis: Terrorcelle med 12 personer

Ifølge den største catalanske avis, La Vanguardia, opererer politiet ud fra oplysninger om, at en terrorcelle med mindst 12 mistænkte har stået bag de to angreb. La Vanguardia oplyser at ligge inde med listen over de 12 mænd i alderen 17-34 år, og avisen skriver, at 11 af de 12 mænd nu er blevet dræbt eller pågrebet af politiet.

Den tilbageværende hovedmistænkte, Y.A., skulle, ud over at have kørt varevognen i Barcelona, angiveligt være en slags leder af terrorcellen og hjernen bag angrebene.

Tidligt lørdag gennemsøgte catalansk politi, Los Mossos d’Esquadra, også to busser i de nordvestlige byer Girona og Garrigàs, men uden at det førte til noget, skrev politiet på Twitter.

Også fransk politi er involveret i eftersøgningen, og der er intensiveret kontrol af personer, der krydser grænsen fra Spanien og ind i Frankrig.

Bombeattentat gik i vasken

Terrorcellen opererede angiveligt ud fra en lejet bolig i Alcanar, 200 kilometer syd for Barcelona. Onsdag var der en større eksplosion på stedet, og efterforskningen har vist, at to personer blev dræbt på stedet.

Politiet arbejder ud fra en tese om, at terrorgruppens plan var at gennemføre et større bombeattentat, som ved en fejl blev forhindret af eksplosionen på stedet. I stedet valgte gruppen tilsyneladende så at gennemføre angreb i biler.

Efter angrebet torsdag eftermiddag på La Rambla i Barcelona skete der et nyt bilangreb på tilfældige fodgængere i turistbyen Cambrils. De i alt fem medvirkende personer i angrebet i Cambrils blev alle skudt og dræbt af politiet.

Angrebet i feriebyen dræbte en kvinde og sårede seks andre.

Ifølge La Vanguardias oplistning af de terrormistænkte, blev to fra den angivelige terrorcelle dræbt ved eksplosionen i Alcanar og altså fem i Cambrils. Derudover har politiet det seneste døgn anholdt fire mistænkte, mens den 12. mand, A.Y., fortsat er på fri fod.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce