»Jeg vidste, at det var en ulykke. Han var og er en meget nærværende far, som tager sig meget af børnene. Jeg havde så ondt af ham«, siger Dianna Grote om sin mand Doug Grote, som en varm sommerdag i hjemstaten Virginia, USA, glemte parrets datter i bilen. Her er de fotograferet på Vesterbro i København, hvor de fortæller om den ny dokumentarfilm, de medvirker i.
Foto: Henriette Dæhli

»Jeg vidste, at det var en ulykke. Han var og er en meget nærværende far, som tager sig meget af børnene. Jeg havde så ondt af ham«, siger Dianna Grote om sin mand Doug Grote, som en varm sommerdag i hjemstaten Virginia, USA, glemte parrets datter i bilen. Her er de fotograferet på Vesterbro i København, hvor de fortæller om den ny dokumentarfilm, de medvirker i.

Internationalt

Forældres værste mareridt: Hver niende dag mister et barn i USA livet, fordi forældrene glemmer dem i bilen

Doug og Dianna Grotes 3-årige datter mistede livet, da faren glemte hende i deres bil. Den type ulykke sker hver 9. dag i USA. En ny dokumentarfilm fortæller om skylden, skammen og om at komme videre.

Internationalt

Det var en helt almindelig varm mandag i august. Doug Grote skulle sætte børnene, Dayton på godt et år og 3-årige Kristin af ved dagplejemoren og i børnehaven på vej til arbejde. Inden de gik, havde moren, Dianna Grote, lavet rottehaler i Kristins glatte, tynde pigehår.

Doug Grote satte Dayton af og kørte til sit arbejde som leder af sportsaktiviteterne ved den lokale kirke.

Klokken halv tre hentede Dianna Grote, som er advokatfuldmægtig, sin mand. De tog tidligt fri. De ville hente børnene, så familien kunne være sammen om eftermiddagen.

Først da ægteparret kom ind i børnehavens garderobe og ikke kunne finde Kristins tæppe og hendes lyserøde bamse, opdagede de, at noget var galt. Doug Grote gik i panik, han kunne slet ikke huske, hvad han havde lavet om morgenen.

»Jeg kan ikke huske, hvad der skete. Det er 13 år siden, og jeg kan stadig ikke forklare det«

Det viste sig, at lille Kristin aldrig havde været i børnehave. Doug Grote havde glemt at aflevere hende. Og der i den varme bil var hun død af hjertestop.

»Jeg kan ikke huske, hvad der skete. Det er 13 år siden, og jeg kan stadig ikke forklare det«, siger Doug Grote i dag.

Han og Dianna Grote er en af de familier, som i en ny dansk-svensk dokumentar fortæller om at have glemt deres børn i bilen og derved været skyld i deres eget barns død. I USA er der hver niende dag et barn som mister livet på den måde.

Doug og Dianna Grote er pæne på den der amerikanske måde, hvor håret sidder perfekt, og tænderne er kridhvide. De passer ikke helt her i filmproducentens lejlighed på Vesterbro. Parrets to drenge på 11 og 14 år er blevet sendt på udflugt ud og se noget af København. For dem og Dianna er det første gang, de er udenfor staterne.

Doug og Dianna Grote fortæller deres historie for at ændre på en frygtelig statistik og for at flytte holdninger.

»Vi kan ikke bare blive ved med at se, at det sker, og vi vil gerne, at forældre, når det sker, får støtte og bliver hjulpet videre. Man skal ikke bare fordømme forældrene«, forklarer Doug Grote.

»Hvis du kan glemme noget som helst, kan du glemme dit barn«

Fordømmelsen oplevede de på egen krop. Mens parret efter ulykken var lammet af sorg, skyld og skam, belejrede den lokale presse græsplænen foran deres hus. ’Goodmorning America’ ringede, og en lokal radiostation havde åben debat hver morgen i over en måned, hvor folk ringede ind og gav deres uforbeholdne mening om faren, som havde glemt sit barn.

»De sagde, at jeg var en dårlig far, at jeg skulle sættes i fængsel eller hænges«, forklarer Doug Grote, og Dianna supplerer.

»Det var folk, som ikke kendte os. Når de hørte, at en far havde efterladt sin datter i en bil, konkluderede de med det samme, at det var med vilje. For hvordan kan du glemme et barn i en bil?«.

Hjernen kører på autopilot

Det spørgsmål forklarer professor i psykologi David Diamond fra University of  South Florida i filmen. Hans teori var først, at det skete for forældre, som generelt var uopmærksomme på deres børn, men den hypotese holdt ikke, da han studerede en rækker sager. I stedet peger han på mekanismer i vores hukommelse.

»Hjernen er behæftet med fejl«, som han siger.

Vi har, forklarer David Diamond, flere slags hukommelse, som er styret af forskellige dele af hjernen. Én del sørger for, at vi husker fakta og detaljer, mens en anden del gør os i stand til at planlægge frem i tiden. Igen en tredje del gør det muligt for os at gøre ting, som vi har gjort tusinder af gange, på autopilot. Og forskningen viser, at når vi bruger én del af hjernen, svækkes de andre.

Det at følge barnet i daginstitution kræver de dele, som husker fakta og som planlægger ud i fremtiden, mens det at køre på arbejde foregår på autopiloten. Det betyder, at hvis hjernen er indstillet på, at du er på vej på arbejde, vil autopiloten dominere, og de andre dele af hjerne være mere eller mindre sat ud af kraft.

David Diamond sammenligner med, at du stopper på en tankstation, køber en kop kaffe og sætter den på bilens tag. Det kræver planlægning og fokus på detaljer. Men herefter fører du hånden ned i lommen for at tage bilnøglen, og herfra aktiveres autopiloten, for det har du gjort tusinde gange før. Du tænker ikke længere bevidst over, hvad du gør, og du sætter dig i bilen og kører – uden tanke for kaffen på taget.

»Hvis du kan glemme noget som helst, kan du glemme dit barn«, siger David Diamond, der mener, at op mod hver tredje forældre har prøvet at miste fokus på barnet, mens de kører bil, men at barnet ofte siger en lyd, som gør, at forældrenes autopilot slår fra.

Dokumentarfilmens budskab er på samme måde, at det at glemme sit barn bag i bilen, kan ske for alle. Her er en mor, som er ansat i hæren, en far, som øver kor i kirken, og en sydamerikansk immigrant. Her er madpakker, tøjvask og børn, som puttes i køjesenge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I retten tiltalt for drab

Oveni den lammende sorg over at have mistet et barn, er der for alle familier et retligt efterspil. Flere bliver anklaget for drab med en straframme på årtiers fængsel. Kun en - immigranten - ender i fængsel. Også Doug Grote blev anklaget for bevidst at have efterladt sin datter, men for ham blev dommen et vendepunkt.

»Dommeren behøver kun at sige, hvad han er nået frem til. Men han vendte sin stol og talte direkte til mig. Han sagde, at forældre hver dag bevidst gør ting, som udsætter deres børn for farer. Børnene bader i poolen eller leger i forhaven, og så går forældrene ind, fordi telefonen ringer. Og det går ikke galt. Men her har vi dig – du gjorde intet, og alligevel er det værste sket«, forklarer Doug, der blev idømt to ugers samfundstjeneste.

»»Du skal tilbage i samfundet«, sagde han. Hvis jeg ikke havde andet at stå op til, skulle jeg have det. Det, at der var en udefrakommende, som havde gennemgået hele mit liv – fra vores karrierevalg, vores daglige rutiner, vores bankkonti, som sagde det, det havde jeg mere brug for at høre, end jeg anede«.

Både Doug og Dianna Grote gik i terapi, og de første mange måneder gik livet kun ud på at komme igennem dagen. Nu er det over 10 år siden. Doug Grote har et beigefarvet gummibånd om armen med datterens initialer på. Han har en hel bunke af dem. De begynder med at være lyserøde, Kristins yndlingsfarve, og så går han med dem, mens de falmer og til sidst går i stykker. Et lidt jaget blik og et drag om munden hos Dianna Grote fortæller, at livet aldrig bliver det samme. Men de har formået at blive sammen og har fået endnu en søn.

At komme over skylden

De håber, at der er en holdningsændring på vej. De har kendskab til et barn, som døde bag en bil i Ohio i sidste måned, og her er der ikke blevet rejst tiltale. Og så håber de, at folk vil blande sig mere. Der var nemlig en kvinde, som så Kristin i bilen om formiddagen, den dag hun omkom. Men kvinde forlod stedet og ringede godt nok senere til sportscenteret og sagde, at hun havde set en pige, men hun angav en forkert farve på bilen, og ingen vidste, hvad de skulle bruge oplysningen til.

»Fere skal stikke næsen i andre folks sager. Og vi synes også, at vi hører om flere tilfældet, hvor folk reagerer i dag. Tilfælde, hvor folk tilkalder politiet, som slår en rude ind i en bil, hvor der sidder et barn«, siger Doug Grote.

I dokumentarfilmen optræder en kvinde, hvis lille søn mistede livet, fordi hun glemte ham på bagsædet af bilen. Hun tænker, at han må have været faldet i søvn, men at han på et tidspunkt må være vågnet og haft brug for hende.

»Og så var jeg der ikke«, siger hun og synker. »Jeg lever med, at jeg har svigtet«.

Spørger man Doug og Dianna Grote er skyld ikke længere en del af deres ligning.

»Fejl sker. Jeg var en god mor for hende, og jeg stadig er en god mor for mine drenge. Jeg er stadig et godt menneske«

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det var en ulykke. Det var ikke noget, jeg gjorde bevidst. Min hjerne svigtede mig. Jeg ville ønske, at jeg vidste, hvad som skete, for så kunne jeg sikre mig, at det ikke skete igen, men jeg ved det ikke«.

I tiden efter ulykken kæmpede Dianna Grote med skylden. Hun følte, at hun burde have fornemmet, at Kristin havde brug for hende.

»Det var noget, jeg talte meget med min sorgterapeut om. Men hun lærte mig, at jeg ikke kunne vide det. At fejl sker. Jeg var en god mor for hende, og jeg stadig er en god mor for mine drenge. Jeg er stadig et godt menneske«.

Filmen ’Death of a Child’, på dansk ’Utilgivet’, er lavet af Lasse og Frida Bakfors. Den har tv-premiere på DR2 Dokumania på tirsdag 26. september

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    »Jeg elsker jo ikke livet sådan helt ind i helvede«

    
    Tove Irma Margit Ditlevsen (født 14. december 1917 i København, død 7. marts 1976 smst.) var en dansk forfatter, der debuterede i 1939 med digtsamlingen "Pigesind".
    Hør om Tove Ditlevsen:

    Vi har været i arkiverne og fundet gamle interviews. Med den unge digterinde, der havde alt foran sig. Og med den ældre forfatter, der glædede sig til, at livet – efter depressioner og misbrug og fire ægteskaber – snart var slut. Her kan du høre Gudrun Marie Schmidt læse sin artikel om forfatterikonet højt.

Annonce