På en badestrand ofte besøgt af turister er det mexicanske politi ved at efterforske skuddrabet på to mænd.
Foto:: Bernandino Hernandez/AP

På en badestrand ofte besøgt af turister er det mexicanske politi ved at efterforske skuddrabet på to mænd.

Internationalt

Mexicos narkovold er nået til turiststeder

Mere end en tredjedel af landets turistindtægter kommer fra Cancún og Playa del Carmen, hvor karteller i år har meldt krig mod hinanden og skyder løs på byernes turiststrøg.

Internationalt

Når turisterne slentrer ned ad 5. Avenida i hjertet af det travle mexicanske turistparadis Playa del Carmen, har de valget mellem endeløse rækker af indbydende restauranter, butikker med farverige mexicanske produkter og mærkevarer fra hele verden. Alt sammen til tonerne af insisterende sælgere og lokal musik med trompeter, guitarer og violin.

Hvad turisterne ikke ser, er, at på nøjagtig samme gade kæmper landets narkokarteller om natten en blodig kamp om territorier, magt og retten til at opkræve beskyttelsespenge hos de selvsamme butikker og stadepladser, som de intetanende turister lægger deres penge hos. Og deres kamp bliver stadig mere intens.

En tirsdag for nylig var klokken kun 21.15, og gaden var fyldt med småsnakkende turister, da en mand pludselig blev skudt ned ved indgangen til en restaurant.

Nu skyder de folk lige for øjnene af turisterne, og den lokale regering gør ingenting

Dagen før fandt politiet en ung mand bagbundet på hænder og fødder i en blodpøl i rendestenen tæt på centrum. Han havde fået en kugle gennem hovedet, og ved siden af ham lå et stykke papir med en advarsel fra et kartel. Han var Playa del Carmens offer nummer 42 i år.

Mexicos populære turiststeder har, bortset fra Acapulco, stort set været forskånet for den indædte krig mellem kartellerne, der finder sted i det meste af landet, men det har vendt.

I delstaten Quintana Roo, hvor både Cancún, Playa del Carmen og Tulum befinder sig, var der allerede i årets første 7 måneder dobbelt så mange henrettelser som hele sidste år, og situationen er en alvorlig trussel mod Mexicos turistindustri, der udgør 7 procent af landets bnp og indbringer 140 mia. kroner årligt. Heraf kommer de 56 mia. kroner blot fra Quintana Roo.

»Kartellerne er blevet splittet op og er nu gået helt amok, både her og i Cancún. Nu skyder de folk lige for øjnene af turisterne, og den lokale regering gør ingenting, enten fordi den ikke kan, eller fordi den ikke vil«, siger en journalist fra et lokalt dagblad.

Han vil nødig have sit navn frem, for pressen bliver heller ikke sparet for kartellernes hævntogter. 36 journalister er dræbt de seneste fem år og mange flere truet på livet.

USA’s udenrigsministerium advarer nu sine borgere mod at færdes i 23 ud af 31 mexicanske delstater. Quintana Roo blev tilføjet for blot få uger siden.

200.000 dræbte på 17 år

Diskoteket The Blue Parrot på 5. Avenida i Playa del Carmen er nu ved at blive revet ned, og store murbrokker skygger for indgangen til den klub, der indtil januar var det hotteste sted i byen.

Historien er, at det var ejet af en canadisk mafia, der kom i klammeri med lokale narkogangstere. En lørdag aften trængte de lokale ind i den propfyldte klub for at tage opgøret med canadierne. Resultatet var seks dræbte, herunder en 18-årig amerikansk turist, der blev trampet ned under gæsternes flugt.

Gerningsmændene tilhørte angiveligt kartellet Zeta Vieja Escuela (Zeta Gamle Skole, red.). Det hedder sådan, fordi medlemmerne er de oprindelige medlemmer af Mexicos blodigste kartel, Zeta.

2017 risikerer dermed at blive det blodigste år, siden den mexicanske revolution fandt sted for mere end hundrede år siden.

De blev ganske vist straffet, men har nu afsonet deres domme og er fuldt aktive igen i et udbryderkartel. I Quintana Roo kæmper de om magten mod Jalisco-kartellet, Golfkartellet, Los Rojos og Los Pelones, som er en undergruppe af den nu fængslede Joaquin ’El Chapo’ Guzmáns Sinaloa-kartel.

Hans tilfangetagelse sidste år indledte en gigantisk magtkamp mellem kartellerne over hele landet. »Tidligere var her kun to karteller, og de delte territoriet mellem sig, men nu er her fem, og de bliver mere og mere desperate«, siger journalisten.

Historien er den samme over hele Mexico, hvor der i årets første 8 måneder blev begået 16.000 mord. En stigning på 30 procent fra sidste år. 2017 risikerer dermed at blive det blodigste år, siden den mexicanske revolution fandt sted for mere end hundrede år siden.

I årtier var der fred mellem de relativt få karteller, som var til at forhandle med for Det Institutionelle Revolutionsparti (PRI), hvis magt varede mere end 70 år.

Freden blev brudt, da Felipe Calderón fra oppositionspartiet PAN vandt valget i år 2000 og erklærede krig mod den organiserede kriminalitet.

17 år og mindst 200.000 mord senere har de oprindelige karteller nu delt sig i så mange fraktioner og undergrupper, at ingen længere har styr på antallet eller de blodige spor, deres opgør efterlader sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det står ganske klart, at tidligere års succes er ved at blive rullet tilbage«, siger latinamerikaeksperten Eric Olson fra den amerikanske tænketank Woodrow Wilson Center til avisen Dallas Morning News.

»Mexico har forsøgt, men har ikke haft held med at genetablere kontrollen i de delstater, hvor den organiserede kriminalitet har de dybeste rødder, og hvor lokale og statslige myndigheder er en vigtig del af den kriminelle branche. Det er en dyb krise, der omfatter vold og korruption«.

Bagsiden af medaljen

I Playa del Carmen ligger alle de mondæne hoteller og restauranter langs stranden, og 5. Avenida med dens dyre butikker og livlige turistliv løber parallelt med kysten. Men man skal ikke mange gader ind i landet, før byen bliver til et fattigt og beskidt mexicansk provinshul.

»Folk i resten af landet tror, vi lever i et caribisk paradis, fordi Playa del Carmen og Cancún svømmer i turistpenge, og vi alle lever af dem. Men kom bare indenfor og se, hvordan jeg og min familie bor«, inviterer 37-årige Eddie Castán.

På hans scooter er vi kørt ud i en af Playa del Carmens forstæder. Han slår døren op til en lavloftet, sparsomt møbleret bolig med to små værelser og madrasser langs væggen. Her bor han sammen med sin kone, tre børn og gamle, blinde far, der sidder i et hjørne og mumler uforståeligt.

»Jeg ville være en hel del rigere, hvis jeg lod mig hverve af narkoerne«, siger Eddie Castán. »Men mine børn skal ikke vokse op uden deres far«.

Mexicos turistminister Enrique de la Madrid erkender, at de lave lønninger i turistbranchen skaber et glimrende rekrutteringsgrundlag for kartellerne, hvis hurtige penge, dyre biler og rå livsstil virker tiltrækkende på dårligt uddannede unge.

Jeg fraråder turister at gå på stranden om aftenen, uanset hvor romantisk en spadseretur i månelyset kan synes.

»Sådan et liv skaber den perfekte platform for, at de unge bliver kriminelle«, sagde han til pressen. »Vi skal ikke bare arbejde på at tiltrække turister, men også på at forbedre folks liv«.

Mexicos turisme voksede 9 procent sidste år, og Cancúns hoteller har fortsat en belægningsprocent på 90. Men blandt andet 116 mord i år gør turistbranchen nervøs.

Alligevel er man ikke meget for at råbe op og skabe endnu mere opmærksomhed om problemet. Man frygter, at det kan skræmme turisterne væk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det burde være politiet, der tager sig af kriminaliteten, men faktum er, at de fleste sager slet ikke efterforskes og derfor forbliver ustraffet«, siger en lokal ejer af et mindre rejsebureau.

Heller ikke han vil stå frem med navn, men fortæller, at han selv fraråder turister at gå på stranden om aftenen, uanset hvor romantisk en spadseretur i månelyset kan synes.

»Det er på det tidspunkt, kokainen fra Colombia kommer ind fra havet, og alle gangsterne er nervøse. Med god grund, for hver sending har en værdi på 400 mio. kroner«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce