Foto: Santi Palacios/AP
Internationalt

Lektor: Beslutning om at opløse catalansk regering er historisk

Det er første gang, at artikel 155 tages i brug i Spanien. Aldrig har man været så langt ude, siger lektor.

Internationalt

Det var en forventet, men også en historisk beslutning, at den spanske regering lørdag har oplyst, at den vil udløse artikel 155 i landets forfatning og vil opløse den catalanske regering.

Det fortæller Carsten Humlebæk, der er lektor i spanske samfundsforhold på Copenhagen Business School (CBS).

»Det er første gang i selvstyret, som har knapt 40 år på bagen, at man er nået så vidt, at en af de selvstyrende regioner har optrådt så illoyalt, at man har været nødt til at tage denne forfatning i brug«.

»Man har aldrig været så langt ude før, i forhold til den dynamik der er i den spanske stat med ret udstrakt selvstyre i de selvstyrende regioner«, siger han.

Artikel 155 i landets forfatning giver regeringen mulighed for at tage 'alle nødvendige foranstaltninger', hvis en af landets 17 regioner med delvist selvstyre ikke følger forfatningen.

Foruden at opløse regeringen i Catalonien, er det den spanske regerings ønske, at der skal afholdes valg i Catalonien i løbet af seks måneder.

Ifølge Reuters skal Spaniens overhus, senatet, efter planen stemme om tiltagene 27. oktober.

Krise efter afstemning

Det var en folkeafstemning 1. oktober om catalansk selvstændighed, der udløste den politiske krise i Spanien.

Siden har der været flere meldinger fra begge parter, men ifølge Carsten Humlebæk har der aldrig været en egentlig dialog. Derfor har det været nødvendigt for den spanske regering at udløse den særlige artikel.

»Man har stillet betingelser, som de andre ikke har kunnet acceptere. Så derfor har der aldrig rigtig været dialog. Catalonien har flere gange gået over stregen. Nu er man så nået dertil, hvor man tager konsekvensen«.

»Det har ligget i kortene de seneste par uger. Jeg tror, at det eneste håb var, at man måske kunne få dem til selv at udskrive valg i Catalonien, men det har de nægtet at gøre«, siger lektoren.

Det er første gang, at artikel 155 tages i brug i Spanien. Carsten Humlebæk forklarer, at artiklen er almindelig i lande som Spanien med delvist selvstyrende regioner.

»Det er en artikel, man dybest set har kopieret fra andre lande som Tyskland og USA. Det er normalt, at der findes sådan en paragraf, hvor man kan intervenere over for en illoyal region, siger Carsten Humlebæk.

ritzau

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce