Amina holder sin søn Hatea Ullah på 9 måneder, mens han får mad gennem en tube. Han lider af akut lungebetændelse og er indlagt på Læger Udens Grænsers klinik i Kutupalong.
Foto: Paula Bronstein/Getty Images

Amina holder sin søn Hatea Ullah på 9 måneder, mens han får mad gennem en tube. Han lider af akut lungebetændelse og er indlagt på Læger Udens Grænsers klinik i Kutupalong.

Internationalt

Læge i Bangladesh: »Jeg ser børn med overarme så tynde som min tommeltot«

Læger uden Grænser er gået fra at modtage 200 patienter om dagen til næsten 2.000 dagligt i de store flygtningelejre.

Internationalt

Ikke tidligere i verdenshistorien er så mange flygtet på så kort tid.

Over 580.000 rohingya-muslimer er ifølge FN flygtet fra Myanmar til Bangladesh siden 25. august.

De er flygtet fra det, FN's generalsekretær har kaldt en »etnisk udrensning« og et »menneskeretligt mareridt«.

Store flygtningelejre lægger pres på Læger uden Grænser, der i øjeblikket modtager næsten 2.000 patienter om dagen. For nogle uger siden var tallet blot et par hundrede om dagen.

»Mange er underernærede. Særligt de ældre og børnene. Jeg ser børn med overarme så tynde som min tommeltot. Her taler vi om børn på 2-3 år. De er meget udsultede, og de kan ikke modstå sygdomme. Mange dør, selvom vi gør alt, hvad vi kan for at behandle dem«, fortæller Dr. Ian Cross fra Læger uden Grænser, der i øjeblikket befinder sig i Bangladesh.

»De fleste kommer hertil i en sølle tilstand. De har været på vejene i ugevis. De har efterladt alt, hvad de ejer i Myanmar. De har kun det tøj, de går og står i«, fortæller han.

En flygtningelejr på størrelse med Aarhus er skudt op - hvor der tidligere var en nationalpark - i Cox Bazer i det sydlige Bangladesh. Landskabet, der før var grønt, er nu brunt af mudder. Træerne er fældet for at gøre plads til telte, og tømmeret er brugt til at bygge primitive skure. Det har regnet de sidste par dage, selvom regntiden først burde starte om et par uger. Folk vælter i mudderet og kommer til skade. Der er ingen kloakering, og man frygter, at der kan udbryde epidemier, fortæller Ian Cross fra Læger uden Grænser.

»Det er forfærdelige historier, de kommer med i bagagen«,

»De fortæller, at de er blevet beskudt, de er blevet voldtaget. De har set familiemedlemmer blive angrebet. Deres hjem er blevet brændt ned. Huse er blevet brændt af med mennesker indeni. Jeg har ingen grund til ikke at tro dem ud fra de skader, jeg har set. Du kan ikke fake et skudsår, men jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvem der har skudt dem. Jeg kan også se, at de er blevet slået og mishandlet«.

»For et par uger siden havde vi tre piger, der sad i gården og ikke ville tale. De var så traumatiseret, at de ikke kunne beskrive, hvad de havde oplevet. De hverken smilede eller var kontaktbare. De spiste ikke. Det kan tage måneder, før vi trænger igennem til dem, og de fortæller, hvad de har været udsat for«.

FN har indkaldt til donor-konference

FN har i dag indkaldt til konference i samarbejde med EU og Kuwait om situationen i Bangladesh. Man har vedtaget en plan for forsyning af livsnødvendigheder til de flygtninge, der bor i lejrene, og de mennesker, som man forventer fortsat vil ankomme og værtsområderne. Planen for i alt 1,2 millioner mennesker kommer til at koste 434 millioner dollars. Man håber derfor på store bidrag fra flere FN-lande.

På næsten to måneder har Læger uden Grænser behandlet flere end 30.000 mennesker. Det er fem gange det antal mennesker, de har tilset i samme periode sidste år. De har udvidet deres operation adskillige gange siden august.

Dr. Ian Cross arbejder sammen med en anden læge i løbet af dagen. Den ene går inde på klinikken med i alt 70 sengepladser - hvor de før havde 20 - mens den anden læge går udenfor på området og tilser patienter. De har desuden 12 lokale læger og sygeplejersker, samt flere jordemødre fra Bangladesh. De har også psykologer tilknyttet.

»I løbet af en måned har jeg allerede konstateret fem udbrud af stivkrampe, hvilket vi jo vaccinerer for i Europa«, fortæller han.

»En morgen gik jeg min runde og tilså en pige på omkring 8 år, som var hårdt ramt af det. Hun havde været i behandling to en halv uge, men hun var meget underernæret og fik det ikke bedre, og jeg anede ikke, hvad vi skulle gøre. Hendes far sad ved siden af og var bange for at røre hende, hvis det fik hende til at gå i kramper igen. Da hun så ham græde, spurgte hun ham om et kram. Jeg løftede hende op til ham, og hun slappede af og smilede. Det var nok til at knække kurven for hende, og hun fik det bedre«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce