Tilhængere af homoægteskaber fejrer sejren i Melbourne.
Foto: Crosling David/AP

Tilhængere af homoægteskaber fejrer sejren i Melbourne.

Internationalt

Australierne stemmer ja til homoægteskaber »Dette er et magisk øjeblik. Det føles helt ubeskriveligt«

Store folkefester er brudt ud over hele landet. Massivt flertal støtter homoægteskaber.

Internationalt

Tiernan Brady er ved at boble over af glæde i telefonen fra Sydney.

Han er direktør for ngo'en Marriage Equality, der har været en af forkæmperne for at få indført homoægteskaber i Australien.

»Dette er et magisk øjeblik. Det føles helt ubeskriveligt, at så mange mennesker fra hele landet har sagt: Ja, vi er med jer«, siger han.

Den seneste tid har australierne kunnet brevstemme i en spørgeundersøgelse udskrevet af regeringen, hvor de blev bedt om at stemme ja eller nej til homoægteskaber.

De stemte ja for retfærdighed, ja for engagement, ja for kærlighed

Onsdag morgen lå resultatet klar. Over 12,7 millioner australiere har sendt deres svar ind, og af dem siger 61,6 procent ja, mens 38,4 procent siger nej.

Samtidig er den folkelige deltagelse i afstemningen meget høj. 79,5 procent af alle stemmeberettigede har svaret.

Lovændring på vej

Selv om spørgeundersøgelsen kun er vejledende, synes det nu sikkert, at det australske parlament før jul vedtager at indføre homoægteskaber.

»De stemte ja for retfærdighed, ja for engagement, ja for kærlighed. Nu er det op til os her i det australske parlament at føre det videre og gøre det arbejde, som det australske folk har bedt os om at lave«, sagde den australske premierminister Malcolm Turnbull ifølge den britiske nyhedsstation BBC efter offentliggørelsen af resultatet.

Over alt fra Sydney og Melbourn til Brisbane og Adelaide førte resultatet til store folkefester i gaderne.

»Dette er vores mest stolte øjeblik som bøsser og lesbiske i Australien. Omsider kan jeg være stolt af mit land«, sagde 60-årige Chris Lewis til avisen New York Times.

Opgør med konservative kræfter

Men midt i glæden var der også torne.

Premierminister Malcolm Turnbull var ikke tvunget til at udskrive en brevafstemning og kunne have valgt blot at fremsætte et lovforslag om indførelse af homoægteskaber, hvis han havde villet.

Kritikere beskylder ham for, at han ikke turde tage et direkte opgør med de konservative kredse ikke mindst i hans eget liberale regeringsparti, der anser ægteskab som en institution udelukkende mellem en mand og kvinde.

Brevafstemningen menes at have kostet skatteyderne omkring en halv milliard kroner, og derudover har tilhængere af homoægteskaber på et mere principielt plan anfægtet, at et spørgsmål, der i deres øjne handler om menneskerettigheder og ligestilling, i det hele taget blev lagt ud til afstemning.

Homofobiske angreb

Samtidig har den debat, som afstemningen rejste, ikke været lige køn hele vejen igennem. Der har været adskillige eksempler på homofobiske angreb, hvor fortalere for homoægteskaber har fået sten kastet ind gennem deres vinduer eller fået deres huse oversprayet med graffiti.

Men afstemningen har også vist, at et mindretal af befolkningen af religiøse og andre årsager er imod homoægteskaber.

Lyle Shelton, der er en kristen lobbyist og en af nej-fløjens mest markante fortalere, vil ifølge New York Times modvilligt »acceptere den demokratiske beslutning«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Millioner af australiere vil altid tro på sandheden om ægteskab, som er, at det er mellem en mand og kvinde«, sagde han efter afstemningen.

Homoægteskaber har været forbudt i Australien siden 2004, hvor den daværende konservative regering ændrede ægteskabsreglerne, så de klart definerede, at et ægteskab var mellem en mand og kvinde.

Håndsrækning

Tiernan Brady fra ngo'en Marriage Equality siger til Politiken, at et stort arbejde nu venter forude, hvor tilhængerne af homoægteskaber skal række hånden frem til dem, der er imod.

»Det paradoksale er, at både tilhængere og modstandere i en forstand deler de samme værdier, fordi ægteskab er en stærk konservativ værdi«, siger han.

Hans ngo Marriage Equality har opfordret alle australiere til at finde sammen.

»Vores arbejde består nu i at sikre, at ingen kommer til at føle sig som tabere. Vi ved, hvordan det føles at være marginaliseret i samfundet, og det er meget vigtigt, at modstanderne af homoægteskaber ikke kommer til at føle sig marginaliset. Modstanderne er genuint gode mennesker, og vi skal nu sikre, at der er plads til alle i Australien«, siger han.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce