Lebensborn-projektet har længe været en næsten overset del af den nazistiske historie. Under Lebensborn (Livskilde) blev børnene født på særlige fødehjem, hvor primært ugifte kvinder og SS-soldaters hustruer nedkom med børn med ’godt arisk blod’.

Disse børn er nu i 60’erne, og nogle af dem mødtes sidste weekend i den østtyske by Wernigerode for at fortælle deres historie i håb om at aflive tabuer og myter om disse nazistiske institutioner.

»Det er på tide, at vi fortæller sandheden«, siger Gisela Heidenreich, som er et af de 37 Lebensborn-børn, der er kommet til Wernigerode.

»Der har været snak om nazistbabyer, kvinder, der blev holdt som ludere for SS, og avl af høje blonde mennesker«.

De 37 fra gruppen Lebensspuren (Livsspor) er kommet fra nær og fjern, og der er stor variation i deres udseende. Som gruppe ligger de meget langt fra de stereotype forestillinger om et racerent nazistisk herrefolk af høje blonde nordboer med blå øjne. Nogle af dem har godt nok lyst hår, men de fleste er gråhårede nu.

Horeunge
Efter besøget på Wernigerodes Lebensborn-hjem fortæller Gisela Heidenreich om den forvirring, hun og de andre børn har oplevet. Hun er tydeligt indigneret, mens hun fortæller om det væv af løgne, der prægede hendes barndom. Hun fik først at vide, at en tante var hendes biologiske mor. Senere fortalte man hende, at hendes far, en gift SS-officer, var død. Da hun var fire år, forstod hun, at der var noget galt, fordi hendes onkel omtalte hende som »en SS-horeunge«.

»Det var første gang, min verden gik itu. Det andet chok kom, da jeg var teenager og jeg ved et tilfælde fandt ud af, at min far stadig var i live«, fortæller den høje lyshårede kvinde.

»Jeg har fundet ud af, at den dybe usikkerhed om min identitet er typisk for os Lebensborn-børn. Rigtig mange har følt, at der var noget galt, endnu før de opdagede sandheden«.

I årtierne efter Anden Verdenskrig har den nationale skam over nazitiden undertrykt debatten om Det Tredje Riges sociale konsekvenser. Af den grund har mange Lebensborn-børn først for nylig fået kendskab til deres rødder. Det gælder især for dem, der voksede op i det senere DDR. Mange fik først oplysninger om deres baggrund, da Stasiarkiverne blev åbnet efter den tyske genforening i 1990.

Traumatisk kapitel
Børnene udgjorde et traumatisk kapitel i det 20. århundredes historie og blev ofte dårligt behandlet af det omkringliggende samfund. Kikki Skjermo er kommet til Wernigerode fra Norge. Hun fortæller om, hvordan hun blev stigmatiseret som ’tyskerbarn’ under sin opvækst på et norsk børnehjem. Da hun senere fandt sin mor, blev hun mødt med en kold skulder. »Hun rørte mig kun én gang – forsigtigt på næsen. Jeg husker den dag meget tydeligt«, siger Kikki Skjermo.

Deltagerne i weekendens møde kan næsten alle fortælle lige så triste historier. Siden Lebensspuren blev dannet for fire år siden, har medlemmerne udvekslet historier om opsporing af familiemedlemmer, og om, hvordan man håndterer afvisning og løgne. Der er enkelte eksempler på lykkelig genforening af familier, men for mange har det været en kamp mod tabuer og forkerte oplysninger.

Folker Heinecke var kun to år gammel, da nazister på grund af hans ariske udseende bortførte ham fra Ukraine. Han tror, hans rigtige navn er Aleksandr Litau. Han voksede op i Østtyskland og kunne derfor først begynde at lede efter sin rigtige familie efter Murens fald.

Han har besøgt den landsby i Ukraine, som han ifølge arkiverne blev bortført fra. »Selv om jeg ikke har nogen erindring om at bo der, følte jeg mig på en eller anden måde godt tilpas i byen. Jeg blev henvist til nogle huse, hvorfra man mente, børn var blevet bortført, men ingen vidste noget«, siger den velklædte 66-årige Heinecke. »Jeg vil blive ved med at lede«.

Hartmut Mueller, der sidder over for ham, nikker.

»Jeg kender det godt. Jeg ved, jeg har to søskende, men jeg kan ikke finde dem«.

Museum
Lebensspuren vil gerne indrette et museum i den bygning i Wernigerode, som tidligere husede byens Lebensborn-hjem. Det sidste Lebensborn-barn blev født her i 1945, men stedet blev brugt som fødeklinik i mange år derefter, fordi nazilægerrne havde sørget for det bedste udstyr, der fandtes på markedet. Da der blev ryddet op i bygningen i 1990, fandt man lister over de fødsler, der havde fundet sted der.

Et medlem af Lebensspurens bestyrelse understreger, hvor vigtigt det er at dokumentere det, der skete dengang, og samtidig sætte det ind i den større sammenhæng om, hvad der skete under Hitlers regime. Museet skal være en påmindelse for fremtidige generationer, »men bestemt ikke nogen form for mindesmærke«, siger han. »Det er jo kernen i denne generations dilemma. De er ofre, men samtidig er de også børn af kriminelle«.

Det er denne vanskelige historiske baggrund, der har fået Gisela Heidenreich til at tage ud på skoler for at fortælle sin historie.

»Vi er alle nødt til at være klar over, hvad der skete – især de yngre generationer«, siger hun. »Historien om Lebensborn er så vigtig, fordi den handler om familier. Mødre, fædre, børn. Det er noget, de unge alle kan sætte sig ind i«.

Som for de andre medlemmer af Lebensspuren er det af afgørende betydning for hende at fortælle sandheden. Når hun holder sin lidenskabelige tale i det fyldte lokale, er det tydeligt, at hendes usædvanlige baggrund har præget hendes liv. Det er derfor heller ikke overraskende, at hun arbejder som familieterapeut.

Oversættelse: Mette Skodborg