Vandleverandørerne skal overvåges, så også de fattigste får adgang.

Det understreger FN’s udviklingsprogram UNDP i den årlige publikation Human Development Report, der i år har fået navnet ’Magt, fattigdom og den globale krise i forhold til vand’.

I årevis har Verdensbanken råbt på effektivisering via privatisering i den tredje verden, som betingelse for at give sine lån. Den ofte tunge og statsstøttede offentlige vandforsyning har stået øverst på privatiseringslisten, og enkelte steder har det virket.

Monopol på vand
Men rigtig mange steder har det betydet, at monopolistiske private firmaer har krævet de rene ågerpriser for livsnødvendigheden i de fattigste områder. Resultatet har været sygdomsepidemier, optøjer og korruption.

Adgang til kontrakterne på privatisering af den vigtigste ressource på jorden er nemlig værd at give penge for. Tre multinationale selskaber har på ti år sikret sig kontrollen med vandforsyningen til mindst 300 millioner mennesker på verdensplan.

Advarer imod ureguleret privatisering
Nu advarer UNDP mod privatiseringspraksisen, hvis staten ikke samtidig stiller strenge krav til prisniveau og investering i udbredelse til også de allerfattigste. Og så skal det offentlige fortsat og imod privatiseringstrenden, skyde penge i sektoren.

»I lande med en høj grad af fattigdom i en befolkningen, der ikke har adgang til vand, er det nødvendigt med offentlige midler til at sørge for at udbrede adgangen, uanset om vandleverandøren er statslig eller privat«, mener UNDP i årsrapporten.

FN-organet er af den opfattelse, at det må være slut med den dogmatiske kamp mellem dem, der er for, og dem der er imod privatisering. Diskussionen bortleder opmærksomheden fra hovedproblemet – at få vandet ud til dem, der har brug for det.

Mere end nok vand
»Der er mere end nok vand i verden til både privat forbrug, landbrug og industri. Vandkrisen i verden skyldes fattigdom, ulige magtforhold og dårlig forvaltning. Problemet er ikke mangel på vand, men at nogle grupper har adgang til mindre vand og betaler mere for det end andre, siger Jakob Simonsen, direktør for UNDP’s nordiske kontor.

I praksis kræver UNDP, at det skal være en menneskeret at have adgang til mindst 20 liter vand om dagen, uanset om man kan betale eller ej.

Både offentlige og private leverandører skal overvåges af uafhængige instanser, og hvis leverandørerne ikke sørger for adgang til vand, skal de pålægges bøder.