Næppe nogen anden cellist nåede at sætte sig stærkere igennem internationalt end Mstislav Rostropovitj.

Som musiker blev han først berømmet og derpå fordømt i Sovjetunionen. Siden blev han hyldet på begge sider af det, der før var jerntæppet. Ingen anden musiker eksemplificerede bedre, at musikalsk skaben og frihedstrang er ét.

Rostropovitj, som var født i Baku, Aserbajdsjan, af russiske forældre, fik som fireårig sin første klaverundervisning af moderen, som var pianist. Seks år senere blev han af sin far introduceret til det instrument, hvormed han snart skulle lægge Sovjetunionens bureaukratiske musikliv for sine fødder. Det var celloen.

Typisk for Rostropovitjs udstråling blev han snart nær ven med sin betydeligste lærer på Musikkonservatoriet i Moskva, Dmitrij Sjostakovitj. Han blev betroet uropførelsen af flere af de værker for cello, som Sjostakovitj og hans ældre kollega Prokofjev komponerede.

I 1950, blot 23 år gammel, modtog han Stalin-prisen, og i 1955 giftede han sig med Galina Visjnevskaja, en af de førende sopraner ved Bolsjoj Operaen.

Optrådte regelmæssigt i vesten
Fra midten af tresserne begyndte han regelmæssigt at optræde i Vesten, ligesom han gik i studiet og lavede indspilninger, som stadig regnes for de ypperste i deres kategori. Under sin turnevirksomhed mødte han også musikere, som han gennem sit spils intensitet inspirerede til at skrive værker for sig, bl.a. englænderen Benjamin Britten.

Alt tegnede eksemplarisk, indtil Rostropovitj sidst i 60’erne i stadig skarpere vendinger kritiserede Sovjetregimets behandling af Solsjenitsyn og andre dissidenter. I 1970 skrev han et åbent brev til præsident Bresjnev, som indbragte ham en officiel reprimande.

Derefter blev hverdagen i Sovjet stadig vanskeligere for både ham og Galina, som senere skrev en bog om oplevelserne. Hans navn blev ikke nævnt, når koncerter med ham blev radiotransmitteret, og i et helt år blev han nægtet arrangementer.

I 1974 fik han og familien omsider visa til Vesten. I 1977 efterfulgte han ungareren Dorati som chefdirigent for National Symphony Orchestra i Washington, ikke fordi han var en betydeligere dirigent, men fordi hans kamp for menneskerettigheder havde gjort ham til en af det internationale musiklivs ubestridte helte. I 1978 blev han frataget sit sovjetiske statsborgerskab. Men alle andre steder var hans navn overalt, ikke kun som solist, men også i stadig højere grad som dirigent inden for det russiske repertoire.

Putin ved sygesengen
Både ved sit spil og sine store pædagogiske evner fik Rostropovitj betydning for generationer af musikere. Ærespriser fortsatte med at regne over ham, han blev Unesco-ambassadør, fik sin egen festival, og ved Berlinmurens fald i 1989 improviserede han en koncert ved den tidligere grænseovergang og viste dermed sit instinkt for at betone de stærkeste øjeblikke i kunst og politik.

Naturligvis måtte det genopståede Rusland returnere hans statsborgerskab, også selv om familien i mellemtiden var blevet amerikanere. I det mindste på papiret.

For i sin inderste sjæl havde Rostropovitj aldrig været andet end russer. Det var derfor, at han og Galina nu med ildhu engagerede sig i Aserbajdsjans indre forhold, både musikalsk og økonomisk.

Da Rostropovitj for et par måneder siden blev indlagt på et hospital i Moskva, var præsident Putin blandt dem, der viste sig ved sygesengen. I marts var han kommet sig så meget, at han kunne lade sig udskrive og deltage i festlighederne omkring sin 80-års fødselsdag.

Men i april blev han indlagt igen, og fredag nåede døden så en af de betydeligste russiske musikere efter Anden Verdenskrig og den måske største cellist, verden har kendt.