Annonce
Annonce

Jobannoncer

Se ugens job-annoncer i tillægget Viden
Internationalt 20. okt. 2007 KL. 10.56

Børn dør i opdragelseslejre i USA

Ny rapport dokumenterer hårrejsende forhold i amerikanske opdragelseslejre, de såkaldte boot camps.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Firben. Skorpioner. Ukogte linser. Og ved et festmåltid hver 13. dag: en dåse syltede ferskener.

Det var en del af menuen for den 16-årige Aaron Bacon, da han i sin tid blev sendt ud på 63 dages stroppetur gennem den amerikanske stat Arizona.

Strabadserne skulle gøre ham til et bedre menneske: Aarons forældre havde svært ved at styre ham og mente, at han ville have godt af et ophold i en privat opdragelseslejr. Han nåede dog kun at deltage i halvdelen af turen, så døde han.

Udmattelse og massiv vanrøgt

Rent klinisk var årsagen bughindebetændelse efter en sprængt blindtarm, som ingen havde taget sig af i de par uger, han havde været ved at segne. Han havde tabt 20 procent af sin vægt.

Og oven i hans udmattelse og den massive vanrøgt var han blevet banket ’fra toppen af hovedet til det yderste af tæerne’, som et vidne formulerede det under en høring i den amerikanske Kongres for ti dage siden.

Mellem 10.000 og 20.000 børn
Høringen kom samtidig med offentliggørelsen af en rapport fra den amerikanske rigsrevision, Government Accountability Office (GAO), om forholdene i nogle af de opdragelseslejre – ’boot camps’ – hvortil forældre sender børn som Aaron Bacon for at få bedre styr på deres opdragelse og/eller løse personlige problemer.

Midlet er hård eksercits og hård disciplin i hårde perioder af forskellig længde.

Mellem 10.000 og 20.000 amerikanske børn skønnes at være tilmeldt den slags opdragelsesprogrammer, der typisk koster forældrene mellem 800 og 2.500 kroner om dagen. Men det er, som antydet, langtfra en garanti for noget som helst.

Tusindvis af klager
Tværtimod er der ifølge de amerikanske rigsrevisorer kommet tusindvis af klager om vanrøgt og overgreb siden 1990, og alene i 2005 var der klager mod 1.619 ansatte ved disse programmer.

I et forsøg på at kortlægge problemerne og deres eventuelle efterspil er den amerikanske rigsrevision dykket ned i ti konkrete dødsfald, herunder Aaron Bacons, i forbindelse med opdragelseslejre i seks amerikanske stater. Det er rystende læsning.

Rapporten taler om teenagere – børn på 14, 15 og 16 år – der er blevet sultet, tvunget til at æde deres eget opkast og har tilbragt flere timer i deres egen afføring.

»Hvis man kom ind i dette rum, ville man tro, vi talte om krænkelser af menneskerettighederne i udviklingslande«, sagde demokraten George Miller under høringen i Kongressen.

Rigsrevisionen (GAO) konstaterer ikke desto mindre, at ejere og ansatte ved disse programmer sjældent er blevet sendt i fængsel, selv om teenagere er omkommet i deres varetægt. Faktisk er fem af de programmer, hvor unge er døde, stadig aktive – undertiden under nye navne eller i andre amerikanske stater. Og tre af dem er såmænd også stadig medlem af brancheorganisationen National Association of Therapeutic Schools and Programs.

Martin Lee blev 14
Afsløringerne i den amerikanske rapport må gøre ondt langt ind i sjælen på et amerikansk samfund, som også har indarbejdet ’boot camp’-fænomenet som en fast bestanddel af det delvis privatiserede og – for investorerne – lukrative fængselssystem. Og også dér er der store problemer.

Så sent som i denne uge behandlede en domstol i Panama City i Florida drabet på den kun 14-årige afroamerikaner Martin Lee Anderson. Han døde 5. januar sidste år, dagen efter at syv ansatte i en opdragelseslejr (en ’boot camp’) for ungdomskriminelle havde banket ham sønder og sammen gennem 30 minutter. Og efter at de i op til fem minutter ad gangen havde holdt deres hænder over hans mund. En videooptagelse viser det hele.

Hvid jury frifandt ansatte
Men ikke desto mindre: Efter blot halvanden time nåede juryen, hvis medlemmer i øvrigt alle var hvide, frem til, at ingen af dem kunne dømmes for noget, fordi den lagde større vægt på en omdiskuteret privat obduktionsrapport, der kædede den 14-åriges død sammen med en ellers ufarlig sygdom, end på en statslig obduktionsrapport, der taler om kvælning. Så den 14-årige Martin Lee Andersons syv fangevogtere og den sygeplejerske, der havde overværet det hele uden at sige en lyd, gik fri.

Og sådan er det som tidligere nævnt sket gang på gang – både i forhold til lignende sager i det fængselssystem, som Martin Lee Anderson var en del af, og i forhold til det private opdragelseslejrsystem, som kostede Aaron Bacon livet.

Florida har fået nok
I præsidentbroderen, guvernør Jeb Bushs Florida synes det konservative bystyre imidlertid at have fået nok: Efter drabet på Martin Lee Anderson vil det ifølge tidsskriftet Time stoppe brugen af ’boot camps’ for ungdomskriminelle, som Bush ellers har været en varm fortaler for.

Angiveligt fordi man er begyndt at indse, at det ikke altid er godt at sætte hårdt mod hårdt. I bedste fald er det en erkendelse, der vil brede sig – i såvel det amerikanske fængselsvæsen som blandt forældre til uvorne børn.

Rapporten taler om teenagere – børn på 14, 15 og 16 år – der er blevet sultet, tvunget til at æde deres eget opkast og har tilbragt flere timer i deres egen afføring

 
Annonce

SKOLE OG UDDANNELSE – Fokus på skolernes fremtid

Læs Politiken hver TIRSDAG BESTIL I DAG

- Få mail ved breaking news

Annoncer
Musik
12. feb. KL. 09.56
Retsmedicinere skal nu afgøre, hvad der var årsagen til 48-årige Whitney Houstons død. - Foto: Mark J. Terrill/AP

Politiet efterforsker Houstons dødsårsag

Spekulationerne får frit løb efter den 48-årige sangers død.

Det arabiske oprør
12. feb. KL. 08.47
Bagmand. Efter Osama bin Laden har al-Zawahiri overtaget kontrollen med al-Qaeda. - AP

Al-Qaeda-leder støtter oprørere i Syrien

Terrorlederen Ayman al-Zawahiri kritiserer Syriens brutale styre og opfordrer befolkningen til at kæmpe videre

Berlinale 2012
12. feb. KL. 10.15
Royalt. Den danske sømandskonge Frederiks liv bliver udgangspunkt for en biografisk film. Her danser kongen med sin ældste datter, dronning Margrethe. - Foto: (arkiv)/AP

'Dirch'-bagmand vil gentage succesen med film om Kong Frederik

Frederik den 9. portrætteres i ny film af folkene, der stod bag sidste års gigantiske biografsucces, 'Dirch'.

Annoncer
Annoncer

Det sker
Tempo. Smagen af sommer møder vintermørket i de grillede kammuslinger med forårsløg, som serveres til tonerne af dunkende trommerytmer i Spisebaren.
10. feb. KL. 16.32

Illums spisebar serverer New Yorker-stemning på speed

ibyen anbefaler

restaurant & cafe