Pas på med, hvad du ønsker dig.

Det kan gå i opfyldelse. Sådan lyder et gammelt mundheld, og sådan føler mange medier og demokrater det tydeligvis lige nu.

Efter i månedsvis at have hyldet Barack Obama som USA’s nye store håb og gjort alt for, at han kunne slå sin magtfulde rival Hillary Clinton er det nu lige ved at lykkes.

Meningsmålingerne i både Wisconsin og på Hawaii, der afholder primærvalg i dag tyder på, at Barack Obama også i de to stater vil slå Hillary Clinton.

Hun har dermed tabt ti stater i træk og satser nu hele sin kampagne på at vinde i de store stater Ohio og Texas, der afholder primærvalg 4. marts.

Men netop som det for alvor er lykkedes Barack Obama at blive den demokratiske favorit og han står på tærsklen til at blive USA’s første sorte præsidentkandidat, repræsentanten for en ny generation, er mange af de demokratiske kommentatorer, han skylder sin succes, pludselig begyndt at få kolde fødder og stoppe op og sige ’vent lige et øjeblik.

Er han virkelig manden – eller er det hele lige lovligt luftigt?’

»Obamamysteriet«
Det gælder den indflydelsesrige demokratiske kommentator David Ignatius, der har været blandt Obamas største fans. I en klumme i weekenden bemærkede han under overskriften »Obamamysteriet«, at tiden er kommet til at se Obama nærmere efter i kortene:

»Hvad Obama rent faktisk ville gøre som præsident forbliver et mysterium. Og før han fuldfører, hvad der mere og mere ligner en march til den demokratiske nominering er det afgørende, at Obama mere klart definerer hvad der gemmer sig bag det forjættende slogan om ’forandring’«, skrev han.

Ignatius er langtfra alene.

En veritabel syndflod af artikler og kommentarer i de førende amerikanske medier har i de sidste dage handlet om just dette. At tiden er kommet til at give Obama et ordentligt eftersyn, før det er for sent.

I avisen Newsday advarede journalisten James Klurfeld således Obama om, at »pressen nu vil komme efter dig«, og havde selv en række ubesvarede spørgsmål til kandidaten.

»Først og fremmest, hvordan vil Obama bringe landet sammen og finde enighed på de punkter, der har delt det i næste tre årtier. Bare at sige, at man vil bringe folk sammen er ikke nok. Hvordan finder man enighed mellem modstandere abort og tilhængere? Hvordan trækker man sig ud af Irak uden at styrke al-Qaeda?«

Gode spørgsmål som flere og flere amerikanere stiller sig selv i takt med at en præsident Obama pludselig virker som en reel mulighed, og spørgsmålet derfor rykker fra om han kan blive præsident til om han i givet fald kan indfri løfterne og de forhåbninger, han har skabt.

Eller som The Economist spurgte på forsiden i denne uge: Kan han levere?

Smukke ord og løsninger
Og netop forskellen mellem ord og handling er også det argument Hillary Clinton forsøger at genvinde vælgernes gunst med. »Min modstander tilbyder smukke ord. Jeg tilbyder løsninger«, siger hun igen og igen.

Obama har indset faren. Til et vælgermøde hos General Motors i fredags – samme dag Clinton begyndte netop denne type angreb – startede hans tale med at sige, at han ville gå »lidt mere i detaljer og tale lidt længere«.

Men det med at gå i detaljer kan vise sig sværere end som så for Obama. Ikke fordi han ikke kan. Manden har skrevet to bøger, er jurist fra Harvard og har været professionel politiker årevis. Men fordi hans succes på mange måder er baseret på ikke at være alt for konkret.

Som Sean Wilentz, en historiker på Princeton Universitet (og ven af familien Clinton) udtrykte det til New York Times i søndags er det netop ved at holde sig fra for mange konkrete detaljer lykkedes Obama at gøre sig til håbets kandidat.

»Hvis du ikke taler om temaerne i særligt mange detaljer kan […] alle tro, at du vil gøre netop deres drømme til virkelighed«.

Det har de i den grad gjort. Obama er blevet et politisk fænomen, hvis lige USA ikke har set i årtier. Kommentatoren Charles Krauthammer fra Washington Post måtte helt til Canada, til tidligere premierminister Pierre Trudeau, der dominerede landets politiske liv fra slutningen af 60’erne til 80’erne for at finde et fortilfælde.

Men netop den næsten fanatiske opbakning, som Barack Obama har fået blandt mange amerikanere er også begyndt at vække bekymring.

»Det her minder mere om en kult end en politisk kampagne«, skrev Kathleen Geier – der selv er tilhænger af Obama – til ABC News. »Sproget er det samme som i en kristen bevægelse. De frivillige taler om hvordan de ‘kom til Obama’, på samme måde som kristne taler om at have ’fundet Jesus’«, skrev hun og opfordrede Obamas folk til at komme lidt ned på jorden igen.

Den messianske stemning, der omgiver Obama har fået alarmklokkerne til at blinke hos andre end Geier. Efter Obamas sejrstale den 5. februar bemærkede Time Magazines politiske analytiker Joe Klein således, at der var noget »lidt uhyggeligt over den messianske tone«.

Sejrstalen gav »isnende fornemmelse«
Efter Obamas sejrstale 12. februar sagde MSNBC’s studievært Chris Matthews, at han fik »en isnende fornemmelse« og at Obama efter hans mening mindede for meget om »Det Nye Testamente«.

I en kommentar skrev den amerikanske journalist og mediekritiker James Wolcott, at han »kunne se præsident Hillary for sig i Det Hvide Hus i konstant kamp med republikanerne, men ikke kunne se præsident Obama for sig i samme rolle, fordi hans henvisninger til historiens vingesus og opfordring til håb går ud over lovgivning og politiske studehandler«.

For Wolcott var det et minus, fordi han ikke søger det åndelige i sin præsident, men for mange af Obamas fans er det selvsagt lige det de, drømmer om. En præsident der forandrer hele det politiske spil.

Spørgsmålet er om Obama kan holde drømmen i live længe nok til at knuse Hillary Clinton i marts og John McCain til november. Eller om den politiske tyngdekraft fanger ham inden da.