Kilde: Politiken TV / Johannes Skov Andersen

Internationalt

Tilbageholdt og smidt ud: Politiken-journalist bliver kaldt trussel mod Tyrkiets sikkerhed

Claus Blok Thomsen blev kaldt en »trussel mod national sikkerhed«, da han ville rejse ind i Tyrkiet.

Internationalt

Det burde have været en ganske almindelig flyrejse til et af verdens brændpunkter, som Politikens udenrigsjournalist Claus Blok Thomsen har prøvet det mange gange før. Tirsdag aften landede han i Istanbul for at rejse videre mod øst til grænsen mod Syrien for at beskrive flygtningekrisen.

Foto: KÜHN HJERRILD MELISSA

Så langt kom han aldrig. Allerede inden paskontrollen blev han omringet af politifolk, tilbageholdt og forhørt og fik at vide, at han var blevet udpeget som »en trussel mod den nationale sikkerhed«.

Han identificerede sig som journalist, men uden resultat, og politiet beordrede ham bl.a. til at åbne sin telefon og sin tabletcomputer, så de kunne se hans adresselister.

Natten måtte han tilbringe i en celle, og næste morgen blev han sat på et fly til København med den besked, at han ikke skulle besvære sig med at vende tilbage til Tyrkiet nogensinde, fortæller han.

LÆS ARTIKEL

Politikens internationale redaktør, Michael Jarlner, opfatter sagen som alvorlig.

Det er stærkt kritisabelt, at pressen forhindres i at arbejde på den måde

»Det er stærkt kritisabelt, at pressen forhindres i at arbejde på den måde. Der er tale om den største flygtningekrise i Europa i nyere tid, og vi har brug for at kunne bevæge os frit for at informere om den«, siger han.

36.500 mennesker udvist

Politiken har forsøgt at få en officiel begrundelse for, hvorfor Claus Blok Thomsen blev nægtet indrejse, men uden held. Førstesekretær Derya Dingiltepe fra Tyrkiets ambassade i København siger, at sagen vil blive undersøgt hurtigst muligt.

Tyrkiet har de seneste måneder skruet kraftigt op for kontrollen i bl.a. landets lufthavne, hvor tusindvis af mennesker nu afvises og sendes med første fly hjem igen, hvis de mistænkes for at udgøre en sikkerhedsrisiko – for eksempel hvis de ser ud til at være hellige krigere på vej til Syrien.

LÆS ARTIKEL

Annonce

I december sagde indenrigsminister Efkan Ala, at landet da havde tilbageholdt og udvist flere end 36.500 mennesker, der var mistænkt for at ville rejse til Syrien.

Derfor advarer førstesekretær Derya Dingiltepe mod at konkludere, at tilbageholdelsen af Claus Blok Thomsen handler om hans arbejde.

Jeg er sikker på, at hr. Blok Thomsens sag ikke har noget at gøre med, at han er vestlig journalist

»Jeg er sikker på, at hr. Blok Thomsens sag ikke har noget at gøre med, at han er vestlig journalist. Vi har flere end tusind udenlandske journalister, der arbejder i Tyrkiet. Men jeg ønsker ikke at gætte på, hvad der er sket, før jeg forhører mig hos de relevante myndigheder«, siger hun.

Nogenlunde samme besked kommer fra Udenrigsministeriet.

»Vi er i gang med at undersøge sagen og har inviteret journalisten til en samtale, så vi kan prøve at afklare, hvad der er sket, og hvordan vi kan hjælpe. Indtil da har vi ingen kommentarer«, siger ambassadør Ole Egberg Mikkelsen, der er chef for Borgerservice.

Journalister risikerer fængsel

Flere iagttagere hæfter sig dog ved, at Tyrkiet har haft en række problemsager om pressefrihed det seneste år. Først og fremmest mod landets egne journalister. Tyrkiet ligger som nummer 149 ud af 180 lande på Journalister Uden Grænsers årlige pressefrihedsindeks.

Organisationen påpeger, at tyrkiske journalister risikerer censur, retssager og fængselsstraf for at udføre deres arbejde.

I øjeblikket befinder lidt over 30 journalister sig i tyrkiske fængsler, siger Mogens Blicher Bjerregaard, der er præsident for European Federation of Journalists (EFJ). Men der er flere tegn på, at myndighederne har strammet kursen.

Det nye er, at de nu også går efter udenlandske journalister

»Det nye er, at de nu også går efter udenlandske journalister. Det er helt tydeligt, og det bør der gribes ind over for. Det er vigtigt at få en politisk reaktion«, siger han og henviser til, at EFJ det seneste år har registreret otte sager om udenlandske journalister i Tyrkiet – ikke medregnet Politikens.

Således blev en tysk fotojournalist, Andy Spyra, i marts tilbageholdt i lufthavnen og sendt retur, da han prøvede at rejse ind i landet. Ifølge EFJ blev han beskyldt for at være i besiddelse af »militært udstyr«, hvilket reelt betød en støvfjerner til sit kamera og militærstøvler.

Annonce

Annonce

Aftenpostens journalist smidt ud

Også journalister fra hollandske og amerikanske medier har været tilbageholdt, mens den danske journalist Nagieb Khaja blev tævet, da han forsøgte at krydse den syriske grænse.

LÆS ARTIKEL

EFJ har i samarbejde med Europarådet oprettet en hjemmeside, der registrerer overgreb mod menneskerettigheder i det europæiske nærområde. Her er Tyrkiet ofte repræsenteret.

Senest meddelte den store norske avis Aftenposten tirsdag, at avisens korrespondent i Istanbul, Silje Rønning Kampesæter, har fået besked på at forlade landet, fordi hendes ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse er blevet afvist. Hun har tidligere skrevet en række kritiske artikler om tyrkisk indenrigspolitik, herunder de borgerkrigslignende tilstande i landets kurdiske områder.

Tyrkiet har brug for en mere åben presse, ikke mindre

De tyrkiske myndigheder har ikke ønsket at give en begrundelse for afvisningen, men chefredaktør Espen Egil Hansen fra Aftenposten hæfter sig ved det, han kalder et »mønster«, hvor menneskeretsfolk, dommere, akademikere og journalister fængsles eller udvises.

»Den måde, de behandler deres egen presse – og nu mere og mere vestlig presse – på, giver mindelser om en paranoid stat, der slår ned på de ting, man ikke kan lide«, siger chefredaktøren.

Norsk udenrigsminister er »skuffet«

Norges udenrigsminister, Børge Brende, siger til avisen, at han er »utroligt skuffet« over sagen og har påtalt den over for sin tyrkiske kollega.

Da Tyrkiet generelt afviser at give detaljer om de enkelte sager – herunder sagen om Aftenpostens journalist – er det dog uklart, om sagerne kan kædes sammen.

Aftenpostens chefredaktør er derfor bekymret over, at også en journalist fra Danmark nu er blevet smidt ud.

»Tyrkiet har brug for en mere åben presse, ikke mindre«, siger han.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Adam Hannestad eller Global Økonomi, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden