Smitsomt. Den frygtede zika-virus spredes bland andet af myg, men ifølge russisk sundhedsguru har USA også en rolle at spille.
Foto: James Gathany/AP

Smitsomt. Den frygtede zika-virus spredes bland andet af myg, men ifølge russisk sundhedsguru har USA også en rolle at spille.

Internationalt

Russisk ekspert: USA angriber os med zika-myg

USA får skylden for meget i Rusland, nu også et øget antal fremmedartede myg nær russisk territorium.

Internationalt

Russerne er vant til at få at vide, at USA står bag de af verdens dårligdomme, som ikke lige kan henføres til Tyrkiet. Så det har næppe overrasket ret mange at høre, at en pludselig stigning i antallet af ’zika-myg’ nær Ruslands sydvestlige grænse handler om amerikansk biologisk krigsførelse.

Bag teorien står Gennadij Onisjtjenko, der fungerer som rådgiver for ministerpræsident Dmitrij Medvedev og tidligere var chef for Ruslands sundhedsstyrelse og forbrugermyndighed. Han har slået alarm over, at mængden af myg af arten Aedes aegypti, der kan bære den lige nu så skrækspredende zika-virus, siden 2012 er vokset kraftigt i Abkhasien – den georgiske udbryderrepublik ved Sortehavet, som Rusland har anerkendt som stat.

»Det gør mig urolig, eftersom der cirka 100 kilometer fra stedet, hvor disse myg nu lever, meget tæt på vore grænser, ligger et militært, mikrobiologisk laboratorium tilhørende Amerikas Forenede Stater«, siger Onisjtjenko i et interview med BBC’s russiske tjeneste.

»Pentagon har ikke bygget en militær biologisk base for at beskytte georgiske børn mod mæslinger«, fastslår han i interviewet, som siden offentliggørelsen i mandags har spredt sig hastigt på russiske netaviser og sociale medier.

Onisjtjenko henviser efter alt at dømme til et biologisk forskningscenter i udkanten af Tbilisi, som blev etableret i 2011 af det såkaldte Defence Threat Reduction Agency under det amerikanske forsvarsministerium og overladt til Georgiens nationale center for sygdomskontrol i 2013.

USA og Georgien har forsikret, at centret indgår i en global kamp mod farlige infektionssygdomme. Hvorimod russiske regeringsrepræsentanter og medier med jævne mellemrum har ladet forstå, at der må ligge skumle hensigter bag.

Undgå udlandsrejser og burgere

Gennadij Onisjtjenko blev i sine mange år som det officielle Ruslands øverste sundhedsekspert kendt som en mand, der altid var god for bastante citater. Skeptikere mente nu og da at ane en vis politisk undertone i hans råd og budskaber.

For eksempel forklarede han, at det var let for russerne at undgå svineinfluenza, hvis de holdt sig fra eksotiske rejsemål og i stedet henlagde ferierne til »Moskvas pragtfulde omegn, det fabelagtige Bajkal og det legendariske Sotji«, alt sammen i Rusland. I forbindelse med massedemonstrationerne i Moskva i 2011-12 frarådede han folk at gå på gaden, eftersom det let kunne udløse en epidemi af Sars-virus.

Da Rusland i 2010 stoppede import af vin fra Moldova, efter at moldoverne havde fået en EU-venlig regering, forklarede Onisjtjenko i et radiointerview, at al moldovisk vin var farlig og højst burde anvendes til at male stakitter med. Han har flere gange taget afstand fra sushi, hamburgere og andet, der ikke indgår i Ruslands klassiske svinekøds-, rødbede-, dild- og mayonnaisebaserede køkken.

»Jeg vil gerne minde vore medborgere om, at hamburgere – selv uden orme – ikke er det rette madvalg for befolkningen i Moskva og Rusland. Denne føde er ikke vor«, sagde han til nyhedsbureauet Interfax efter en klage over et ormefund i en burger på en restaurant i Moskva.

Én zika-smittet i Rusland

I mandags, samme dag som BBC-interviewet med Onisjtjenko, kom den første rapport om en zika-smittet russer. Det var en kvinde, der havde været på ferie i Den Dominikanske Republik.

De russiske sundhedsmyndigheder har beroliget med, at landets klima ikke er gunstigt for større spredning af smitten. Samtidig har man opfordret folk, der har været i Brasilien eller andre smitteplagede lande, til ikke at kysse nogen eller at dyrke sex uden kondom i en måned efter hjemkomsten.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden